Så forlod vi cowboy-land og kørte til Arrow Town - en britisk, fesen by mere syd på. Inden vi forlod Omarama, havde mor og far set nogle cowboy-hatte, som Laura og jeg absolut måtte ha'! Jeg ser meget turistet og kikset ud med den! :D
Vi ankom til den fesne, britiske Lodge, hvor det første skilt vi blir mødt med, beder os om at tage skoene af inden vi går inden for. Menneskene er også mere emsige og ikke nær så gæstfrie her som mere nordpå, men det er nok fordi vi er kommet til et mere turistet sted.
Så vi kom hurtigt ud af klappen og kørte ned mod Queenstown, hvor vi på halvvejen skulle møde en Landrover, der skulle tage os ud på en lidt off-road tur. Det var chauffør Mike, der ankom i en 4WD Landrover, hvor både bil og mand var super-cool! Han tog os ud på en rute med grussti og sten, der sprang op på ruderne, hvor man sidder og bumler og virkelig værdsætter at ha' en sikkerhedssele på! Vi kørte ind (dvs. op og ned af bjerget) i Skippers Canyon som er en gammel guldmine, og han fortalte en masse om guldgravere og guldminer og var en super-sej guide.
Vi kørte langs bjergsiden, hvor man nogle gange fik helt kriller i maven af at ku' se lige ned i floden, der løb mellem bjergene, både af frygt og spænding! Mike tog os helt ned til floden og vi fik lov til at vaske guld, lige som de gamle guldgravere. :D Jeg fandt ikke en skid, desværre... Og mor og far var også ret ihærdige, de lignede små børn der hygger sig med noget legetøj (eller også var de bare grådige guldgravere...). Det var også det sted, hvor scenen med vand-hestene i elver-land fra Lord of the Rings var optaget (jeg har billededokumentation). Det var alligevel lidt sejt at ku' genkende det. :)
Denne tur havde været mors største ønske, og hun var helt vild og havde bare haft det så skønt! Og jeg rystede også af spænding, da Mike havde kørt os tilbage til parkeringspladsen og vi havde forladt den fede Landrover. :)
mandag den 28. december 2009
Mount Cook
Endelig et bjerg med ordentligt navn! Vi forlod knaldhytten, hvor jeg var iført kasket (en kikset en vel og mærket) og smurt ind i faktor 70+ på hele kroppen. Jeg tilbeder den solcreme, selvom jeg selvfølgelig undervurderede den, da jeg så den i butikken. Men jeg skulle ikke være mere krebs end højst nødvendigt!
Så kørte vi ellers afsted til Mt. Cook, det højeste bjerg. Vi gik en rute langs en masse gletsjere, og solen var utrolig varm og bagende. Men igen var det fuldkommen fantastisk at gå på svingende broer over en vild og utæmmet flod der snoede sig rundt nede mellem bjergene. Den hed vist Hooks Glacier.
Jeg fik dog ikke rigtig gået på Mt. Cook, for der er vist ingen vej derop? Men jeg må simpelthen tilbage og bestige det bjerg. Vi så faktisk nogle prof.-guys som havde hakke og snowboard med op til en af gletsjerne. Jeg kom helt i skiferie-humør!
Efter at ha' overlevet solen med kasket og dobbelt op på faktor 70+ kom vi tilbage til bilen og kørte til Omarama - en cowboy-by midt ude på landet! Efter at være blevet indlogeret på Country Time Hotel, tog vi ned til den lokale pub og fik en øl. Den var dækket med cowboys og sheepgirls og det var helt rigtig cowboys med hat og støvler! (Mændene lignede dem fra Brokeback Mountain). Jeg blev dybt fascineret af sheepgirls, for de havde utrolig robuste og hærdede hænder, og der var specielt en pige med lilla bluse, der var virkelig cool pool-player. Og når de talte med hinanden, var det ikke til at forstå et klap af hvad de sagde, så man ku' godt droppe at prøve at sniglytte.
For første gang følte jeg virkelig, at vi var på landet! Jeg tror at cowboys er det samme som bondemænd i Danmark, men jeg synes nu det er lidt sejere at være cowboy end farmer. ;)
Efter en enkelt øl (jeg ku' sagtens ha' siddet i flere timer og studeret en masse cowboys) tog vi tilbage til Country Time Hotel, og for første gang tændte jeg for det new zealandske TV. Det hele blev meget hjemmevant, da jeg gik på tekst-tv og fandt ud af, at tv-oversigten også var på 301 og 302 lige som i Danmark. :)
Så kørte vi ellers afsted til Mt. Cook, det højeste bjerg. Vi gik en rute langs en masse gletsjere, og solen var utrolig varm og bagende. Men igen var det fuldkommen fantastisk at gå på svingende broer over en vild og utæmmet flod der snoede sig rundt nede mellem bjergene. Den hed vist Hooks Glacier.
Jeg fik dog ikke rigtig gået på Mt. Cook, for der er vist ingen vej derop? Men jeg må simpelthen tilbage og bestige det bjerg. Vi så faktisk nogle prof.-guys som havde hakke og snowboard med op til en af gletsjerne. Jeg kom helt i skiferie-humør!
Efter at ha' overlevet solen med kasket og dobbelt op på faktor 70+ kom vi tilbage til bilen og kørte til Omarama - en cowboy-by midt ude på landet! Efter at være blevet indlogeret på Country Time Hotel, tog vi ned til den lokale pub og fik en øl. Den var dækket med cowboys og sheepgirls og det var helt rigtig cowboys med hat og støvler! (Mændene lignede dem fra Brokeback Mountain). Jeg blev dybt fascineret af sheepgirls, for de havde utrolig robuste og hærdede hænder, og der var specielt en pige med lilla bluse, der var virkelig cool pool-player. Og når de talte med hinanden, var det ikke til at forstå et klap af hvad de sagde, så man ku' godt droppe at prøve at sniglytte.
For første gang følte jeg virkelig, at vi var på landet! Jeg tror at cowboys er det samme som bondemænd i Danmark, men jeg synes nu det er lidt sejere at være cowboy end farmer. ;)
Efter en enkelt øl (jeg ku' sagtens ha' siddet i flere timer og studeret en masse cowboys) tog vi tilbage til Country Time Hotel, og for første gang tændte jeg for det new zealandske TV. Det hele blev meget hjemmevant, da jeg gik på tekst-tv og fandt ud af, at tv-oversigten også var på 301 og 302 lige som i Danmark. :)
Mount John
Haha. Hvilket navn til et bjerg! Det kan jeg ikke tage seriøst. Men bestiges skulle det jo alligevel og det gjorde vi her på vores anden dag i Lake Tekapo. Vejret så ud til at være overskyet, så jeg tog ingen solcreme på og vadede op gennem skoven. Det var ret hårdt, benene var tunge og kroppen var død, men vi kom til tops og det var helt fantastisk at se ud over hele den turkise sø og se ned på vores campingplads samt alle de ubestigede bjerge til den anden side. :) Vi så også lidt at Mt. Cook, som er NZ's højeste bjerg, men de store, hvælvende skyer dækkede lidt for det, så det var ikke meget jeg fik set til det.
