Som slutning paa surf campen endte vi i Byron Bay, som er en by, der bestaar af en lang hovedgade omgivet af turist-tilkaldende shops med diverse (u)noedvendige varer. Vi blev inlogeret paa et lidt dyrere hostel end vi er vant til, men stedet var super fedt og stemningen var virkelig god. Desvaerre havde receptionisterne klokket i det, saa jeg kom til at bo paa et andet vaerelse end Julie, hvilket var ret irriterende eftersom jeg var den eneste fra vores surf camp-gruppe som boede alene. Men jeg kom hurtigt paa toppen igen eftersom der boede nogle rimelig good looking guys paa mit vaerelse og desuden er man jo kun paa vaerelset naar man sover om morgenen.
Byen er som sagt en lang gade med diverse turist-shops, men stemningen i hele omraadet er helt sin egen. Forenden af hovedgaden ligger stranden som er helt fantastisk. Vi havde booket 3 naetter paa Nomad's, som var meget centralt-beliggende og det tog os 3 minutter at gaa ned til stranden. Saa vores faste rute blev at tage bademaatter under armen, solcreme, vand (der blev lunkent/varmt efter 5 minutter) og saa slaa os ned paa stranden sammen med 4 norske toesepiger som vi havde moedt paa surf campen. De er simpelthen saa dejlige mennesker og de synes at Julie og jeg var "the crazy danes" (jeg ved ikke hvor de fik den ide fra...). Saa om dagen laa vi paa stranden og skiftedes til at gaa op og koebe is, vand, postkort og bade. Det var rigtig badeferie!
Om aftenen skulle vi selvfoegelig feste, selvom vi flere gange har proevet at skaere ned paa alkohol-forbruget af mange grunde. Saa vi blev noedt til at overgive os til de billige varer og gik i the bottle shop og koebte goon! Det har samme farve som hvidvin og ku' godt ligne det, hvis man haelder det op i et fint glas, men det er den mest aekle drik jeg har smagt laenge. Men i Australien drikker man altsaa goon, og da vi ikke har raad til at koebe oel, maa det blive saadan, og jeg havde en masse gode fester paa baggrund af den goon!
Efter 3 overnatninger paa Nomad's, fik vi den ide at campe hos Elin og Guro (to norske piger). De havde lejet en campervan (se billede naar computerne i dette land en gang vil samarbejde om at laegge billeder ud!). Den var saa nice og havde koekken bag i og to sove pladser. Og eftersom vejret er perfekt hernede, er der jo intet problem med at sove udenfor. Lige indtil vi, efter at ha' ligget paa stranden endnu en hel dag, maerker et par regndraaber og ser himlen blive hel sort og dyster. Og saa regner det simpelthen! Typisk, naar man lige havde glaedet sig til at campere udendoers. Men loesningen blev, at vi laa 4 mennesker inde i van'en. Jeg har aldrig ligget saa ret op og ned i hele mit liv foer.
Men deres selskab var saa hyggeligt og sjovt, at det var det hele vaerd med en radbraekket ryg.
onsdag den 27. januar 2010
søndag den 24. januar 2010
Surf camp!
Efter at ha' staet mega tidligt op og forladt Sydney i bus sammen med 28 andre spaendte (traette) unge mennesker og efter at ha' koert med surfer-dude Lino, som hele tiden spillede australsk hiphop, ankom vi til Crescend Head - en camp langt ude paa landet, hvor der bor et surfer staff permanent om sommeren. Det var en ret cool sted med en hovedbygning og et hus ved siden af med to sovesale og et udendores spisested og selvf'oegelig ogsaa en baalplads. Surfer-dude'sne er fuldstaendig som man forestiller sig! De har alle halv-langt lyst haar, gaar rundt uden T-shirt paa og har solbriller paa, saa man rent faktisk aldrig faar deres ansigter at se.
Efter at vaere blevet indlogeret sammen med en masse canadiske og nordiske guys (det betyder altsaa ikke kun drenge) blev vi beordret ned i en vaaddragt. Vi skulle vaere paa denne camp i to overnatninger og man fik derfor sin egen dragt, som havde et navn, saa man ku' finde den igen dagen efter. Jeg var derfor "you and me tonight" i to dage og Julie var "mother licker"!
Saa klemte vi os ned i dragterne og gik ned til stranden, der laa 5 minutter vaek. Det var et fuldkommen fantastisk syn! Boeglerne var enorme og det var meget surrealistisk at staa og kigge ud over the Pacific Ocean endnu en gang med den viden, at ejg om lidt skulle kaste mig ud paa en braet og haabe, at det ville baere mine 45,5 kg og ikke braekke min hals i boelgerne.
Saa gik vi op og hentede boards og de var simpelthen saa tunge! Den eftermiddag blev min arme fuldstaendig oedelagt og de var oedelagt resten af campen, men det er der jo ikke noget at goere ved. Man maa bare bide det i sig og slaebe boardet ud i vandet, laegge sig op paa det og begynde at padle. Det foerste modul (vi skulle ha' 7 i alt) gik med at oeve sig i paa stranden at hoppe op og staa paa braettet og padle. Derefter kom vi ud i vandet og fik saa lov at proeve alle bevaegelserne der, og jeg var virkelig elendig. Det gik faktisk saa daarligt, at jeg ikke havde lyst til at vaere paa surf camp de naeste dage, men alle var mere eller mindre daarlige til det - selv de lidt for selvglade canadiere lignede tumpede turister, naar de lavede maveplaskere i vandet. ;)
Om aftenen gik vi til the Humpie - et baalsted naer stranden, hvor vi sad og drak oel og chillede. Vi var doed-traette og vi endte med at gaa tidligt i seng, hvilket viste sig at vaere en go' ide eftersom vi med at chok blev vaekket af Kimbo (surfer-dude med hund og baby) der kom ind som om det var en militaer-lejr kl. 6.30 (om morgnen!) og raabte: "Up guys, it's time for surfin'!". Jeg floej op af sengen, kastede morgenmad ned i halsen, rullede min vaaddragt paa og trissede ned til stranden sammen med Canada, Norge og nogle andre.
Det var alt for tidlig om morgnen, men det var det mest fantastisk jeg har oplevet. Lyset var helt specielt og man blev tryllebundet af vandet og lyden af boelgerne der plaskede ind mod stranden.
Saa skulle vi igen slaebe boards (jeg troede mine arme skulle falde af) og denne gang var det bedre undervisning, eftersom vi kun var halvdelen af gruppen nu. Kimbo var vores laerer og han avr supercool og fik det hele til at lyde saa nemt, saa jeg overbeviste mig selv om, at det her ku' jeg sagtens finde ud af. Og det ku' jeg selvfoelgelig ikke. For det foerste var jeg pissebange for at staa paa boardet og for det andet kraever det ret mange armmuskler (hvilket jeg ikke er besiddelse af) for at hoppe op og staa. Saa jeg led en masse nederlag og vaennede mig til at sluge saltvand og slaebe boardet tilbage ud i vandet hver gang jag forsoegte at komme op og staa paa boardet. Til sidste gav jeg naermest op indtil Kimbo kom og reddede mig, og jeg foelte mig meget blond og "vil du laere mig hvordan man surfer?"-dum blondine. Saa det endte med, at vi skulle ligge sammen paa boardet og padle ud til de store boelger og hvor han fik mig op og staa paa boardet! Han var ret laekker, saa det passede mig egentlig meget godt. ;) Og jeg endte jo med at faa en privat surfing-lektion og det er jo aldrig daarligt med privatundervisning...
Efter morgnenes modul chillede vi indtil frokost, som viste sig at vaere helt vild laekker. Det var faktisk det bedste mad jeg har faaet i mens jeg har vaeret vaek fra Danmark paa denne camp!
Eftermiddagens modul var meget bedre. Der kom jeg faktisk op og staa paa boardet helt selv og det var mega fedt og jeg foelte jeg surfede!
