Lige inden hjemrejsen

Saa sidder jeg her den sidste dag cirka et halvt doegn inden jeg vender naesen hjemad til det lille Danmark. Det er en meget maerkelig fornemmelse ret uforklarligt, for jeg glaeder mig til at komme hjem, men samtidig har jeg en tomhedsfoelelse i maven, naar jeg taenker paa, at mit livs foerste, store rejse er mere eller mindre slut.
Melbourne har vaeret fantastisk i dag. Efter nogle dage med regn, klarede det endelig op og solen tittede frem paa en smuk himmel og vi lagde os ned paa stranden og noed den sidste strandtur for denne omgang Australien. Jeg har ogsaa spist min forhaabentlig sidste cup noodles (!) - dem kommer jeg dog ikke til at savne. Og jeg kommer nok heller ikke til at savne de klamme koekkener, hvor man aldrig kan vide sig sikker paa at finde en ren gaffel. Jeg kommer heller ikke til at savne at gaa ud paa et badevaerelse, hvor bruseafloebet er tilstoppet, hvor klamme haar flyder rundt. Og jeg vil heller ikk savne de lave koejesenge, hvor man vitterlig ikke kan sidde oprejst uden at smadret hovedet lige op i overkoejen. Men naar jeg nu har levet mere eller mindre saadan her de sidste 9 uger, er det en meget maerkelig tanke, at jeg om et par doegn kan vaagne op helt alene uden mennesker, der roder rundt omkring mig, uden at skulle samle mit kadaver op og skrabe mig selv ud paa badevaerelset kl. 5.30, fordi jeg skal ud paa en outback tur og uden at bo i en rygsaek. Jeg glaeder mig til at komme til at bo "rigtigt", for den rygsaek er lidt for lille som garderobeskab.

Jeg glaeder mig rockermeget til at koere paa min cykel, til at gaa med stiletter, til at spise groentsager og drikke koldt vand, til at lytte til stilheden og foele jeg rent faktisk er alene.
Jeg glaeder mig til at se min familie, mine venner (jeg savner virkelig jer alle).

Men jeg kommer til at savne gaestfriheden, venligheden naar man staar som en forvirret, forvildet turist, jeg kommer til at savne de spaendende mennesker man moeder naar man rejser, til at gaa ned paa stranden og sove en hel eftermiddag, til at gaa rundt i Woolworth's og doe af grin over Mega Noodles, til at koere rundt med en grineren buschauffoer, der finder paa at man skal lave haekkeloeb over saederne, til at maerke den energi der er blandt unge mennesker og backpackers isaer. Jeg kommer til at savne en britisk fyr og en britisk pige, som jeg ville oenske jeg kunne se igen, jeg kommer til at savne de interessante fyre jeg har moedt, til virkelig at vaerdsaette rent undertoej, til gang paa gang at blive helt fortryllet og forelsket i havet, landskabet, flotte bygninger, fantastiske byer.

Jeg glaeder mig til at opleve det hele igen ved at kigge paa mine ufattelig mange billeder og ved at fortaelle om min rejse.

De sidste dage paa den fantastiske rejse

Saa forlod jeg de 40 grader og the aboriginals og tog med fly til Melbourne for at tilbringe min sidste uge i St. Kilda. Jeg skulle selvfoelgelig stene i den mest kedelige lufthavn nogensinde, fordi mit fly var forsinket grundet uvejr i Melbourne (tsunamien omkring Sydamerika ramte altsaa Australien nu og medfoerte at Melbourne var oversvoemmet og at det stormede). Det er kan godt vaere min flyskraek er blevet vaesentlig bedre, men jeg blev stadig noget urolig, da jeg endelig efter 4 timers venten kunne boarde og fik at vide, at der ville vaere meget turbulens ombord. Men ejg overlevede (ogsaa uden at graede), fik min bagage (yes!) og ankom til St. Kilda paa Base Hostel kl. 2 am. Da jeg endelig fandt Julie i en af de 6 koejer (det var jo helt moerkt) startede vi bare med at grine, for det var bare saa dejligt at se et velkendt ansigt igen.

Dagen efter ankom Sebastian, en fyr fra min gamle klasse, til vores hostel. Det var en helt vild situation at moede hinanden paa den anden side af jorden! Og det var rigtig godt at se ham igen, for det var 8 maaneder siden jeg saa ham sidst.