På vej ned gik vi over marker, hvor der lå små, sorte lorte - formentlig fårelorte - men dem så jeg ikke meget til. Jeg har ellers forelsket mig meget i de får. De er simpelthen så nuttede, og jeg overvejer lidt hele tiden, hvordan man kan smugle et med i bagagen til at stå i haven i DK.
Vejret var rigtig rart og jeg levede i lykkelig uvidenhed om, at ozonlaget er meget tyndt (= solens UV-stråling er psykopat-høj og man altså blir solbrændt/skoldet selv ved komplet skydække.) Og jeg mærkede jo ingenting, fordi den dejlige, utæmmede vind blæsede og gjorde vejret ganske behageligt, men da vi nåede ned for foden af Mt. John og gik langs sø-bredden mærkede jeg selvfølgelig solens onde side og mine arme smertede! Da vi en halv time senere kom tilbage til campingpladsen (jeg troede forresten aldrig jeg nogensinde ville se mine forældre bo sådan et sted!) var mine arme + ben + ansigt fuldkommen forbrændt. Jeg lignede en kogt hummer! Jeg er simpelthen et fjols! Jeg håber virkelig jeg har lært af mine fejl...
Og så til dagens kommentar:
"Har jeg mange lorte i røven?" (far der rejser sig efter at ha' siddet på en mark fyldt med fårelorte!) :D
På vej ned gik vi over marker, hvor der lå små, sorte lorte - formentlig fårelorte - men dem så jeg ikke meget til. Jeg har ellers forelsket mig meget i de får. De er simpelthen så nuttede, og jeg overvejer lidt hele tiden, hvordan man kan smugle et med i bagagen til at stå i haven i DK.
Vejret var rigtig rart og jeg levede i lykkelig uvidenhed om, at ozonlaget er meget tyndt (= solens UV-stråling er psykopat-høj og man altså blir solbrændt/skoldet selv ved komplet skydække.) Og jeg mærkede jo ingenting, fordi den dejlige, utæmmede vind blæsede og gjorde vejret ganske behageligt, men da vi nåede ned for foden af Mt. John og gik langs sø-bredden mærkede jeg selvfølgelig solens onde side og mine arme smertede! Da vi en halv time senere kom tilbage til campingpladsen (jeg troede forresten aldrig jeg nogensinde ville se mine forældre bo sådan et sted!) var mine arme + ben + ansigt fuldkommen forbrændt. Jeg lignede en kogt hummer! Jeg er simpelthen et fjols! Jeg håber virkelig jeg har lært af mine fejl...
Og så til dagens kommentar:
"Har jeg mange lorte i røven?" (far der rejser sig efter at ha' siddet på en mark fyldt med fårelorte!) :D
fredag den 25. december 2009
Lake Tekapo
Vi kom hurtigt afsted fra skideskuret efter en ellers meget hyggelig morgenmad på verandaen uden bord og stol. Vi blev også populære hos ænderne og mågerne, der samlede sig om os for at få mad, og af en eller anden grund er det altid mågerne der vinder kampen.
Så ringede vi lige hjem til familien i Danmark og sagde glædelig jul! Klokken var jo 21 den 24. december om aftenen der, så det passede meget godt med et lille jule-opkald.
Så skulle vi stene i 5 timer i bil for at komme til Lake Tekapo. Det meste af tiden gik med at spise mint-karameller (den nye yndlings-spise), synge med på dårlige popsange og finde loppebid på anklen! Som souvenir fra skideskuret havde jeg for helvede små bid, der kløede helt forfærdeligt, og vi blir nok også nødt til at tjekke efter for "tager" (man kan jo dø af det, ikk' Signe? ;)).
Men efter alt denne indelukkethed i så lang tid (og nej, vi er ikke en bil-familie der kan køre 1000-vis af kilometer - vi er ret pivede), ankom vi til Lake Tekapo, som er en by, der ligger tæt på New Zealands højeste bjerg Mount Cook.
Det er et meget idyllisk sted, hvor søens vand fortryller ens blik. (Det er bare mega-kikset at bjerget ved siden af hedder Mount John, men det må man jo taget med. :D)
Vi havde kørt det meste af dagen, så vi havde ikke så meget tid til at bestige Mount John, men jeg fik løbet mig en tur, hvilket var en kæmpe sejr eftersom jeg ikke har løbet i 3 uger! Jeg var også ved at dø og var meget rød i hovedet, og jeg tror jeg fik skræmt nogle kinesere, for de kørte meget hurtigt forbi mig i deres bil.
Og nu vil jeg gå ned og lave lækker mad og tænke over et nyt ord, der kan erstatte "fantastisk", for det har jeg brugt utrolig meget. :)
Så ringede vi lige hjem til familien i Danmark og sagde glædelig jul! Klokken var jo 21 den 24. december om aftenen der, så det passede meget godt med et lille jule-opkald.
Så skulle vi stene i 5 timer i bil for at komme til Lake Tekapo. Det meste af tiden gik med at spise mint-karameller (den nye yndlings-spise), synge med på dårlige popsange og finde loppebid på anklen! Som souvenir fra skideskuret havde jeg for helvede små bid, der kløede helt forfærdeligt, og vi blir nok også nødt til at tjekke efter for "tager" (man kan jo dø af det, ikk' Signe? ;)).
Men efter alt denne indelukkethed i så lang tid (og nej, vi er ikke en bil-familie der kan køre 1000-vis af kilometer - vi er ret pivede), ankom vi til Lake Tekapo, som er en by, der ligger tæt på New Zealands højeste bjerg Mount Cook.
Det er et meget idyllisk sted, hvor søens vand fortryller ens blik. (Det er bare mega-kikset at bjerget ved siden af hedder Mount John, men det må man jo taget med. :D)
Vi havde kørt det meste af dagen, så vi havde ikke så meget tid til at bestige Mount John, men jeg fik løbet mig en tur, hvilket var en kæmpe sejr eftersom jeg ikke har løbet i 3 uger! Jeg var også ved at dø og var meget rød i hovedet, og jeg tror jeg fik skræmt nogle kinesere, for de kørte meget hurtigt forbi mig i deres bil.
Og nu vil jeg gå ned og lave lækker mad og tænke over et nyt ord, der kan erstatte "fantastisk", for det har jeg brugt utrolig meget. :)
Kaikoura (juleaften)
Så endnu en lille køretur til Kaikoura for at fejre juleaften. (Eller ikke-fejre juleaften - jeg har nedlagt veto mod denne begivenhed.) Det skulle ske ved at se på hvaler!