Den naeste dag forlod vi campen for at koere til Spot-X, den sidste del af surf campen. Det var et stoerre og ikke naer saa privat sted, men staff'et var cool og skide gode til at undervise os og jeg laerte rent faktisk at surfe rigtigt. Jeg naede ogsaa lige at laere at vende paa boardet, men jeg fik aldrig rettet op igen, saa jeg endte med at staa rundt i cirkler. Haha. :D
Her brugte vi ogsaa meget tid paa bare at sidde paa boardet og kigge ud over det blaa hav og foele at man levede.
Aftnerne paa Spot-X gik med at spille drukspil (bussen, hestevaeddeloeb og waterfall) med nogle norske pige og fyre. Det var simpeltehn saa sjovt, men jeg har ogsaa erfaret, at danskere er de eneste mennesker, der kan tage ordentlig fra sig naar det gaelder alkohol. De norske pige er simpelthen de sygeste svagdrikkere og de blev saa fulde, at det naesten var pinligt.
Vi gik selvfoegelig ogsaa ned paa stranden og saa paa stjerner og vi fandt karlsvognen, som var total paa hovedet! Det var virkelig maerkeligt og meget idyllisk og endnu en gang blev jeg tryllebundet og laa bare og gloede op i den dybeste himmel med den flotteste maeklevej og den maerkeligste karlsvogn.
Efter at vaere blevet indlogeret sammen med en masse canadiske og nordiske guys (det betyder altsaa ikke kun drenge) blev vi beordret ned i en vaaddragt. Vi skulle vaere paa denne camp i to overnatninger og man fik derfor sin egen dragt, som havde et navn, saa man ku' finde den igen dagen efter. Jeg var derfor "you and me tonight" i to dage og Julie var "mother licker"!
Saa klemte vi os ned i dragterne og gik ned til stranden, der laa 5 minutter vaek. Det var et fuldkommen fantastisk syn! Boeglerne var enorme og det var meget surrealistisk at staa og kigge ud over the Pacific Ocean endnu en gang med den viden, at ejg om lidt skulle kaste mig ud paa en braet og haabe, at det ville baere mine 45,5 kg og ikke braekke min hals i boelgerne.
Saa gik vi op og hentede boards og de var simpelthen saa tunge! Den eftermiddag blev min arme fuldstaendig oedelagt og de var oedelagt resten af campen, men det er der jo ikke noget at goere ved. Man maa bare bide det i sig og slaebe boardet ud i vandet, laegge sig op paa det og begynde at padle. Det foerste modul (vi skulle ha' 7 i alt) gik med at oeve sig i paa stranden at hoppe op og staa paa braettet og padle. Derefter kom vi ud i vandet og fik saa lov at proeve alle bevaegelserne der, og jeg var virkelig elendig. Det gik faktisk saa daarligt, at jeg ikke havde lyst til at vaere paa surf camp de naeste dage, men alle var mere eller mindre daarlige til det - selv de lidt for selvglade canadiere lignede tumpede turister, naar de lavede maveplaskere i vandet. ;)
Om aftenen gik vi til the Humpie - et baalsted naer stranden, hvor vi sad og drak oel og chillede. Vi var doed-traette og vi endte med at gaa tidligt i seng, hvilket viste sig at vaere en go' ide eftersom vi med at chok blev vaekket af Kimbo (surfer-dude med hund og baby) der kom ind som om det var en militaer-lejr kl. 6.30 (om morgnen!) og raabte: "Up guys, it's time for surfin'!". Jeg floej op af sengen, kastede morgenmad ned i halsen, rullede min vaaddragt paa og trissede ned til stranden sammen med Canada, Norge og nogle andre.
Det var alt for tidlig om morgnen, men det var det mest fantastisk jeg har oplevet. Lyset var helt specielt og man blev tryllebundet af vandet og lyden af boelgerne der plaskede ind mod stranden.
Saa skulle vi igen slaebe boards (jeg troede mine arme skulle falde af) og denne gang var det bedre undervisning, eftersom vi kun var halvdelen af gruppen nu. Kimbo var vores laerer og han avr supercool og fik det hele til at lyde saa nemt, saa jeg overbeviste mig selv om, at det her ku' jeg sagtens finde ud af. Og det ku' jeg selvfoelgelig ikke. For det foerste var jeg pissebange for at staa paa boardet og for det andet kraever det ret mange armmuskler (hvilket jeg ikke er besiddelse af) for at hoppe op og staa. Saa jeg led en masse nederlag og vaennede mig til at sluge saltvand og slaebe boardet tilbage ud i vandet hver gang jag forsoegte at komme op og staa paa boardet. Til sidste gav jeg naermest op indtil Kimbo kom og reddede mig, og jeg foelte mig meget blond og "vil du laere mig hvordan man surfer?"-dum blondine. Saa det endte med, at vi skulle ligge sammen paa boardet og padle ud til de store boelger og hvor han fik mig op og staa paa boardet! Han var ret laekker, saa det passede mig egentlig meget godt. ;) Og jeg endte jo med at faa en privat surfing-lektion og det er jo aldrig daarligt med privatundervisning...
Efter morgnenes modul chillede vi indtil frokost, som viste sig at vaere helt vild laekker. Det var faktisk det bedste mad jeg har faaet i mens jeg har vaeret vaek fra Danmark paa denne camp!
Eftermiddagens modul var meget bedre. Der kom jeg faktisk op og staa paa boardet helt selv og det var mega fedt og jeg foelte jeg surfede!
Den naeste dag forlod vi campen for at koere til Spot-X, den sidste del af surf campen. Det var et stoerre og ikke naer saa privat sted, men staff'et var cool og skide gode til at undervise os og jeg laerte rent faktisk at surfe rigtigt. Jeg naede ogsaa lige at laere at vende paa boardet, men jeg fik aldrig rettet op igen, saa jeg endte med at staa rundt i cirkler. Haha. :D
Her brugte vi ogsaa meget tid paa bare at sidde paa boardet og kigge ud over det blaa hav og foele at man levede.
Aftnerne paa Spot-X gik med at spille drukspil (bussen, hestevaeddeloeb og waterfall) med nogle norske pige og fyre. Det var simpeltehn saa sjovt, men jeg har ogsaa erfaret, at danskere er de eneste mennesker, der kan tage ordentlig fra sig naar det gaelder alkohol. De norske pige er simpelthen de sygeste svagdrikkere og de blev saa fulde, at det naesten var pinligt.
Vi gik selvfoegelig ogsaa ned paa stranden og saa paa stjerner og vi fandt karlsvognen, som var total paa hovedet! Det var virkelig maerkeligt og meget idyllisk og endnu en gang blev jeg tryllebundet og laa bare og gloede op i den dybeste himmel med den flotteste maeklevej og den maerkeligste karlsvogn.
mandag den 18. januar 2010
Den sidste dag i Sydney
Denne sidste dag skulle tilbringes på en helt speciel måde: nemlig at gå i Taronga Zoo og se på dyr! Vi stod dog først op kl. 10, fordi vi havde været ude og synge karaoke på the Scary Canary (lokal bar ved Base) med vores britiske venner Darren og Lou. Desværre måtte vi også tage afsked med dem, hvilket var ret sørgmodigt eftersom vi lige var begyndt at lære hinanden at kende. Men vi møder dem muligvis igen længere oppe ad østkysten, håber jeg meget.
Men op kom vi og vi gik ned til Cirkular Quay (udtales af ukendte årsager som "key"), for at tage færgen over til Taronga Zoo. Solen brændte meget hæftigt og vi er storforbrugere at solcreme (jeg har allerede købt en ny flaske), og faktisk er jeg ikke blevet rød endnu. Jeg er ret stolt!
Efter et 10 minutter påvandet ankom vi til en buscentral, der kørte os i 5 minutter op til selve Zoo'en og det var et værre turisthelvede. Det vidste vi nok lidt at det ville være, men man bliver alligevel overrasket over, hvor mange dumme turister, der kan være samlet på et sted! Som Julie sagde: "det burde være turisterne, der skulle være spærret inde i stedet for dyrene", og jeg ku' ikke være mere enig.