De naeste par dage er saa ellers gaaet med at chille rundt i Melbourne. Seb har familie her og mandag kom hans onkels, kaerestes, soseters, mands, nevoe (haha - det er rigtigt nok!) og hentede os til en kop kaffe. Han avr super cool og tog et kort frem og fortalte os alt om Melbourne og hvad han synes vi skulle bruge tiden paa. Om aftenen moedte han os paa en bar, hvor vi spiste pizza til 2 dollars (!) og derefter tog han os ind til Melbourne downtown og introducerede os til en bar paa taget af en bygning. Det var en super fed oplevelse og han var bare supercool og betalte for alt og vi foelte os overraskede og kunne slet ikke lade vaere med at grine hele tiden. :)

Nu er det saa de sidste dage. Det er Seb's sidste aften inden han tager tilbage til Sydney og bor hos sin onkel de naeste 2 maaneder og Julie og jeg har 3-4 dage tilbage. Lige pt. gaar vi paa cafe konstant, fordi vejret er rimelig daarligt (17 grader + regn = jeg vender mig til DK = positivt ?), men solen skulle gerne komme de naeste par dage.

Det er meget maerkeligt at skulle hjem. Jeg er saa smaat begyndt at vende mig til tanken, og der er ogsaa en masse jeg savner, men naar jeg har vaeret paa farten saa laenge, er det alligevel underligt at vide, hvad jeg foretager mig i naeste uge. Jeg maa hellere gaa ud og shoppe til mit overtraek begynder og fordoeje tanken endnu en gang.

Ud i outback'en! 3

Men det var alle 350 trin vaerd at komme op til toppen og se ud over det flade land gennem den 150 meter dybe canyon. Det mindede mig om mit bungy jump at kigge ned i bunden og jeg fik et sug i maven undervejs som vi bevaegede os langs the canyon. Selve hiking-turen gik rundt om den ene side af Kings Canyon og derefter ned til the Garden of Eden, hvor der var et meget idyllisk vandhul. Derefter bevaegede vi os op paa den anden side og vi kunne igen iagttage de roede bjerge/sten skifte farve i takt med at solen sneg sig op paa himlen. Naar man kiggede udover den modsatte side af kloeften, kunne man se en masse roede toppe, der lignede millioner af hoveder der stak op i form af toppe. Det var saa flot og fortryllende og en smule haardt at gaa rundt samtidig og der var en vis tilfredsstillelse i at have besteget bjerget og bevaege sig rundt paa toppen af hele herligheden. Jeg maa indroemme, at jeg savnede mine vandrestoevler, for det er altsaa klipper man gaar rundt paa og det gik ogsaa fint med mine kondisko, men naar Junior fortalte diverse skraekhistorier om folk der har mistet taer og andre diverse legemesdele grundet ubetaenksomhed og ikke i orden udstyr blev jeg lidt angst og blev ekstra opmaerksom paa, hvor jeg gik henne.
Det var ogsaa skide fedt at raabe ned i the canyon og hoere ekkoet der slog en lige i hovedet. Man bliver fyldt med energi, naar man kan hoere sin egen stemme paa den maade.

Efter den fantastiske hiking-tur i selskab med en masse fluer der var ved at tage livet af en, havde vi 6 timers koeretur tilbage til Alice Springs. Junior fyrede igen op for den fantastiske musik og endnu en gang gjallede vi med. Lige pludselig stoppede vi, for der var vilde kameler! Kamelerne blev importeret i 1800-tallet, og det er altsaa ret maerkeligt at staa og glo paa kameler, naar man staar i Australien. Det er ikke lige det foerste dyr man kommer til at taenke paa, men det var nu meget interessant alligevel.

Desvaerre var denne fantastiske tur slut, og jeg blev helt soergmodig, for det er virkelig fedt at campe og spise mad i det vilde og at sove under stjerner er noget helt uebskriveligt.

Ud i outback'en! 2

Den naeste morgen blev vi vaekket af Junior kl. 4.30 (!), fordi vi nu skulle se Uluru i solopgangen. Det var komplet moerkt og maanen lyste stadig da vi kravlede ud i kulden og proevede at spise morgenmad. Derefter koerte vi ud til den store sten og det eneste jeg kunne se af den til at starte med, var en moerk silhouet. Solen stod op kl. 6.38 og jeg er ikke den mest taalmodige type menneske man kan finde, men underligt nok var jeg meget fokuseret og noed at se den store sten komme langsomt tilsyne. Lyset skiftede hele tiden fra lilla til lyseroed til blaalig til helt klar blaa og det var virkelig et smukt lys at iagttage det flade land med Uluru paa midten i. Kl. 7 var vi saa klar til at gaa hele vejen rundt om stenen, som er en 10 km lang rute. Det er total faldt og den eneste udfordring for os alle var de aandssvage fluer, der er over det hele konstant undtagen om natten. Saa vi startede med at gaa og 10 km er altsaa langt, men det var sgu fedt at gaa hele vejen rundt. Jeg har selvfoelgelig taget en million billeder af stenen, men nogle steder er det ikke tilladt at fotografere, for the aboriginals har bedt om at lade de hellige steder paa stenen ladet vaere i fred og man kan faa en kaempe boede for at fotografere disse steder.