Men først indlogerede vi os på et motel = putte vores kufferter ind i et lille bitte skideskur (det var nærmest ikke større end et das!), hvor der lugtede af gammel mormor-parfume. Vi kom afsted til whale-watching i en fart!
Først skulle vi se en sikkerhedsvideo (der er vel en smule amerikanske tendenser) og derefter blev vi hentet med bus af en buschauffør med nissehue på (jeg vender mig aldrig til sol + jul) og vi kørte til en lille havn, hvor vi som får i flok blev gennet ned på en lille katamaran. Så sejlede vi ellers ud på det åbne hav, og det var fuldkommen fantastisk! Det var lidt sent på eftermiddagen, men solen stod stadig højt på himlen og lyset var helt vidunderligt udover havet og de fantastiske bjerge. Speakeren på båden fortalte en masse om de hvaler vi ville komme til at se og om "Kaikoura Canyon" (jeg tror, jeg har fået mere geografi-undervisning end nogensinde før på disse 2 timer!) og jeg må faktisk indrømme, at jeg synes det var spændende. Og lige pludselig afbrød han sin talestrøm og sagde, at de havde lokaliseret en hval, og så satte den lille katamaran ellers tempoet i vejret og sejlede 10 meter tæt på en Sperm Whale (på dansk: kaskelot).
Den lille hval lå og vuggede som en båd i vandoverfladen og ofte sprøjtede den vand op i en stråle og det lignede et springvand. Der lå den i nogle minutter og det var på en eller anden måde lidt urealistisk at stå og kigge på en hval - jeg har aldrig set sådan en i levendelive før, og der lå den altså og poserede for tourister, der klikkede løs med deres kameraer. Og så havde den trukket vejret længe nok, synes den, og den vendte bunden i vejret og dykkede og halen kom meget flot til syne i et øjeblik og forsvandt derefter ned i dybet. Det var helt vildt! Og jeg missede det nærmest med den første hval, fordi jeg skulle fotografere det hele. Men jeg fik en chance til, for vi så i alt 7 hvaler på 2 timer. :)
Den sidste del af whale-watching så vi sæler. På vej til Kaikoura kørte vi forbi en hel masse sæler, hvor far selvfølgelig skulle tæt på og fotografere den, så den blev lidt vred og hvæsede (eller hvad den nu gør), og nu skulle vi sejle hen til en kendt sten og se på flere sæler. De er virkelig nuttede og leger i vandet på en rigtig sød måde og man får lyst til at smugle en med hjem i kufferten.
Det var den bedste måde at ikke-fejre juleaften på. Det var en helt fantastisk oplevelse, og jeg har fået større forståelse for havet og dyrene i havet. Det lyder meget helligt, men når man kommer ud og oplever det er det langt mere spændende end når man sidder i et klasselokale og skal lære noget om dyr i biologi.
Efter hvalerne tog vi tilbage til skideskuret for at bestemme os for at finde noget "lækker mad" (Laura og jeg havde fået et flip med denne sætning). Vi fandt en restaurant med den vidunderligste udsigt udover havet og bjergene (endnu en gang).
Men først indlogerede vi os på et motel = putte vores kufferter ind i et lille bitte skideskur (det var nærmest ikke større end et das!), hvor der lugtede af gammel mormor-parfume. Vi kom afsted til whale-watching i en fart!
Først skulle vi se en sikkerhedsvideo (der er vel en smule amerikanske tendenser) og derefter blev vi hentet med bus af en buschauffør med nissehue på (jeg vender mig aldrig til sol + jul) og vi kørte til en lille havn, hvor vi som får i flok blev gennet ned på en lille katamaran. Så sejlede vi ellers ud på det åbne hav, og det var fuldkommen fantastisk! Det var lidt sent på eftermiddagen, men solen stod stadig højt på himlen og lyset var helt vidunderligt udover havet og de fantastiske bjerge. Speakeren på båden fortalte en masse om de hvaler vi ville komme til at se og om "Kaikoura Canyon" (jeg tror, jeg har fået mere geografi-undervisning end nogensinde før på disse 2 timer!) og jeg må faktisk indrømme, at jeg synes det var spændende. Og lige pludselig afbrød han sin talestrøm og sagde, at de havde lokaliseret en hval, og så satte den lille katamaran ellers tempoet i vejret og sejlede 10 meter tæt på en Sperm Whale (på dansk: kaskelot).
Den lille hval lå og vuggede som en båd i vandoverfladen og ofte sprøjtede den vand op i en stråle og det lignede et springvand. Der lå den i nogle minutter og det var på en eller anden måde lidt urealistisk at stå og kigge på en hval - jeg har aldrig set sådan en i levendelive før, og der lå den altså og poserede for tourister, der klikkede løs med deres kameraer. Og så havde den trukket vejret længe nok, synes den, og den vendte bunden i vejret og dykkede og halen kom meget flot til syne i et øjeblik og forsvandt derefter ned i dybet. Det var helt vildt! Og jeg missede det nærmest med den første hval, fordi jeg skulle fotografere det hele. Men jeg fik en chance til, for vi så i alt 7 hvaler på 2 timer. :)
Den sidste del af whale-watching så vi sæler. På vej til Kaikoura kørte vi forbi en hel masse sæler, hvor far selvfølgelig skulle tæt på og fotografere den, så den blev lidt vred og hvæsede (eller hvad den nu gør), og nu skulle vi sejle hen til en kendt sten og se på flere sæler. De er virkelig nuttede og leger i vandet på en rigtig sød måde og man får lyst til at smugle en med hjem i kufferten.
Det var den bedste måde at ikke-fejre juleaften på. Det var en helt fantastisk oplevelse, og jeg har fået større forståelse for havet og dyrene i havet. Det lyder meget helligt, men når man kommer ud og oplever det er det langt mere spændende end når man sidder i et klasselokale og skal lære noget om dyr i biologi.
Efter hvalerne tog vi tilbage til skideskuret for at bestemme os for at finde noget "lækker mad" (Laura og jeg havde fået et flip med denne sætning). Vi fandt en restaurant med den vidunderligste udsigt udover havet og bjergene (endnu en gang).
Sidste dag i Nelson
Denne sidste dag i Nelson skulle fejres med at gå en tur i Apple Tasman National Park - en fantastisk tur langs kystlinjen helt nord på Sydøen. Jeg tror faktisk det er den tur, Loui, som du også har gået. :)
Udsigten var vidunderlig! Det azur-blå/turkise hav fortryllede ens blik, og bagved lå Nordøen med de flotte bjerge, der ragede op. Vi kom også forbi en masse små bække og vandløb, og vi gik over små broer og forbi underlige planter, man aldrig kommer til at se igen. Nogle steder var det endda lidt regnskovs-fornemmelse.
Min mor havde investeret i en faktor 70 + solcreme! Ikke noget med at blive solskoldet, nej. Men jeg holder mig til faktor 50. Det må for pokker da være nok?!