Men ikke desto mindre brugte vi 4 timer med at kigge på løver, giraffer, flodheste, slanger, zebraer, alligatorer, alverdens fugle og vores yndlingsdyr kænguruer og koalabjørne! Det var for fedt at se de små nuttede, bamsede koalabjørne klatre rundt og æde planter af træer og vi var helt solgt og ville meget gerne kramme dem, men det skulle man altså betale penge for (satans til pengemagneter) så det blev der ikke noget af. Kænguruerne kunne ikke imponere os, eftersom vi havde set nogle vilde nogen på vores tidligere bustur, og de her kænguruer lå bare og slængede sig og lavede lige så meget som mig på en tømmermandslørdag = ingenting!
Vi så også et sæl-show, hvor sælerne hoppede op og ned og frem og tilbage og det er længe siden jeg har set så mange barnevogne og børn samlet på et sted.
Det mest imponerende var dog fulge-showet, hvor fulgene fløj lige hen over hovedet på en, så man dukkede hovedet. Det var dødfascinerende at opleve dyrelivet så tæt på, selvom det selvfølgelig er dresserede dyr.
Vi havde haft en rigtig dejlig dag, men vi er virkelig trætte af børn og turister. Der er var simpelthen for mange barnevogne, men vi tog os sammen og overlevede det. Det var virkelig en helt fantastisk oplevelse!
Endnu mere dejlig Sydney
Efter at ha' haft en lidt standby-dag hvor vi bare tågede rundt i Sydney stod vi op kl. 9 (!) for at mødes med Darren og tage til det berømte Bondi Beach og Manly Beach. Bondi er den mest berømte strand i verden, men jeg havde faktisk ingen forventninger til den, fordi der er så mange flotte strande i verden - bl.a. Danmark! Vi tog en bus fra midtbyen og kørte ud til det mest turistede sted nogensinde. Bondi er rimelig opreklameret og fyldt med turistbutikker, der bare vil hive ens penge ud af lommerne, men det preller af på mig, eftersom jeg ikke har al verdens penge jeg kan spendere på turistgøgl, selvom jeg selvfølgelig har købt en boomerang.
Selve stranden var der intet i vejen med. Den var faktisk ikke overrendt, kun få var ude på denne mandag, men vandet var præget af surfere der gang på gang prøvede at fange en bølge og komme op på brættet. Det var ret fascinerende at iagttage og jeg blev ret spændt, for for onsdag skal ligge og plaske rundt på et surfbræt!
Efter at ha' chillet på Bondi og badet i de fantastiske (og farlige) bølger i the Pacific Ocean tog vi bussen tilbage til midtbyen og ned til havnen, for at sejle med færgen til Manly. Jeg elsker at sejle på havet og se byen forsvinde rundt om den næste pynt. Det er stadig ufatteligt, at jeg er i Australien.
Manly var meget mere hyggelig end Bondi. Selvfølgelig er det turistet, men det er på en mere afslappet måde, hvor man ikke føler sig overfaldet (som i Chinatown, hvor man bliver angrebet af kinesere, der vil ha' at man køber deres mad). Stranden var også helt vild lækker. Jeg er så glad for bade - nok ikke lige så meget som Laura - men mere end Julie og Darren. Så jeg skulle selvfølgelig ud igen. Vandet er så lækkert og det er skønt at blive kølet ned efter at ha' vadet rundt i 30 grader hele dagen.
Det var også rarere (hvordan staves det?!) at ligge og solbade på Manly, for i Bondi blæste det alt for meget, hvilket medførte, at jeg havde sand i samtlige dele af mine krop. Det var faktisk næsten ulideligt.
På færgeturen tilbage til Sydney by blev jeg helt betaget. Vi sejlede i solnedgangen og det var så flot at se de store skyskrabere og den kæmpestore bro samt operaen i solens skær. Jeg fik også et lille stik af hjemve, men det er vel heller ikke helt forkert at ha' det. :)
lørdag den 16. januar 2010
Sydney!
Nu er jeg i Sydney! Og det er helt fantastisk. Efter at ha' vandret i bjerge i Thredbo i 11 grader (som vi selvfølgelig ikke havde tøj, hmm) og leget lidt vinterferie, og efter at ha' været i Canberra og blevet guidet rundt i the Parliament som en flok dumme får (faktisk var det spændende, men jeg hader bare turister i flok...) ankom vi torsdag aften til Sydney! Vi var rimelig smadrede, men vi skulle da helt klart ud med vores gruppe fra bussen, så vi tog på the Gaff - en bar hvor vi spiste lidt mad sammen og derefter dansede cirka hele natten. Briter ved også hvordan man fester, så vi var bestemt ikke de eneste der ga' den gas på dansegulvet!
Dagen efter var vi fuldkommen døde - igen - fordi vi jo ikke rigtigt havde sovet ud på noget tidspunkt, så det endte med at vi tågede lidt rundt i byen og fiksede alle de praktiske og kedelige ting så som at gå i supermarkedet, snakke med Oz Ex (som vi efterhånden har snakket med 10 gange, fordi der hele tiden er et eller andet vi blir i tvivl om) og vaske tøj.
Vi bor på Base, som ligger på Kent St i midten af Sydney, og det er tæt på alt hvad man kan ønske sig! Vores erfaring med Melbourne har ikke været helt så god og har ikke levet op til vores forventninger om at være en storby med pulserende liv, så vi var faktisk lidt skuffede, men Sydney var der derimod meget mere gang i den. Jeg elsker at gå på gaden og kigge på mennesker og bygninger og føle byen og dens stemning og der er jo en kæmpe mangfoldighed i Australien og især når man er i en storby. Man kan tydeligt mærke at Australien er et forholdsvis nyt land, for der er ikke så mange gamle bygninger blandt de store skyskrabere, og byens stemning er på en måde nyfødt og uberørt.
Denne fredag gik med at koge rundt og se lidt af byen, men jeg følte ikke jeg havde fået set Sydney endnu. Men! om lørdagen var vi de gode turister og mødtes med Lou og Darren (to fantastisk åbne og superseje briter som vi havde mødt på busturen) og tog et kort og gik ud i den store by. Vejret var vidunderligt og jeg havde læst godt i min bedste ven (the Rough Guide) inden vi tog afsted. Så vi startede med at tage på Paddy's Market som er utrolig turistet og forvirrende og vi prøvede for så vit at følges ad, for ellers ville vi blive væk fra hinanden mellem alle boomerangerne og didgeridooerne. Derefter gik vi op til den anden ende af byen, op forbi Sydney Tower og op til Operaen. Det var helt vildt ufatteligt og uvirkeligt at stå på havnen og kigge på Harbour Bridge på den venstre side og the Opera på højre side. Vi brugte virkelig meget tid på at tage en million billeder og vi var rigtig turistede med gruppebilleder fra samtlige vinkler. Derefter fandt vi en vej op på broen for at gå over den og den er kæmpe stor og meget overvældende, og det var stadig fuldkommen surrealistisk at være på den anden side af Jorden på en kæmpe bro hvor man kan se ud over hele Sydney havn og de høje skyskrabere.
Da vi kom hen på den anden side tog vi toget tilbage for at komme over til operaen. Og det var en mindst lige så overvældende oplevelse at se den på tæt hold. Og vi skulle selvfølgelig blære os med at Jørn Utzon er dansker. ;)
Derefter tog Julie og jeg tilbage til Base. Jeg var virkelig mættet med oplevelser og vi havde gået hele dagen og var faktisk ret trætte. Men hold da fast. Det er først gået op for mig nu, at vi er i Australien. Lige i dette sekund, hvor jeg sidder med en træt krop og en smule tømmermænd efter den fedeste pub crawl rundt i Sydney i går.
Nu er vi flyttet fra Base (som jeg kan anbefale alle backpackers) og hjem til Louise som vi kender fra Gentofte, hvor vi skal bo i et par dage. Det er et lille hus, som er meget mørkt, men det er rart at være et sted hvor man ikke behøver bekymre sig alt for meget om sine ting. Jeg er efterhånden holdt op med at have paranoia hele tiden, for ellers blir jeg jo sindssyg, men jeg kommer nok til at sove med mine penge på resten af turen alligevel. ;)
tirsdag den 12. januar 2010
Lakes Entrance
Efter en times soevn var jeg forholdsvis paa toppen og vi smaekkede vores taske ud i bussen fra OzEx, der hentede os kl. 6.30. Det er en lille bus, hvor der lige knap og nap er plads til benene, og vi forstod ikke helt, hvorfor buschauffoeren blev ved at spoerge om vi skulle til Sydney.