Efter 2 timer blev det for varmt til at gaa mere og heldigvis var vi ogsaa naaet hele vejen rundt, og kl. var kun 10 om morgnen! Det var ret absurd at skulle spise frokost kl. 11 om formiddagen, men det gjorde vi altsaa. Efter at have pakket lejeren sammen haedede vi videre mod Kings Canyon Resort, hvor vi skulle sove under stjernerne endnu en gang til den tredje og sidste dag, hvor vi skulle ud paa en 4 timer lang hiking-tur i Kings Canyon. Igen skulle vi koere herre langt, og Junior fyrede op for virkelig cheasy/daarlig pop, som alle kunne synge med paa (og dog. Der var en gruppe japanere med og de kunne ikke rigtig tale engelsk, men proevede i det mindste i modsaetning til en fransk, fesen dame, der havde sin lille oversaetterske af en lille, fransk dulle med sig eftersom hun ikke kunne/naegtede at tale engelsk). Men Lauren, jeg og en israelsk pige gjallede og hyggede os med Juniors daarlige jokes ind til vi naaede en swimmingpool, hvor vi kunne bade! Yes! For det var som sagt blevet utrolig varmt udenfor og jeg havde ikke vaeret i bad i et par dage nu, saa en tur i poolen var lige mit humoer. Der var ogsaa brusere og det var jo endnu mere fantastisk, for saa kunne man rent faktisk blive ren. Men jeg havde ikke bruseren for mig selv, for efter 1 minut under det kolde vand floej der fandme en fugl lige ned i hovede paa ind i bruseren! Jeg blev saa forskraekket at jeg skreg og sprang noegen ud af bruseren. Saa var mit bad slut og nu kan ejg godt se det sjove i at jeg naer ved og naesten blev voldtaget af en uskyldig fugl, men jeg blev altsaa virkelig forskraekket!



Efter den lille oplevelse, koerte vi til vores camping spot og fyrede op for pasta med koedsovs inden vi satte os rundt og et baal og ristede skumfiduser. Det var virkelig fantastisk at sidde under stjernerne og glo ind i de fortryllende flammer og maerke hvordan ens kinder braender. Endnu en gang hoppede vi alle ned i swags'ne og lagde os til at sove udner den fantastiske himmel.



Naesten morgen stod vi op kl. 5, hvilket var naermest at sove laenge, naar man nu havde staaet op kl. 4.30 den forrige morgen. Derefer koerte vi til Kings Canyon, som er en canyon der ligger nogle hundrede kilometer fra Uluru og Kata Tjuta. Det er virkelig et smukt sted og vi fik hurtigt energien i gang eftersom vi skulle gaa 350 trin opad i den fooerste halve time. Jeg tror vi steg ca. 200 meter og det var altsaa paa en gang - ikke noget med at bevaege sig vandret - og jeg svedte virkelig og var super glad for at kl. var 7 om morgenen for ellers havde jeg aldrig overlevet det!

Ud i outback'en!

Saa oprindt vores tid i Cairns og vi havde besluttet at splittes for en uges tid, for jeg skulle bare ind til the Red Centre og Alice Springs og Julie ville forfaerdelig gerne til Adelaide. Saa det gjorde vi altsaa. Nu skulle jeg vaere alene (alene og alene - det er man faktisk aldrig hernede, hvilket godt kan vaere et problem) og jeg tog en bus til lufthavnen, efter Julie havde forladt mig kl. 4 om morgnen/natten med sit fly. Lufthavnen i Cairns er meget nuttet og lille og man kan virkelig ikke fare vild og det gjorde jeg heller ikke og for foerste gang i mange aar satte jeg mig op i en flyver uden at foele at jeg nu havde forladt jorden for evigt. Jeg fik da stadig et sug i maven, da flyet lettede, men jeg vil vove at paastaa, at jeg havde det godt og kunne nyde udsigten over Cairns og revet, som langsomt forsvandt under os jo hoejere op vi kom. Efter nogle timer i luften landede jeg i det mest elendige vejr, hvor der faldt regndraaber paa maskinens ruder. Vejret i Cairns havde vaeret saa fantastisk og flot og nu havde jeg forladt dette vidunder til fordel for en temperatur paa 19 grader og regn. Det havde jeg godt nok ikke toej til, saa jeg tog en London-walk (udtryk jeg har laert af Lauren, britisk chick, som betyder at man gaar MEGET hurtigt uden at loebe) ind til bagagebaandet og fik min backpack (jeg havde stadig den tyske pige tilbage i NZ, som tog min backpack og jeg har aerlig talt paranoia). Det var der, jeg moedte Lauren, og som sagt naaede jeg ikke at vaere alene i saerlig lang tid; tvaertimod gik der 5 minutter og saa faldt vi snak og tog en shuttle til Haven Backpacker's, et ikke fantastisk, men okay hostel. Eftersom det regnede, havde jeg en god undskyldning for virkelig intet at lave, bortset fra at jeg blev chokolade-sulten og samtidig ogsaa belv noedt til at afproeve min pinkode til mit MasterCard eftersom mit andet kort var paa graensen til at blive spaerret. Saa Lauren og jeg fik fat i en paraply og gik ned i Wolly's (bedste supermarked) og koden virkede!
Det er faktisk ikke saa behageligt at bevaege sig rundt i Alice Springs, for der er aboriginals over det hele. De goer ingenting, de raaber hoejst efter en paa deres eget sprog, men man skal virkelig ikke bevaege sig rundt alene i de moerke gader og jeg var glad for at vi var to afsted.