Efter to timers gang kom vi til en bay, som lignede noget fra en reklame for badeferie. Det var et lækkert Bounty-land med en lille sandtange ud i vandet. Det hele var super-lækkert indtil vi blev angrebet af 20 kano-tyskere! Jeg føler mig efterhånden lidt forfulgt af dette folkefærd.
Vi skulle selvfølgelig bade! Og vandet er stadig hamrende koldt. Jeg er bange for, det ikke ændrer sig på noget tidspunkt, men jeg overlever lige. ;)
På vej hjem fra den dejlige kyst-gå-tur i bil så vi to backpackers der havde givet op og smækket alt deres habengut op i en indkøbsvogn! Det er simpelthen den ideelle løsning, hvis man har for meget at slæbe på!
Da vi kom tilbage til Tasman Bay måtte jeg erkende, at New Zealand er invaderet af tyskere - der var tysktalende mennesker over det hele. De er vel også meget søde, men jeg har et øje på hver finger i tilfælde af at de løber med min taske...
Udsigten var vidunderlig! Det azur-blå/turkise hav fortryllede ens blik, og bagved lå Nordøen med de flotte bjerge, der ragede op. Vi kom også forbi en masse små bække og vandløb, og vi gik over små broer og forbi underlige planter, man aldrig kommer til at se igen. Nogle steder var det endda lidt regnskovs-fornemmelse.
Min mor havde investeret i en faktor 70 + solcreme! Ikke noget med at blive solskoldet, nej. Men jeg holder mig til faktor 50. Det må for pokker da være nok?!
Efter to timers gang kom vi til en bay, som lignede noget fra en reklame for badeferie. Det var et lækkert Bounty-land med en lille sandtange ud i vandet. Det hele var super-lækkert indtil vi blev angrebet af 20 kano-tyskere! Jeg føler mig efterhånden lidt forfulgt af dette folkefærd.
Vi skulle selvfølgelig bade! Og vandet er stadig hamrende koldt. Jeg er bange for, det ikke ændrer sig på noget tidspunkt, men jeg overlever lige. ;)
På vej hjem fra den dejlige kyst-gå-tur i bil så vi to backpackers der havde givet op og smækket alt deres habengut op i en indkøbsvogn! Det er simpelthen den ideelle løsning, hvis man har for meget at slæbe på!
Da vi kom tilbage til Tasman Bay måtte jeg erkende, at New Zealand er invaderet af tyskere - der var tysktalende mennesker over det hele. De er vel også meget søde, men jeg har et øje på hver finger i tilfælde af at de løber med min taske...
tirsdag den 22. december 2009
Nelson
I går ankom vi til byen Nelson og vi blev indlogeret på det fedeste backpacker hostel "Tasman Bay". (Jeg håber det er sådan nogle Julie og jeg kommer til at bo på i Australien - man møder de mærkeligste/fedeste mennesker!) Stemningen er utrolig chill, væggene er farvet i forskellige farver og menneskene der bor her er også meget forskellige (nogle har medbragt guitar - jeg er meget imponeret over at de kan håndtere at transportere den), og på en eller anden måde minder det mig om Aurehøj, så jeg føler mig ikke så fremmed her.
Desværre måtte denne dag starte med den dårligste nyhed af alle: Vi havde haft indbrud i Danmark. Det er næsten det værste der kan ske, for der er ingenting man gøre. Man føler sig helt magtesløs og man ved jo godt, at det ikke hjælper noget at tage hjem og aflyse resten af rejsen, men man når alligevel at overveje, hvordan man hurtigst muligt kan komme til en lufthavn. Min faster Maria var heldigvis rigtig go' og hjalp os meget med at identificere hvilke ting, der var taget (det ser ud til at det nok "kun" er min og Lauras computer og nogle andre småting) og politiet kom og gjorde en masse, så der er styr på det igen. Men man føler sig ikke særlig tryg, når ens verden er blevet rodet i og man ikke selv kan få lov til at rydde op i den.
Værten på det hostel vi bor på, var også en enormt sød og tilbød os en masse hjælp, men der var ikke så meget at gøre.
Dagen var derfor en smule ødelagt, så vi endte med at tilbringe formiddagen med at planlægge hvad vi skal lave de næste par dage (det ser ud til at vi juleaften skal sidde i en hytte tæt på et bjerg!) og vi cruisede også lidt rundt i Nelson, som er en hyggelig lille by midt mellem nogle store, fantastiske bjerge. Laura og jeg lavede mad om aftenen, og det var hamrende hyggeligt at stå sammen med alle de andre beboere og kokkerere (hvordan staves det?!).
Backpackers er langt mere lækre end de indfødte New Zealendere. Selv min far sagde: "Han ser da meget godt ud", da en forholdsvis lækker (italiener/spanier/australier) henvendte sig til os omkring åbningstider for hotellet. Vi ville helt sikkert få pæne børn!
Jeg har ikke fået læst et ord af de Twilight-bøger jeg har medbragt. Du er nok nået væsentligt længere end mig, Ida, selvom du ikke vil indrømme, at det er fantastisk litteratur og at du elsker det! Men selv Edward Cullen kan ikke tage min opmærksomhed fra dette fantastiske land. Her er simpelthen for meget at opleve og fordøje. Dagen i morgen blir forhåbentligt uden dårlige nyheder. The show must go on...
Desværre måtte denne dag starte med den dårligste nyhed af alle: Vi havde haft indbrud i Danmark. Det er næsten det værste der kan ske, for der er ingenting man gøre. Man føler sig helt magtesløs og man ved jo godt, at det ikke hjælper noget at tage hjem og aflyse resten af rejsen, men man når alligevel at overveje, hvordan man hurtigst muligt kan komme til en lufthavn. Min faster Maria var heldigvis rigtig go' og hjalp os meget med at identificere hvilke ting, der var taget (det ser ud til at det nok "kun" er min og Lauras computer og nogle andre småting) og politiet kom og gjorde en masse, så der er styr på det igen. Men man føler sig ikke særlig tryg, når ens verden er blevet rodet i og man ikke selv kan få lov til at rydde op i den.
Værten på det hostel vi bor på, var også en enormt sød og tilbød os en masse hjælp, men der var ikke så meget at gøre.
Dagen var derfor en smule ødelagt, så vi endte med at tilbringe formiddagen med at planlægge hvad vi skal lave de næste par dage (det ser ud til at vi juleaften skal sidde i en hytte tæt på et bjerg!) og vi cruisede også lidt rundt i Nelson, som er en hyggelig lille by midt mellem nogle store, fantastiske bjerge. Laura og jeg lavede mad om aftenen, og det var hamrende hyggeligt at stå sammen med alle de andre beboere og kokkerere (hvordan staves det?!).
Backpackers er langt mere lækre end de indfødte New Zealendere. Selv min far sagde: "Han ser da meget godt ud", da en forholdsvis lækker (italiener/spanier/australier) henvendte sig til os omkring åbningstider for hotellet. Vi ville helt sikkert få pæne børn!