Men vi koerte ellers afsted og skulle lige pludselig ogsaa betale 105 $ ekstra. Vi blev noget betaenksomme.
Ved det foerste stop, hvor det var meningen at vi skulle spise morgenmad, ringede vi saa til OzEx, for at hoere, hvad der egentlig foregik. For vi troede at vi havde koebt et buspas, og at vi bare kunne hoppe af og paa bussen som det nu passede os. Men den meget rare dame fortalte, at ruten fra Melbourne til Sydney er en 3-dags-tur, fordi de byer vi kommer igennem er meget smaa og svaere at komme vaek fra. Fedt. Vi startede vi at troppe som de intet-anende, dumme danskere og vi maatte da ogsaa grine lidt ad det hele. Saa vi satte os bare ind i bussen igen uden rigtig at vide, hvad vi foretog os og saa koerte vi ellers derudaf med de 2 buschauffoere Luke og Bones. De levede op til alle forventningerne om australske, tanned, surfer fyre. Bones, som koerte, var en smule arrogant, men Luke var supercool. Resten af bussens medpassagerer var fra Englang, Tyskland, Slovenien, Frankrig og Canada. Det viste sig saa, at vi skulle paa rundtur op langs oestkysten, hvor vores sidste destination er Sydney. Saa vi fik faktisk oplevet en hel masse! Paa vej til Lake Entrance som skulle vaere vores overnatningssted, og som de 105 $ skulle gaa til, stoppede vi ved Sqaueky Beach og hikede og badede i the Pacific Ocean. Det var helt fantastisk! Og jeg var paa toppen selvom jeg kun havde sovet i en time den forrige nat!
Mere foelger senere...
Men vi koerte ellers afsted og skulle lige pludselig ogsaa betale 105 $ ekstra. Vi blev noget betaenksomme.
Ved det foerste stop, hvor det var meningen at vi skulle spise morgenmad, ringede vi saa til OzEx, for at hoere, hvad der egentlig foregik. For vi troede at vi havde koebt et buspas, og at vi bare kunne hoppe af og paa bussen som det nu passede os. Men den meget rare dame fortalte, at ruten fra Melbourne til Sydney er en 3-dags-tur, fordi de byer vi kommer igennem er meget smaa og svaere at komme vaek fra. Fedt. Vi startede vi at troppe som de intet-anende, dumme danskere og vi maatte da ogsaa grine lidt ad det hele. Saa vi satte os bare ind i bussen igen uden rigtig at vide, hvad vi foretog os og saa koerte vi ellers derudaf med de 2 buschauffoere Luke og Bones. De levede op til alle forventningerne om australske, tanned, surfer fyre. Bones, som koerte, var en smule arrogant, men Luke var supercool. Resten af bussens medpassagerer var fra Englang, Tyskland, Slovenien, Frankrig og Canada. Det viste sig saa, at vi skulle paa rundtur op langs oestkysten, hvor vores sidste destination er Sydney. Saa vi fik faktisk oplevet en hel masse! Paa vej til Lake Entrance som skulle vaere vores overnatningssted, og som de 105 $ skulle gaa til, stoppede vi ved Sqaueky Beach og hikede og badede i the Pacific Ocean. Det var helt fantastisk! Og jeg var paa toppen selvom jeg kun havde sovet i en time den forrige nat!
Mere foelger senere...
Afsked med familie og de forste dage i Aussie
Paa det sidste har jeg ikke vaeret saa god til at blogge, men derfor maa man jo saa udnytte tiden, naar man endelig har den!
Den sidste dag i New Zealand var meget varm og paa mange maader rigtig dejlig og rigtig maerkelig, for vi vidste alle fire at vi ikke skulle se hinanden i meget lang tid, og vi havde jo vaeret meget intenst sammen de sidste 4 uger, hvilket ikke ville goere det hele meget lettere at sige farvel. Og jeg var ogsaa den foerste der broed sammen efter at ha' staeet i koe i en times tid ved check in-skranken. Jeg havde haft kvalme helt ned i taeerne hele dagen og paa rulletrappen kunne jeg ikke holde det inden laengere og jeg det var ret haardt at se min skoenne familie graede og i det sekund havde jeg ikke lyst til at forlade dem. Jeg graed hele vejen ud til gaten og det spanske par jeg sad ved siden af i flyveren sagde ikke et ord til mig hele vejen.
Men saa landede jeg i Melbourne lufthavn, Tullamarine, og jeg maatte tage mig sammen, for nu skulle jeg altsaa finde et sted at bo. Det er foerste gang jeg har staaet alene paa egen haand i udlandet uden et sted at vaere og damen i info-skranken var super cool og hjalp mig lidt paa vej. Efter at vaere blevet koert down town og vadet rundt i en halv time, fordi jeg selvfoelgelig ikke kunne finde det sted jeg havde ringet til i foereste omgang, blev jeg indlogeret paa Discovery Hotel, som er et kaempe stort sted udelukkende for backpackers. Jeg var ret forvirret og traet og lidt stolt over at jeg havde fundet sted saa hurtigt trods min lille gaa-tur rundt i byen, saa jeg smed min taske op paa et 16-mandsvaerelse og gik ud i byen for at finde lidt aftensmad.
Jeg har aldrig haft problemer med at tale med fremmede mennesker og jeg er god til at mingle, men at staa i et fremmet land, hvor man absolut ingen kender, er det utrolig graenseoverskridende at skulle tage initiativ til en samtale. Men i det her land er alle simpelthen saa soede og gode til at faa til at virke godt tilpas og jeg faldt i snak med Tim, som arbejdede i receptionen paa stedet, naar han ellers ikke hang udi baren. ;)
Det hjaelper selvflogelig ogsaa altid, at der er karakoe, og jeg fandt en navne-soester (Amy), som jeg skulle gi' den gas med.
Ellers var aftnen/natten lige som en bytur i Kbh., man drikker sig fuld oel, tror man kan spille pool og taber stort, vader rundt i byen for at finde et sted at vaere til ca. 10 mnsk., og ender paa baren paa nabo-hotellet! Jeg havde en skoen aften!
Dagen efter vaagnede i et alt for varmt vaerelse og jeg maatte bare ud med det samme og spiste morgenmaden (to stk. franskbroed = svamp), hvor jeg derefter skaffede et kort og tog ud i Melbourne. Det er en by med naesten 4 mio. indbyggere og den ret stor og det var helt vidunderligt at gaa rundt og observere mnsker og bygninger. Byen minder ret meget om Auckland med alle hoejhusene og med den mangfoldihed af mnsker, der er paa gader og straeder. Jeg skulle ogsaa udforske Chinatown (naesten Chinetown paa Mahatten) og det var vidunderligt vejr og jeg foelte mig helt speciel og voksen ved at sidde og laese i the Rough Guide to Australia og kigge paa kort.
Senere paa dagen hang jeg ud med nogle svenskere fra vaerelset (jeg startede med at spoerge om de var fra Finland, da jeg troede de snakked finsk!) og de var skide soede og vi endte med at kokkerere sammen i det klammeste koekken. Det maa jeg jo nok vende mig til, for det bliver desvaerre ikke bedre.
Om aftenen hentede jeg Julie i lufthavnen og det var rigtig rart at se et kendt ansigt. Samtidig erfarede jeg ogsaa, at jeg er begyndt at taenke paa engelsk, for jeg skulle lige vende mig til at tale dansk, eftersom jeg har snakket engelsk uafbrudt det sidste doegn. Det var paa en maade ret fedt, for jeg kan hoere, at jeg er blevet bedre. :)
Dagen efter proevede vi saa for foerste gang, hvor forfaerdeligt det kan vaere at staa i over 40 grader. Julie og jeg tog til St. Kilda Beach, 10 km uden for Melbourne. Vi havde sovet laenge og var enormt sloeve og daskede lidt rundt i byen, der mindede om en strandby i Italien og vi skulle selvfoegelig ogsaa bade i det laekre vand! Jeg synes det var alt for varmt - det var i hvert fald 25 grader - og det var meget salt, men det var narmest det eneste sted man kunne holde ud og opholde sig, for det var alt for varmt!