Den naeste morgen stod vi op kl. 5.30 (jeg troede, jeg var paa ferie?!), for jeg skulle paa en 3-dages-tur ud i outback'en og se Uluru, Kata Tjuta og Kings Canyon. Jeg havde glaedet mig saa meget. Jeg havde faktisk helt ondt i maven af spaending! Og det var ikke uden grund. Efter at have koert paa en landevej i 5 timer igennem det flade land, hvor den roede jord var daekket af groenne buske og smaa traer, kom vi frem til vores campingground, hvor Junior (vores guide, som var en glad boesse, der virkelig elskede Britney Spears og Spice Girls) parkerede bussen og viste os vores sovesal for den kommende nat: Den noegne, roede jord. Det var lidt underligt at vide, at jeg ikke skulle sove med et telt til at beskytte mig for diverse dyr, men der var stadig lang tid til sengetid, saa vi spiste alle 24 frokost og koerte derefter til Uluru-Kata Tjuta-National Park. Denne eftermiddag gik med at hike i Kata Tjuta, som er en gruppe sten (ikke bjerge) der ligger midt i Australien. Der er vist 36 af dem og Kata Tjuta betyder "hoveder mange", fordi stenene ligner en masse hoveder det stikker op af jorden. Det er virkelig besynderligt, at de ligger der midt i Australiens land. Der helt fladt rundt om (bortset fra Uluru, selvfoelgelig) og langt fra ser de ikke saa store ud, men at vandre rundt i dem er noget helt andet. Det er saa flot med den roede farve i solens lys. Den roede farve faar en helt speciel toning og man kan staa og blive fuldstaendig fascineret af at kigge op og blive blaendet af solens straaler og se silhouetten af ikke-bjergene. Paa den anden side af Kata Tjuta bor der aboriginals, der har deres eget community. Der er det dog ikke tilladt at bevaege sig hen, og det virker lidt mystisk og farligt, at der bor et folk saa langt fra al civilsation, som man ikke kan komme til at besoege.

Efter at have vandret rundt i Kata Tjuta var det tid til at koere hen til Uluru og se solnedgangen. Solnedgang i sig selv er noget helt specielt, og solnedgangen over Uluru er derfor noget endnu mere interessant! Det mest bemaerkelsesvaerdige er dog, at der er komplet overrendt af diverse turister ved solnedgang. Folk medbringer champagne og ostehappere og faktisk er det hele et kaempe freakshow. Jeg var simpelthen noedt til at fotografere en opstilling af en folk pentionister, der alle havde koebt fluenet og havde dem paa, da de tog et faellesbillede foran Uluru med champagne. Det var simpelthen for sjovt. Og Junior lovede, at man ville dagens helt, hvis man kunne faa et billede med et champagneglas og en anden guide fra de mere fesne selskaber. Selvfoelgelig fik Lauren og jeg scoret os noget brie og nogle figner, for vi skulle da vaere dagens helte!
Men udover at turisterne er et show i sig selv, blev jeg fanget af Ulurus skiftende farve fra helt klar, lysende roed til en mere dyb og moerk roed farve i takt med at solen gik ned. Det var helt fantastisk flot og himlen skiftede ogsaa farve til lilla/lyseroed og jeg blev fulstaendig fanget af den store, roede klump. Det er underligt, hvordan en roed klump kan vaere saa fascinerende.

Derefter koerte vi tilbage til campingpladsen og spiste aftensmad og lagde os ned i vores swags (en slags sovepose, som man skal sove i, saa man ikke ligger direkte paa jorden). Det var noget helt specielt at falde i soevn under stjernerne og maanen der lyste lige ned i hovedet paa en. Jeg glemte fuldstaendig at vaere bange for edderkopper og skorpioner og dingoer, fordi stjernerne fortryllede en og jeg laa bare og kiggede op i den moerke himmel, der blev oplyst af millioner af lysende prikker.