Jeg har ikke fået læst et ord af de Twilight-bøger jeg har medbragt. Du er nok nået væsentligt længere end mig, Ida, selvom du ikke vil indrømme, at det er fantastisk litteratur og at du elsker det! Men selv Edward Cullen kan ikke tage min opmærksomhed fra dette fantastiske land. Her er simpelthen for meget at opleve og fordøje. Dagen i morgen blir forhåbentligt uden dårlige nyheder. The show must go on...
Til Sydøen
Så var det mandag - vi havde været væk fra Danmark i en uges tid og vi tilbragte vores sidste dag i Wellington med at gå på shopping. Jeg har købt en dejlig kjole, som jeg nok kommer til at leve i resten af turen og de New Zealandske priser er simpelthen så dejligt overkommelige, så man kan nemt komme til at bruge mange penge og stadig føle, at man har sparet, fordi man har fået en MASSE ting for de penge.
Nu var det altså blevet tid til at komme ned til Sydøen, som skulle være præget af vild og uberørt natur. Så vi tog en færge kl. 14 fra Wellington, hvor vi fra hotellet blev hentet i en taxa-minibus med anhænger på, fordi vi havde så meget bagage!
Sejlturen varede 3 timer og den første time var den frygteligste jeg nogensinde har været ude for. Båden gyngede op og ned og det var heldigt at jeg havde taget en søsygepille, for ellers havde jeg ligget nede bag i båden lige som en stor del af passagerene og knækket mig. Det føltes lige som at ha' drukket for meget vodka og hvor man når til det punkt, hvor man blir dårlig og får kvalme og er lige ved at kaste op... Puha! Samtidig får man også en enorm respekt for havet - personligt er jeg ikke bange for den smule vand man plasker rundt i i Danmark, men midt ude på det åbne hav fornemmer man virkelig hvor vildt og utæmmet vand kan være.
Den sidste 2/3 af turen gik helt stille og roligt og vi kom i land uden opkast og større kvaler.
Man kan straks fornemme forskellen på Nordøen og Sydøen. Stemningen er en helt anden. Det er meget provins-agtigt, lige som at køre på landet i DK, og hele landskabet virker meget uberørt.
For første gang skulle vi også køre i bil, og min far har aldrig kørt i venstre side før, så det var rimelig krævende at sku' sætte sig ind i det. Jeg tror det var godt, jeg ikke fik det kørekort inden vi tog afsted, for jeg ville helt klart sidde i modsatte vejbane! Nu er jeg endnu mere forvirret bilist end før...
Nu var det altså blevet tid til at komme ned til Sydøen, som skulle være præget af vild og uberørt natur. Så vi tog en færge kl. 14 fra Wellington, hvor vi fra hotellet blev hentet i en taxa-minibus med anhænger på, fordi vi havde så meget bagage!
Sejlturen varede 3 timer og den første time var den frygteligste jeg nogensinde har været ude for. Båden gyngede op og ned og det var heldigt at jeg havde taget en søsygepille, for ellers havde jeg ligget nede bag i båden lige som en stor del af passagerene og knækket mig. Det føltes lige som at ha' drukket for meget vodka og hvor man når til det punkt, hvor man blir dårlig og får kvalme og er lige ved at kaste op... Puha! Samtidig får man også en enorm respekt for havet - personligt er jeg ikke bange for den smule vand man plasker rundt i i Danmark, men midt ude på det åbne hav fornemmer man virkelig hvor vildt og utæmmet vand kan være.
Den sidste 2/3 af turen gik helt stille og roligt og vi kom i land uden opkast og større kvaler.
Man kan straks fornemme forskellen på Nordøen og Sydøen. Stemningen er en helt anden. Det er meget provins-agtigt, lige som at køre på landet i DK, og hele landskabet virker meget uberørt.
For første gang skulle vi også køre i bil, og min far har aldrig kørt i venstre side før, så det var rimelig krævende at sku' sætte sig ind i det. Jeg tror det var godt, jeg ikke fik det kørekort inden vi tog afsted, for jeg ville helt klart sidde i modsatte vejbane! Nu er jeg endnu mere forvirret bilist end før...
mandag den 21. december 2009
Mere "gummistøvler"
Endelig! Nu havde jeg sovet godt en hel nat og jeg vågende kl. 7.30 og følte jeg havde sovet længe, og jeg følte også at mit jetlag var ved at aftage (= mit døgn føltes normalt). Vi gik ud for at finde noget morgenmad at spise - hotellet serverede det ikke - og så må man jo finde på noget andet. Nu hvor vi havde en masse energi grundet det ret-vendte døgn, skulle vi nå 100 ting i dag. Det vigtigste var at skaffe en bil, så vi kan komme rundt på Sydøen, og mine forældre var nær ved en skilsmisse, da denne billeje viste sig at være lidt kompliceret. Men vi endte med en bil, som er stor nok til at rumme vores 4 kufferter (de joker selvfølgelig stadig med, at min taske var ved at blive nakket i lufthavnen, "så den kan vi bare efterlade" (dårlig familien Vind Hanke-humor)). Da det var klaret vandrede vi lidt rundt i byen, som er den mest blæsende by i hele verden. Så tog vi på national museet Pe Tapa, og jeg blir aldrig god til den slags. Det er lige meget hvor, hvornår eller hvorfor - jeg er og blir elendig til den slags, og jeg kedede mig af h til i den time (der føltes som 5) vi var der.
Efter denne lidelse drak vi kaffe, hvor kaffe-manden Jerry helt uopfordret begyndte at snakke til os og anbefalede at vi gik på kunstmuseum (jeg blegnede i mit ellers meget røde ansigt) og foreslog en restaurant vi kunne spise på. Jeg blir gang på gang overrasket over, hvor interesserede mennesker er i at høre hvor vi er fra og hvad vi gør her. Det er oprigtig interesse og venlighed, og jeg fatter det ikke. Der kan danskerne lære utrolig meget - inklusiv mig selv.
Efter at have snakket med Jerry, fik jeg afværget at komme på kunstmuseum og vi gik i supermarkedet og købte frugt, brød og muffins som vi ville tage med op i kabel-banen, der lå i byen. Jeg synes det er så spændende at gå i supermarkedet i udlandet. Der er så mange spændende ting, som man ikke har set før og køber altid alt muligt mærkeligt, bare fordi det ser spændende ud. Jeg kan stadig ikke vende mig til at se juletræer og julemænd sammen med den skarpe sol og palmer og sommerkjoler. Julen er faktisk en smule forsvundet fra mit liv i år (undskyld, Rovsa), må jeg nok indrømme. Jeg har dog tænkt over, hvor julemanden kommer fra, når man er kiwi. For det gir da ingen mening, at han kommer fra Nordpolen, når han skal ned til den varmeste halvdel af Jorden? Han får sig i hvert fald et hedeslag så.