Efter at jeg havde tabt min klipklap ned i vandet og faaet en fyr til at fiske den op for mig, tog vi ind i Supermarkedet for at blive koelet ned og koebe ind til aftensmad. Vi kogte! Det var faktisk ikke rart. Men jeg havde kaempe optur, da vi fandt en bager, der solgte groft broed! Juhuu!
Da vi kom tilbage til hotellet, lavede aftensmad, eller rettere sagt: vi skar noget salat og nogle tomater og saa spiste vi noget nuddelsuppe og nogle oliven. Man gider altsaa ikke rigtig at staa og lave gourmet-mad, naar koekkenfaciliteterne er saa elendige. Og vi har ogsaa en del at laere omkring backpacking. Vi er ret nybegyndere...
Men feste ved vi godt hvordan skal goeres! Saa vi tog en oel paa vores hotel og derefter fandt vi en nice bar Cookie paa toppen af en bygning, saa man havde udsigt udover byen. Der moedte vi nogle englaendere fra vores hotel og vi snakkede lidt britisk-accent med dem. ;)
Eftersom vi skulle op kl. kvart i 6 naeste morgen for at naa en bus med vores busselskab, endte vi med at tage hjem, men jeg kom vist til at falde i snak med Tim igen og sad i receptionen hele natten. Jeg fik kun sovet 1 time!
Den sidste dag i New Zealand var meget varm og paa mange maader rigtig dejlig og rigtig maerkelig, for vi vidste alle fire at vi ikke skulle se hinanden i meget lang tid, og vi havde jo vaeret meget intenst sammen de sidste 4 uger, hvilket ikke ville goere det hele meget lettere at sige farvel. Og jeg var ogsaa den foerste der broed sammen efter at ha' staeet i koe i en times tid ved check in-skranken. Jeg havde haft kvalme helt ned i taeerne hele dagen og paa rulletrappen kunne jeg ikke holde det inden laengere og jeg det var ret haardt at se min skoenne familie graede og i det sekund havde jeg ikke lyst til at forlade dem. Jeg graed hele vejen ud til gaten og det spanske par jeg sad ved siden af i flyveren sagde ikke et ord til mig hele vejen.
Men saa landede jeg i Melbourne lufthavn, Tullamarine, og jeg maatte tage mig sammen, for nu skulle jeg altsaa finde et sted at bo. Det er foerste gang jeg har staaet alene paa egen haand i udlandet uden et sted at vaere og damen i info-skranken var super cool og hjalp mig lidt paa vej. Efter at vaere blevet koert down town og vadet rundt i en halv time, fordi jeg selvfoelgelig ikke kunne finde det sted jeg havde ringet til i foereste omgang, blev jeg indlogeret paa Discovery Hotel, som er et kaempe stort sted udelukkende for backpackers. Jeg var ret forvirret og traet og lidt stolt over at jeg havde fundet sted saa hurtigt trods min lille gaa-tur rundt i byen, saa jeg smed min taske op paa et 16-mandsvaerelse og gik ud i byen for at finde lidt aftensmad.
Jeg har aldrig haft problemer med at tale med fremmede mennesker og jeg er god til at mingle, men at staa i et fremmet land, hvor man absolut ingen kender, er det utrolig graenseoverskridende at skulle tage initiativ til en samtale. Men i det her land er alle simpelthen saa soede og gode til at faa til at virke godt tilpas og jeg faldt i snak med Tim, som arbejdede i receptionen paa stedet, naar han ellers ikke hang udi baren. ;)
Det hjaelper selvflogelig ogsaa altid, at der er karakoe, og jeg fandt en navne-soester (Amy), som jeg skulle gi' den gas med.
Ellers var aftnen/natten lige som en bytur i Kbh., man drikker sig fuld oel, tror man kan spille pool og taber stort, vader rundt i byen for at finde et sted at vaere til ca. 10 mnsk., og ender paa baren paa nabo-hotellet! Jeg havde en skoen aften!
Dagen efter vaagnede i et alt for varmt vaerelse og jeg maatte bare ud med det samme og spiste morgenmaden (to stk. franskbroed = svamp), hvor jeg derefter skaffede et kort og tog ud i Melbourne. Det er en by med naesten 4 mio. indbyggere og den ret stor og det var helt vidunderligt at gaa rundt og observere mnsker og bygninger. Byen minder ret meget om Auckland med alle hoejhusene og med den mangfoldihed af mnsker, der er paa gader og straeder. Jeg skulle ogsaa udforske Chinatown (naesten Chinetown paa Mahatten) og det var vidunderligt vejr og jeg foelte mig helt speciel og voksen ved at sidde og laese i the Rough Guide to Australia og kigge paa kort.
Senere paa dagen hang jeg ud med nogle svenskere fra vaerelset (jeg startede med at spoerge om de var fra Finland, da jeg troede de snakked finsk!) og de var skide soede og vi endte med at kokkerere sammen i det klammeste koekken. Det maa jeg jo nok vende mig til, for det bliver desvaerre ikke bedre.
Om aftenen hentede jeg Julie i lufthavnen og det var rigtig rart at se et kendt ansigt. Samtidig erfarede jeg ogsaa, at jeg er begyndt at taenke paa engelsk, for jeg skulle lige vende mig til at tale dansk, eftersom jeg har snakket engelsk uafbrudt det sidste doegn. Det var paa en maade ret fedt, for jeg kan hoere, at jeg er blevet bedre. :)
Dagen efter proevede vi saa for foerste gang, hvor forfaerdeligt det kan vaere at staa i over 40 grader. Julie og jeg tog til St. Kilda Beach, 10 km uden for Melbourne. Vi havde sovet laenge og var enormt sloeve og daskede lidt rundt i byen, der mindede om en strandby i Italien og vi skulle selvfoegelig ogsaa bade i det laekre vand! Jeg synes det var alt for varmt - det var i hvert fald 25 grader - og det var meget salt, men det var narmest det eneste sted man kunne holde ud og opholde sig, for det var alt for varmt!
Efter at jeg havde tabt min klipklap ned i vandet og faaet en fyr til at fiske den op for mig, tog vi ind i Supermarkedet for at blive koelet ned og koebe ind til aftensmad. Vi kogte! Det var faktisk ikke rart. Men jeg havde kaempe optur, da vi fandt en bager, der solgte groft broed! Juhuu!
Da vi kom tilbage til hotellet, lavede aftensmad, eller rettere sagt: vi skar noget salat og nogle tomater og saa spiste vi noget nuddelsuppe og nogle oliven. Man gider altsaa ikke rigtig at staa og lave gourmet-mad, naar koekkenfaciliteterne er saa elendige. Og vi har ogsaa en del at laere omkring backpacking. Vi er ret nybegyndere...
Men feste ved vi godt hvordan skal goeres! Saa vi tog en oel paa vores hotel og derefter fandt vi en nice bar Cookie paa toppen af en bygning, saa man havde udsigt udover byen. Der moedte vi nogle englaendere fra vores hotel og vi snakkede lidt britisk-accent med dem. ;)
Eftersom vi skulle op kl. kvart i 6 naeste morgen for at naa en bus med vores busselskab, endte vi med at tage hjem, men jeg kom vist til at falde i snak med Tim igen og sad i receptionen hele natten. Jeg fik kun sovet 1 time!
fredag den 8. januar 2010
Mit eget lille bungy-jump
Igen sov vi længe - til kl. 10.30! Det føltes næsten som spild af en halv dag, for når man har sovet så meget, bliver man endnu mere sløv og orker igenting. Men de herlige forældre havde fundet på at vi skulle ud på endnu en ekspedition (vi havde selvfølgelig holdt rådsmøde om dette) til Kaeuranga der ligger i Coromandel, som er de indfødtes ferieparadis, når det bliver sommer. Der kørte vi ud og ville gå en lille rute ned til Hoffmann's Pool, og vi fik så sandelig også en LILLE gå-tur. Det tog os 8 minutter at komme ned til en lille sø midt blandt klipperne, og eftersom der proppet med campister fra den nærmestliggende campingplads, valgte vi at finde en anden lille gå-tur for så at vende tilbage til den idylliske sø.