Lige nu er vi kommet tilbage til hotellet efter et par timer i en park oven på Wellington. Igen - den flotteste udsigt angriber en og man kan ikke lade være med at være hypnotiseret i nogle minutter for virkelig at forstå, at man står og kigger ud over så mange bjerge og så meget vand, som ikke er et postkort.
Efter denne lidelse drak vi kaffe, hvor kaffe-manden Jerry helt uopfordret begyndte at snakke til os og anbefalede at vi gik på kunstmuseum (jeg blegnede i mit ellers meget røde ansigt) og foreslog en restaurant vi kunne spise på. Jeg blir gang på gang overrasket over, hvor interesserede mennesker er i at høre hvor vi er fra og hvad vi gør her. Det er oprigtig interesse og venlighed, og jeg fatter det ikke. Der kan danskerne lære utrolig meget - inklusiv mig selv.
Efter at have snakket med Jerry, fik jeg afværget at komme på kunstmuseum og vi gik i supermarkedet og købte frugt, brød og muffins som vi ville tage med op i kabel-banen, der lå i byen. Jeg synes det er så spændende at gå i supermarkedet i udlandet. Der er så mange spændende ting, som man ikke har set før og køber altid alt muligt mærkeligt, bare fordi det ser spændende ud. Jeg kan stadig ikke vende mig til at se juletræer og julemænd sammen med den skarpe sol og palmer og sommerkjoler. Julen er faktisk en smule forsvundet fra mit liv i år (undskyld, Rovsa), må jeg nok indrømme. Jeg har dog tænkt over, hvor julemanden kommer fra, når man er kiwi. For det gir da ingen mening, at han kommer fra Nordpolen, når han skal ned til den varmeste halvdel af Jorden? Han får sig i hvert fald et hedeslag så.
Lige nu er vi kommet tilbage til hotellet efter et par timer i en park oven på Wellington. Igen - den flotteste udsigt angriber en og man kan ikke lade være med at være hypnotiseret i nogle minutter for virkelig at forstå, at man står og kigger ud over så mange bjerge og så meget vand, som ikke er et postkort.
"Gummistøvler"
Endnu en dag, hvor man vågner komplet forvirret, hvor kl. er 5.30, men faktisk var der en ordentlig grund til dette. Vi skulle med et tog ned over Nordøen fra Auckland til Wellington og dette ville tage 12 timer, så igen skulle vi forberede os på at sidde stille og spise dårlig mad. Men allerede da vi indleverede vores bagage til opbevaring i bagagevognen tegnede togturen til at blive fantastisk spændende, for bagage-fyren sendte et sødt smil. Det lysnede op for det hele selv om kl. var syv om morgenen, og resten af turen blev præget af at hente kaffe og købe sandwich kun for at komme i kontakt med ham.
Jeg ved ikke om det er af ren høflighed eller fordi de er oprigtigt interesserede, men når man kommer ind i en butik eller café, siger ekspedienten: "Hello, how are you?" og da jeg ikke er vant til at det, svarer jeg aldrig, men siger bare "hello". Jeg har så senere hen fundet ud af, at man bør svare og spørge tilbage, så jeg tror virkelig jeg har fornærmet mange mennesker efterhånden - inklusiv bagage-fyren. Men han blev ved med at smile og så ikke ud til at tage sig af, at jeg opførte mig som en forvirret turist, der ikke ved hvordan man bør opføre sig. Desværre måtte jeg vinke farvel til ham, da han lige pludselig stod på et andet tog, der holdt parkeret ved siden af vores. Han ku' da godt lige ha' sagt et eller andet?! Lige pludselig var han bare væk.
Endelig ankom vi til Wellington og vi spassede rundt i en helt død hovedstad for at finde vores hotel. Vi stod netop og kiggede på kort, da der kom en mand hen og spurgte om vi havde brug for hjælp. Jeg blev fuldkommen forbavset, for sådan noget har jeg godt nok aldrig oplevet før. Personligt tænker jeg jo om turister: "Klaphatte, der ikke kan finde vej", men her er menneskene så venlige at de lige frem komme hen og spørger om de kan hjælpe en. Dermed fandt vi så vores hotel og smed bagagen og kom afsted til en restaurant i en fart, for ikke at lægge os ned og falde i søvn kl. 19.30. Vi fandt et meget hyggeligt italiensk sted og efter to glas hvidvin var jeg rimelig meget på toppen. Det var den første alkohol jeg havde indtaget på turen, og jeg tror at jetlag + vin er en aldeles god kombination, samt den karaoke-bar der lå lige overfor restauranten og selvfølgelig Anne-Sofie (som desværre var blevet i Danmark). Men der blev ingen karaoke med skærebræt-pige til mig (den gemmer vi til sommer!), så jeg gik helt stolt i seng over at ha' holdt mig vågen til næsten kl. 23.
Jeg ved ikke om det er af ren høflighed eller fordi de er oprigtigt interesserede, men når man kommer ind i en butik eller café, siger ekspedienten: "Hello, how are you?" og da jeg ikke er vant til at det, svarer jeg aldrig, men siger bare "hello". Jeg har så senere hen fundet ud af, at man bør svare og spørge tilbage, så jeg tror virkelig jeg har fornærmet mange mennesker efterhånden - inklusiv bagage-fyren. Men han blev ved med at smile og så ikke ud til at tage sig af, at jeg opførte mig som en forvirret turist, der ikke ved hvordan man bør opføre sig. Desværre måtte jeg vinke farvel til ham, da han lige pludselig stod på et andet tog, der holdt parkeret ved siden af vores. Han ku' da godt lige ha' sagt et eller andet?! Lige pludselig var han bare væk.
Endelig ankom vi til Wellington og vi spassede rundt i en helt død hovedstad for at finde vores hotel. Vi stod netop og kiggede på kort, da der kom en mand hen og spurgte om vi havde brug for hjælp. Jeg blev fuldkommen forbavset, for sådan noget har jeg godt nok aldrig oplevet før. Personligt tænker jeg jo om turister: "Klaphatte, der ikke kan finde vej", men her er menneskene så venlige at de lige frem komme hen og spørger om de kan hjælpe en. Dermed fandt vi så vores hotel og smed bagagen og kom afsted til en restaurant i en fart, for ikke at lægge os ned og falde i søvn kl. 19.30. Vi fandt et meget hyggeligt italiensk sted og efter to glas hvidvin var jeg rimelig meget på toppen. Det var den første alkohol jeg havde indtaget på turen, og jeg tror at jetlag + vin er en aldeles god kombination, samt den karaoke-bar der lå lige overfor restauranten og selvfølgelig Anne-Sofie (som desværre var blevet i Danmark). Men der blev ingen karaoke med skærebræt-pige til mig (den gemmer vi til sommer!), så jeg gik helt stolt i seng over at ha' holdt mig vågen til næsten kl. 23.
Rangitoto
Efter at jeg havde fået min kuffert og jeg havde sovet endnu en nat, hvor jeg vågnede hver time, stod vi alle 4 op kl. 6 (det var altså ikke med vilje, men man kan ikke sove mere, når man er gået i seng kl. 20!). Vi skulle ud på vulkanen "Rangitoto", som lå tyve minutters sejlads væk ud fra Auckland. Det pisse-blæste på båden, og jeg var total jetlagget stadigvæk, men vi nåede ud på vulkanen og gik op til toppen og fik den flotteste udsigt ud over Auckland og mange af de omkringliggende bjerge. Det er simpelthen helt fantastisk at stå på toppen af et eller andet, og ha' det overblik. Vi var ikke særligt højt oppe, men man fik stadig en fornemmelse af at være hævet over verden. Vejen ned var ikke videre spændende, men vi holdt stop ved Mackenzie Bay, hvor mor, Laura og jeg fik rejsens første badetur. Det var pissehamrende koldt - især da jeg havde forventet at stikke tæerne i baby-tisse-varmt vand, men bade sku' jeg altså! Den sidste del af turen ned gik med at tænke alt for meget på vennerne hjemme i Danmark, og når jeg kiggede ned på mine tæer i de meget praktiske sandaler jeg havde erhvervet mig, mindede det mig helt gevaldigt om Roskilde Festival, og jeg må indrømme at jeg var meget tæt på at fælde flere tårer. At vandre i bjerge giver en anledning til at lade tankerne flyve, men når man føler, at ens hoved rummer alt for mange ubearbejdede tanker er det svært ikke at komme til at bekymre sig om alle mulige ting man føler man går glip af. Jeg er den værste på det punkt, og selv om det er mig, der er rejst væk fra det lille Danmark, og alle jeg har efterladt føler at de går glip af noget, så føler jeg det næsten i sammen grad som dem! Jeg er et meget dumt menneske lige på det punkt.
På vej hjem fra sejlturen tilbage til fastlandet fortalte min far mig, at det tager 1 dag pr. times tidsforskel at vende døgnet - dvs. at jeg er normal i hovedet om 9 dage! Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til at vente på, men det er virkelig hårdt at vende det skide døgn. Jeg er seriøst træt kl. 17 og har lyst til at gå i seng, men så tar man sig lige sammen og holder den i hvert fald til kl. 20. Her til aften klarede jeg den faktisk helt til kl. 22. Hvilken sejr!
På vej hjem fra sejlturen tilbage til fastlandet fortalte min far mig, at det tager 1 dag pr. times tidsforskel at vende døgnet - dvs. at jeg er normal i hovedet om 9 dage! Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til at vente på, men det er virkelig hårdt at vende det skide døgn. Jeg er seriøst træt kl. 17 og har lyst til at gå i seng, men så tar man sig lige sammen og holder den i hvert fald til kl. 20. Her til aften klarede jeg den faktisk helt til kl. 22. Hvilken sejr!
onsdag den 16. december 2009
Afgang
Så blev det mandag d. 14. december, og jeg havde brugt hele weekenden på at pakke min rygsæk, og jeg følte mig så klar, som man kan være til at forlade det lille trygge Danmark. Min faster Maria hentede os kl. 15, og vi kørte ud lufthavnen, hvor tre af mine yndlings-piger sad og ventede for at sige farvel. Jeg kunne næsten ikke koncentrerer mig om indtjekning og alt det praktiske, for jeg havde haft kvalme og tårer siddende klar til at springe ud hele weekenden, og det eneste jeg rigtigt kunne tænke på var, at der ville gå 5 måneder før jeg skulle se disse vidunderlige mennesker igen. Og jeg stortudede. Normalt græder jeg aldrig til film eller afsked eller lignende, men denne gang var det noget andet, for det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg holdt ikke op med at græde, før jeg nåede til München, vores første mellemlanding! (Der var så også andre faktorer så som propper i ørerne, der medførte tårer, men det var klart afskeden med tøserne, der gjorde, at jeg simpelthen ikke kunne holde op med at græde.)
Efter at have tørret øjnene og boardet for anden gang, var jeg klar til den første lange del af flyveturen som gik til Hongkong. Jeg har aldrig sovet så elendigt i hele mit liv! Jeg overvejede, hvordan man bedst afliver børn, for der var 4 unger, der blev ved med at hyle hele natten. Samtidig sad jeg og Laura, min søster, ved siden af en meget snorkende mand, og det mindede mig utrolig meget om Jose, der absolut ikke havde overlevet natten, hvis hun havde siddet på min plads. Så nåede vi til Hongkong lufthavn, hvor en halvanden meter høj (lav?) kinesisk dame hentede os og fulgte os til check-in-skranken. Hun gik simpelthen så hurtigt, at jeg fik forbrændt alle de kalorier, jeg havde indtaget de sidste 11 timer. På gå-turen gennem hele lufthavnen blev vi underholdt af julesange, der larmede over det hele, og selvfølgelig spillede de også "Oh Tannenbaum", hvor jeg, trods min træthed, grinede ved mig selv af mindet af Thomas B., der løber nøgen ned ad min vej i Gentofte skrålende denne sang.
Den sidste del af flyveturen fra Honkong til Auckland var langt mere rar end den forrige: Der var ingen skrigende unger, ingen snorkende mænd og jeg fik sovet næsten hele natten, og tegnede egentlig ganske positivt selv om den 30 timer lange rejse var meget udmattende. Men selvfølgelig skal der gå noget galt. Og lige som da vi trasker hen mod bagagebåndet for at se om bagagen også nåede hel til den anden side af Jorden, får jeg øje på en pige med præcis min rygsæk på ryggen. Jeg har selvfølgelig spurgte mig selv flere gange, hvorfor jeg ikke spurgte hende, om hun var sikker på, at det var hendes rygsæk, for da vi efter 10 minutter havde fået vores tre andre kufferter og min rygsæk ikke var blandt dem, blev jeg klar over, at pigen rendte rundt med min rygsæk et eller andet sted i New Zealand. Jeg tudede selvfølgelig igen ved tanken om aldrig at få mine ejendele at se igen, og jeg tror, jeg skræmte det ellers så søde og hjælpsomme lufthavnspersonale ved på skift at hulke og skælde pigen ud på både dansk og engelsk. Der var ikke så meget at gøre andet end at melde tasken 'manglet', og vi tog en taxa til et hotel midt i Auckland. Det var en rigtig sød og meget snakkende taxachauffør, der hentede os, og jeg hader stadig pigen for at have taget min rygsæk, for mit første indtryk af den anden side af Jorden, blev ødelagt. Jeg nåede endda at sige, at jeg ville hjem til Danmark, og det var den værste tur i hele mit liv, men det er klart, man har det på den måde, når ens ejendele sidder på ryggen af en aller anden idiot!