Det var igen en meget LILLE tur - det tog os 9 minutter at komme rundt, så vi tog os en off-road mountain-bike rute oveni. Men det var noget værre uberørt noget, så vi vendte om og tog tilbage til Hoffmann's Pool og hoppede i sammen med de andre campister.
Søen var helt fantastisk! Og hvis det havde været et hemmeligt badested, havde det været perfekt, men det var desværre blevet fundet før os, men hul i det. På den anden side af søen var der en klippe, hvor de små campist-drenge hoppede ud fra, og da jeg ikke havde turdet at bungy-jumpe blev dette nu min udfordring at hoppe ud i vandet fra denne klippe. Jeg svømmede over til den anden side og klatrede op som en anden abe ad klippen og stod blandt drenge i en alder af 10 år, der sagde "don't die". Jeg var ved at skide i bukserne, men når man først var kommet der op, var der ingen anden vej ned. Så jeg gik et lille skridt ned ad klippen, kiggede ned på Laura og mor og far der heppede, og hoppede!
En halv meter før jeg ramte vandet, var jeg sikker på, at jeg skulle dø! Og det gjorde ondt i bag-enden, da jeg ramte vandet og jeg rystede som et espeløv (det har jeg altid drømt om at sige!) da jeg steg op fra søen. Men jeg var hamrende stolt over, at jeg havde overvundet mig selv og havde kastet mig ud fra en klippe, selvom alle mine instinkter sagde mig imod.
Så forsvandt alle campisterne efterhånden og vi fik det idylliske sted for os selv, og vi nød det!
(Så kom der selvfølgelig nogle andre campister, denne gang med hund, men der havde vi mere eller mindre forladt søen, så vi nåede næsten ikke at brokke os over dem.) ;)
Det var igen en meget LILLE tur - det tog os 9 minutter at komme rundt, så vi tog os en off-road mountain-bike rute oveni. Men det var noget værre uberørt noget, så vi vendte om og tog tilbage til Hoffmann's Pool og hoppede i sammen med de andre campister.
Søen var helt fantastisk! Og hvis det havde været et hemmeligt badested, havde det været perfekt, men det var desværre blevet fundet før os, men hul i det. På den anden side af søen var der en klippe, hvor de små campist-drenge hoppede ud fra, og da jeg ikke havde turdet at bungy-jumpe blev dette nu min udfordring at hoppe ud i vandet fra denne klippe. Jeg svømmede over til den anden side og klatrede op som en anden abe ad klippen og stod blandt drenge i en alder af 10 år, der sagde "don't die". Jeg var ved at skide i bukserne, men når man først var kommet der op, var der ingen anden vej ned. Så jeg gik et lille skridt ned ad klippen, kiggede ned på Laura og mor og far der heppede, og hoppede!
En halv meter før jeg ramte vandet, var jeg sikker på, at jeg skulle dø! Og det gjorde ondt i bag-enden, da jeg ramte vandet og jeg rystede som et espeløv (det har jeg altid drømt om at sige!) da jeg steg op fra søen. Men jeg var hamrende stolt over, at jeg havde overvundet mig selv og havde kastet mig ud fra en klippe, selvom alle mine instinkter sagde mig imod.
Så forsvandt alle campisterne efterhånden og vi fik det idylliske sted for os selv, og vi nød det!
(Så kom der selvfølgelig nogle andre campister, denne gang med hund, men der havde vi mere eller mindre forladt søen, så vi nåede næsten ikke at brokke os over dem.) ;)
Under havets overflade
Laura havde fablet om at komme til at dykke, så da vi nu var kommet tilbage til Nordøen og det lidt varmere hav, arrangerede vi en tur til Goat Island (et fredet naturområde tæt på Thames lidt nord for Auckland).
Vi kørte 1 1/2 time i kokus-kværnen og ankom til en lille hytte, hvor vi skulle leje snorkle-udstyr. Vi har aldrig prøvet at træde op i våddragter før, og vi følte os lidt sjovt tilpas, da vi valsede ned ad stranden, totalt strammet op alle steder i en sort badeagtig dragt.
Så tog vi ellers dykkerbriller og snorkel på og gik med svømmefødderne i hånden ud i vandet (det var rimelig koldt, også selvom man er iført våddragt. Det var lidt af et chok at mærke vandet trænge ind diverse steder...) Med lidt hjælp fra hinanden fik vi mokket svømmefødderne på og kastede os (jeg taler for mig selv) ud i vandet som en klumpedumpe, hvor jeg baskede febrilsk med fødderne og hyperventilerede gennem dette ene rør til luften og livet. Efter at ha' panikket færdigt og lært, at man bare skal trække vejret stille og roligt gennem livs-røret, blev det faktisk helt sjovt at ligge i overfladen og plaske rundt. Det var helt fantastisk at se, hvad der sker på havets bund. Det var et total turist-overrendt sted, hvor hele vandkanten var invaderet af legende børn og andre vandpjaskende amatør-dykkere, men trods trængslen virkede fiskelivet total uberørt og det var helt vildt fedt at svømme ind i fiskestimer og mellem tang og sten under havets overflade! Jeg fik endda rørt en lilli fisk, der var sort-og-hvid-stribet, og da svømmede ind mellem en stenbunke lidt længere ude mod selve Goat island, kom jeg så tæt på tangen, at jeg blev en smule bange. Det kan godt være, at tang bare er vådt græs, men det er på en eller anden måde lidt lusket og meget slimet og kan være ret ulækkert at røre ved.
Vi var alle helt grebet af det og skulle selvfølgelig ud og snorkle en gang mere efter vi havde spist medbragt frokost, men der blev det hurtigt koldt og kulden overtog en smule og vi sagde farvel til fiskene og gik og afleverede snorkeludstyret tilbage. Det var godt nok en super fantastisk oplevelse! Og jeg blev ikke solskoldet denne gang, selvom solens stråler bankede ned fra en skyfri himmel.
Vi kørte 1 1/2 time i kokus-kværnen og ankom til en lille hytte, hvor vi skulle leje snorkle-udstyr. Vi har aldrig prøvet at træde op i våddragter før, og vi følte os lidt sjovt tilpas, da vi valsede ned ad stranden, totalt strammet op alle steder i en sort badeagtig dragt.
Så tog vi ellers dykkerbriller og snorkel på og gik med svømmefødderne i hånden ud i vandet (det var rimelig koldt, også selvom man er iført våddragt. Det var lidt af et chok at mærke vandet trænge ind diverse steder...) Med lidt hjælp fra hinanden fik vi mokket svømmefødderne på og kastede os (jeg taler for mig selv) ud i vandet som en klumpedumpe, hvor jeg baskede febrilsk med fødderne og hyperventilerede gennem dette ene rør til luften og livet. Efter at ha' panikket færdigt og lært, at man bare skal trække vejret stille og roligt gennem livs-røret, blev det faktisk helt sjovt at ligge i overfladen og plaske rundt. Det var helt fantastisk at se, hvad der sker på havets bund. Det var et total turist-overrendt sted, hvor hele vandkanten var invaderet af legende børn og andre vandpjaskende amatør-dykkere, men trods trængslen virkede fiskelivet total uberørt og det var helt vildt fedt at svømme ind i fiskestimer og mellem tang og sten under havets overflade! Jeg fik endda rørt en lilli fisk, der var sort-og-hvid-stribet, og da svømmede ind mellem en stenbunke lidt længere ude mod selve Goat island, kom jeg så tæt på tangen, at jeg blev en smule bange. Det kan godt være, at tang bare er vådt græs, men det er på en eller anden måde lidt lusket og meget slimet og kan være ret ulækkert at røre ved.