Vi ankom til hotellet, og smed vores bagage, og gik helt ind i centrum af byen. Kl. var ca. to om natten (dansk tid) og tidsfornemmelsen var komplet forsvundet, og nu skulle vi bare holde os vågne ind til i hvert fald kl. 20. Men det er faktisk sværere, end man tror. Efter at have set havnen og et indkøbscenter og erfaret at Santa Claus, Rudolf og palmer hænger sammen gik vi tilbage til hotellet og gik i seng. Der var kl. lige blevet 19 (syv om morgenen dansk tid), og jeg kunne simpelthen ikke se ud af mine øjne. Det var en helt vidunderlig fornemmelse at ligge ned og sove, og jeg tror næsten, jeg drømte om min rygsæk!
Det jeg fik set af Auckland var ret fascinerende. Ca. 1/5 del af indbyggerne i den by er asiatere, og befolkningen er generelt utrolig blandet. Der er både meget solbrændte, smarte fyrer, men også skoldede/blege engelsk-udseende damer, samt kinesere. Mangfoldigheden er helt vild!
Byen ligner en krydsning mellem en italiensk havneby og New Yorks skyskrabere beliggende på et bjerg, og der er palmer over det hele. Venstrekørslen forvirrer en del, og når man samtidig prøver at vende døgnet på hovedet, er det helt umuligt at finde mening med noget som helst. Trods den ret ringe start, glæder jeg mig dog til at se mere af landet. Her er på en eller anden måde utrolig velkendt og alligevel så fremmet.
Forhåbentlig for jeg snart min taske, for pigen har vist leveret den tilbage til lufthavnen (jeg håber, hun har dårlig samvittighed). Det er trods alt rart at have nogle velkendte ting med sig, når man besøger den anden side af Jorden.
Efter at have tørret øjnene og boardet for anden gang, var jeg klar til den første lange del af flyveturen som gik til Hongkong. Jeg har aldrig sovet så elendigt i hele mit liv! Jeg overvejede, hvordan man bedst afliver børn, for der var 4 unger, der blev ved med at hyle hele natten. Samtidig sad jeg og Laura, min søster, ved siden af en meget snorkende mand, og det mindede mig utrolig meget om Jose, der absolut ikke havde overlevet natten, hvis hun havde siddet på min plads. Så nåede vi til Hongkong lufthavn, hvor en halvanden meter høj (lav?) kinesisk dame hentede os og fulgte os til check-in-skranken. Hun gik simpelthen så hurtigt, at jeg fik forbrændt alle de kalorier, jeg havde indtaget de sidste 11 timer. På gå-turen gennem hele lufthavnen blev vi underholdt af julesange, der larmede over det hele, og selvfølgelig spillede de også "Oh Tannenbaum", hvor jeg, trods min træthed, grinede ved mig selv af mindet af Thomas B., der løber nøgen ned ad min vej i Gentofte skrålende denne sang.
Den sidste del af flyveturen fra Honkong til Auckland var langt mere rar end den forrige: Der var ingen skrigende unger, ingen snorkende mænd og jeg fik sovet næsten hele natten, og tegnede egentlig ganske positivt selv om den 30 timer lange rejse var meget udmattende. Men selvfølgelig skal der gå noget galt. Og lige som da vi trasker hen mod bagagebåndet for at se om bagagen også nåede hel til den anden side af Jorden, får jeg øje på en pige med præcis min rygsæk på ryggen. Jeg har selvfølgelig spurgte mig selv flere gange, hvorfor jeg ikke spurgte hende, om hun var sikker på, at det var hendes rygsæk, for da vi efter 10 minutter havde fået vores tre andre kufferter og min rygsæk ikke var blandt dem, blev jeg klar over, at pigen rendte rundt med min rygsæk et eller andet sted i New Zealand. Jeg tudede selvfølgelig igen ved tanken om aldrig at få mine ejendele at se igen, og jeg tror, jeg skræmte det ellers så søde og hjælpsomme lufthavnspersonale ved på skift at hulke og skælde pigen ud på både dansk og engelsk. Der var ikke så meget at gøre andet end at melde tasken 'manglet', og vi tog en taxa til et hotel midt i Auckland. Det var en rigtig sød og meget snakkende taxachauffør, der hentede os, og jeg hader stadig pigen for at have taget min rygsæk, for mit første indtryk af den anden side af Jorden, blev ødelagt. Jeg nåede endda at sige, at jeg ville hjem til Danmark, og det var den værste tur i hele mit liv, men det er klart, man har det på den måde, når ens ejendele sidder på ryggen af en aller anden idiot!
Vi ankom til hotellet, og smed vores bagage, og gik helt ind i centrum af byen. Kl. var ca. to om natten (dansk tid) og tidsfornemmelsen var komplet forsvundet, og nu skulle vi bare holde os vågne ind til i hvert fald kl. 20. Men det er faktisk sværere, end man tror. Efter at have set havnen og et indkøbscenter og erfaret at Santa Claus, Rudolf og palmer hænger sammen gik vi tilbage til hotellet og gik i seng. Der var kl. lige blevet 19 (syv om morgenen dansk tid), og jeg kunne simpelthen ikke se ud af mine øjne. Det var en helt vidunderlig fornemmelse at ligge ned og sove, og jeg tror næsten, jeg drømte om min rygsæk!
Det jeg fik set af Auckland var ret fascinerende. Ca. 1/5 del af indbyggerne i den by er asiatere, og befolkningen er generelt utrolig blandet. Der er både meget solbrændte, smarte fyrer, men også skoldede/blege engelsk-udseende damer, samt kinesere. Mangfoldigheden er helt vild!
Byen ligner en krydsning mellem en italiensk havneby og New Yorks skyskrabere beliggende på et bjerg, og der er palmer over det hele. Venstrekørslen forvirrer en del, og når man samtidig prøver at vende døgnet på hovedet, er det helt umuligt at finde mening med noget som helst. Trods den ret ringe start, glæder jeg mig dog til at se mere af landet. Her er på en eller anden måde utrolig velkendt og alligevel så fremmet.
Forhåbentlig for jeg snart min taske, for pigen har vist leveret den tilbage til lufthavnen (jeg håber, hun har dårlig samvittighed). Det er trods alt rart at have nogle velkendte ting med sig, når man besøger den anden side af Jorden.
lørdag den 12. december 2009
Inden afrejse...
Så er der to dage til jeg skal afsted på min indtil videre længste rejse nogensinde. Jeg har stoppet min rygsæk med det, jeg anser for det mest nødvendige, og der er mærkværdigt nok stadig plads til en ting eller to! Næste gang jeg skriver her, bliver efter den frygtelige flyrejse, som jeg på en eller anden måde må overleve (en drink eller to bliver nok løsningen), og så har jeg meget mere interessante ting at berette om end min rygsæk og min flyskræk.
Jeg glæder mig helt fantastisk meget til at komme afsted!
Jeg glæder mig helt fantastisk meget til at komme afsted!
Abonner på:
Opslag (Atom)