Vi var alle helt grebet af det og skulle selvfølgelig ud og snorkle en gang mere efter vi havde spist medbragt frokost, men der blev det hurtigt koldt og kulden overtog en smule og vi sagde farvel til fiskene og gik og afleverede snorkeludstyret tilbage. Det var godt nok en super fantastisk oplevelse! Og jeg blev ikke solskoldet denne gang, selvom solens stråler bankede ned fra en skyfri himmel.
tirsdag den 5. januar 2010
Tilbage i Auckland
En flyvetur gør altid en ør i skallen, men denne gang føltes det som en bustur og ikke som en større begivenhed. Jeg overlevede endda min flyskræk og blev kun hylet lidt ud af den, da vi skulle lette, men ellers var udsigten fra flyveren udover NZ og havet omkring helt vild og meget fantastisk, så jeg faktisk glemte at være bange.
Vi landede sikkert, og denne gang var der ingen tysk pige, der rendte med min bagage og vi gik ud for at hente en for-udlejet bil for at køre til det hotel apartment, som vi boede på i de første dage vi kom til NZ. Det viste sig, at vi skulle klemme os ind i en lille Mazda (vi har UTROLIG meget bagage) og vi var ret skeptiske eftersom der lugtede af bounty i hele kabinen, men vi kom frem til lejligheden og fik vores stuff indenfor og indlogeret os.
Dagen efter var det badedag! Vi sov længe (som vi har gjort de sidste 3-4 uger) og tog til St. Heliers - et snobbet kvarter med en lidt fesen stemning, men også meget turistet ude ved strandvejen.
Vi slog os ned på stranden efter at ha' kørt rundt i villakvarteret i en times tid i den kokos-invaderede skøjte og slikkede sol og dyppede tæer i vandet. Bunden var meget klæbrig og det var ikke det mest idelle badested, så vi tog op på en café og fik os en drink (vi måtte halvt forklare servitricen, hvordan en campari skal laves - de aner cirka ingenting om drinks...)
Efter at ha' spist lækker mad på en italiensk restaurant, tog vi hjem og fandt ud af, at vi alle er blevet solskoldede, trods solcremens deltagelse i eftermiddagens solbadning. Det skyldes jo nok, at UV-indekset er på 11 (ca. dobbelt så meget som i DK, når det er en varm sommer-dag!) :)
Vi landede sikkert, og denne gang var der ingen tysk pige, der rendte med min bagage og vi gik ud for at hente en for-udlejet bil for at køre til det hotel apartment, som vi boede på i de første dage vi kom til NZ. Det viste sig, at vi skulle klemme os ind i en lille Mazda (vi har UTROLIG meget bagage) og vi var ret skeptiske eftersom der lugtede af bounty i hele kabinen, men vi kom frem til lejligheden og fik vores stuff indenfor og indlogeret os.
Dagen efter var det badedag! Vi sov længe (som vi har gjort de sidste 3-4 uger) og tog til St. Heliers - et snobbet kvarter med en lidt fesen stemning, men også meget turistet ude ved strandvejen.
Vi slog os ned på stranden efter at ha' kørt rundt i villakvarteret i en times tid i den kokos-invaderede skøjte og slikkede sol og dyppede tæer i vandet. Bunden var meget klæbrig og det var ikke det mest idelle badested, så vi tog op på en café og fik os en drink (vi måtte halvt forklare servitricen, hvordan en campari skal laves - de aner cirka ingenting om drinks...)
Efter at ha' spist lækker mad på en italiensk restaurant, tog vi hjem og fandt ud af, at vi alle er blevet solskoldede, trods solcremens deltagelse i eftermiddagens solbadning. Det skyldes jo nok, at UV-indekset er på 11 (ca. dobbelt så meget som i DK, når det er en varm sommer-dag!) :)
De sidste dage på Sydøen
Efter at ha' forladt det chilleren Reaver's, ankom vi til Sydøens "hovedstad" Christchurch. Vi havde kørt hele dagen, så det er der ikke meget værd at skrive om, men efter en nats søvn på the Marine i Sumner (bydel lidr udenfor cemtrum af Christchurch) tog vi ind i byen og så lidt på sagerne. Vi var alle 4 rimelig stegte, så vi kogte mest rundt i gaderne og så lidt på butikker det ene sted og lidt på butikker det andet sted. Vejret var helt vidunderligt, og det var egentlig meget rart at vade uforpligtende rundt og observere den mangfoldighed der er omkring en. Det vrimler jo med turister i alle aldre og påklædningerne og på den store plads i centrum af byen stod der 2 teenagere og en pige og dansede river-dance, og i de lokale indfødte kan man meget hurtigt skelne fra alle kameraer og kort der er fæstet til de forvildede turister, så der er nok at se på, og jeg man bli'r ikke træt af at lave ingenting i nogle timers tid. Vi kom endda også på et marked og så en tryllekunster trylle rundt med diverse mennesker og spændetrøjer. :)
På vores hostel fik vi et flip med at spille pool. Og jeg satte mig for at lære dette spil, men min tålmodighed rækker ikke så langt og jeg er og bliver elendig til det! (Jeg må lære det i Australien, så jeg er overruler alle når jeg kommer hjem!)
Jeg kom også vildt op at køre over et skilt, der fortalte, at der var kviksand indenfor et bestemt område, så jeg skulle selvfølgelig ud og stikke mine tæer i noget sand. Jeg blev nu lidt skuffet, da jeg ikke synkede så meget som en halv cm ned i sandet. Fesne kviksand!
Dag 2 i Christchurch (og sidste dag på Sydøen) gik endnu en gang med at vade rundt i byen efter at ha' pakket bilen med kufferter osv. Vi endte med at gå på the Art Gallery (jeg kan ikke navnet på maouri...) og se udstillingen "the Nake and the Nude", hvor malerier og fotografier af nøgne mennesker var udstillet. Menneskekroppen er jo et af mie yndlingsemner, så jeg synes det var en meget cool udstilling, selvom jeg aldrig troede, at jeg nogensinde ville komme til at holde af at gå på museum eller lignende!
Så var det på tide at aflevere vores trofaste følger gennem de sidste 14 dage: Bilen, inden vi skulle ud til den lille lokale lufthavn og boarde og flyve til Auckland.
Sydøen er noget af det smukkeste jeg har set i mit endnu unge liv, og har man muligheden for at komme noget som helst sted hen i verden, bør man tage hertil. :)
På vores hostel fik vi et flip med at spille pool. Og jeg satte mig for at lære dette spil, men min tålmodighed rækker ikke så langt og jeg er og bliver elendig til det! (Jeg må lære det i Australien, så jeg er overruler alle når jeg kommer hjem!)
Jeg kom også vildt op at køre over et skilt, der fortalte, at der var kviksand indenfor et bestemt område, så jeg skulle selvfølgelig ud og stikke mine tæer i noget sand. Jeg blev nu lidt skuffet, da jeg ikke synkede så meget som en halv cm ned i sandet. Fesne kviksand!
Dag 2 i Christchurch (og sidste dag på Sydøen) gik endnu en gang med at vade rundt i byen efter at ha' pakket bilen med kufferter osv. Vi endte med at gå på the Art Gallery (jeg kan ikke navnet på maouri...) og se udstillingen "the Nake and the Nude", hvor malerier og fotografier af nøgne mennesker var udstillet. Menneskekroppen er jo et af mie yndlingsemner, så jeg synes det var en meget cool udstilling, selvom jeg aldrig troede, at jeg nogensinde ville komme til at holde af at gå på museum eller lignende!
Så var det på tide at aflevere vores trofaste følger gennem de sidste 14 dage: Bilen, inden vi skulle ud til den lille lokale lufthavn og boarde og flyve til Auckland.
Sydøen er noget af det smukkeste jeg har set i mit endnu unge liv, og har man muligheden for at komme noget som helst sted hen i verden, bør man tage hertil. :)
lørdag den 2. januar 2010
1. januar
Jeg havde glemt hvor grimme tømmermænd er. De er jo forfærdelige! Men vi kom ud af klappen og spiste brunch på Café 111 hos Fiona. Derefter tågede vi rundt i Queenstown og tog gondolen op på bjerget, for at få et fantastisk vue udover Queenstown og the Remarkebles (bjergkæde). Vejret var igen vidunderligt og trods tømmermænd og den aldeles forfærdelige turisme på toppen af bjerget kunne man godt se det fantastiske i at stå og kigge udover bjerge og søen.
Da vi kom tilbage til Reaver's blev vi igen inviteret på bbq, og vi (familien) følte vist alle at det var en smule anstrengende at skulle mingle og være på hele tiden, men vi tog os sammen og deltog og det var faktisk ufatteligt hyggeligt. Alle bar også præg af at ha' festet dagen før, så vi var alle i sammen båd og tågede rundt. Den eneste der var fuldstændig gang i var Fiona, og jeg kom sådan til at tænke på Victoria, da Fiona stod der og skrålede med på en sang. Hun havde flammende rødt hår, en kraftig stemme, et ekspressivt udtryk og var hæmningsløs, og jeg sad og smilede lidt for mig selv (V synger dog bedre. :)).
Så begyndte det desværre at regne lidt, og vi endte indenfor ved poolbordet, som var okkuperet konstant. Men som sagt er det utrolig rare mennesker man møder sådan nogle steder og det var ikke svært at falde i snak med nogen. Tværtimod snakkede jeg med en pige fra Dublin, hvor jeg nærmest ikke fik et ord indført, men det gjorde ikke så meget, eftersom min hjerne var ikke-fungerende og jeg derfor ikke ku' overskue at finde engelsk ordforråd frem. ;)
Da vi kom tilbage til Reaver's blev vi igen inviteret på bbq, og vi (familien) følte vist alle at det var en smule anstrengende at skulle mingle og være på hele tiden, men vi tog os sammen og deltog og det var faktisk ufatteligt hyggeligt. Alle bar også præg af at ha' festet dagen før, så vi var alle i sammen båd og tågede rundt. Den eneste der var fuldstændig gang i var Fiona, og jeg kom sådan til at tænke på Victoria, da Fiona stod der og skrålede med på en sang. Hun havde flammende rødt hår, en kraftig stemme, et ekspressivt udtryk og var hæmningsløs, og jeg sad og smilede lidt for mig selv (V synger dog bedre. :)).
Så begyndte det desværre at regne lidt, og vi endte indenfor ved poolbordet, som var okkuperet konstant. Men som sagt er det utrolig rare mennesker man møder sådan nogle steder og det var ikke svært at falde i snak med nogen. Tværtimod snakkede jeg med en pige fra Dublin, hvor jeg nærmest ikke fik et ord indført, men det gjorde ikke så meget, eftersom min hjerne var ikke-fungerende og jeg derfor ikke ku' overskue at finde engelsk ordforråd frem. ;)
New Years Eve
Vi startede dagen på den mest perfekte måde: Jet-boating i Skippers Canyon!
Vi blev hentet med en bus i Queenstown, hvor vi blev kørt ned til the starting point ved en flod. Der blev vi indført regnjakker og redningsveste, og vi lignede enten pingviner, fordi jakkerne var alt for store eller blottere, der render lusket rundt og vi opførte os meget pinligt og grinede utrolig højt! Med det dumme udseende satte vi os op i båden, hvor Mike (alle førere her i landet hedder Mike og bærer solbriller) skulle tage os ud på en vandrutschebane-tur. Det var vildt fedt! Vandet var skide-koldt og jeg skreg og hylede, hver gang han lavede en 360 graders-vending eller kom meget tæt på klipperne! Og det var super-fedt at fornemme den vilde flod og bølgerne der skvulpede.
Efter denne fede event tog vi ud og shoppede nytårskjole til mig. Jeg var lidt grebet af krise, for jeg havde intet at tage på, men jeg fandt en fantastisk flot lilla kjole, jeg tog på.
Vores nytåsaften startede med at spise bbq på Reaver's, hvor der blev fyret op for en gril og vi medbragte eget kød og smækkede på. Alle beboere var velkomne og der kom også nogle stykker ude fra. Jeg var lidt nervøs ved tanken om at skulle finde nogen at feste med (med al respekt for min familie, havde jeg altså behov for at komme ud og opleve byen nytårsaften), men det er lidt hårdt at være alene og skulle tage initiativ til ALT. Men det gik egentlig fint og jeg tog mig sammen og minglede med nogler canadiske og britiske piger, der havde mødt hinanden i NZ. De var faktisk ret cool og udadvendte nok til at invitere mig med i byen, så det var jeg bare glad for.
Lidt før midnat gik vi alle sammen op på øverste etage for at se fyrværkeriet udover søen Wakatipu, som ligger lige ved Queenstown, og jeg tror kun det er i Danmark man har traditionen med at hoppe ned fra stole og ind i det nye år, for her krammede vi bare alle sammen og råbte: "Happy New Year!"
Fyrværkeriet var dog utrolig skuffende - der var mindst lige så meget som i Gentofte!
Det var også en lidt fed fornemmelse at være før alle de andre hjemme i Danmark. Som Thomas sagde, da jeg ringede hjem til Danmark: "Du er i fremtiden, Amy!", var det jo faktisk ikke helt forkert. ;) Det var helt fantastisk at høre deres stemmer igen og jeg måtte fælde en tåre midt i Queenstown, mens jeg ønskede godt nytår til dem alle. :)
Så var der ellers dømt bytur, men jeg vil sige, at det var noget tamt i forhold til hvad jeg har været ude for i det danske land. Men jeg fik danset til nøjagtig den sammen musik som i DK og jeg fik tilbudt adskillige drinks (også nøjagtig som i DK ;)) og jeg havde det meget skægt. Så det var en vellykket nytårsaften, som jeg havde været lidt nervøs for, eftersom jeg aldrig har været udenfor Danmark på denne tid af året før.
Vi blev hentet med en bus i Queenstown, hvor vi blev kørt ned til the starting point ved en flod. Der blev vi indført regnjakker og redningsveste, og vi lignede enten pingviner, fordi jakkerne var alt for store eller blottere, der render lusket rundt og vi opførte os meget pinligt og grinede utrolig højt! Med det dumme udseende satte vi os op i båden, hvor Mike (alle førere her i landet hedder Mike og bærer solbriller) skulle tage os ud på en vandrutschebane-tur. Det var vildt fedt! Vandet var skide-koldt og jeg skreg og hylede, hver gang han lavede en 360 graders-vending eller kom meget tæt på klipperne! Og det var super-fedt at fornemme den vilde flod og bølgerne der skvulpede.
Efter denne fede event tog vi ud og shoppede nytårskjole til mig. Jeg var lidt grebet af krise, for jeg havde intet at tage på, men jeg fandt en fantastisk flot lilla kjole, jeg tog på.
Vores nytåsaften startede med at spise bbq på Reaver's, hvor der blev fyret op for en gril og vi medbragte eget kød og smækkede på. Alle beboere var velkomne og der kom også nogle stykker ude fra. Jeg var lidt nervøs ved tanken om at skulle finde nogen at feste med (med al respekt for min familie, havde jeg altså behov for at komme ud og opleve byen nytårsaften), men det er lidt hårdt at være alene og skulle tage initiativ til ALT. Men det gik egentlig fint og jeg tog mig sammen og minglede med nogler canadiske og britiske piger, der havde mødt hinanden i NZ. De var faktisk ret cool og udadvendte nok til at invitere mig med i byen, så det var jeg bare glad for.
Lidt før midnat gik vi alle sammen op på øverste etage for at se fyrværkeriet udover søen Wakatipu, som ligger lige ved Queenstown, og jeg tror kun det er i Danmark man har traditionen med at hoppe ned fra stole og ind i det nye år, for her krammede vi bare alle sammen og råbte: "Happy New Year!"
Fyrværkeriet var dog utrolig skuffende - der var mindst lige så meget som i Gentofte!
Det var også en lidt fed fornemmelse at være før alle de andre hjemme i Danmark. Som Thomas sagde, da jeg ringede hjem til Danmark: "Du er i fremtiden, Amy!", var det jo faktisk ikke helt forkert. ;) Det var helt fantastisk at høre deres stemmer igen og jeg måtte fælde en tåre midt i Queenstown, mens jeg ønskede godt nytår til dem alle. :)
Så var der ellers dømt bytur, men jeg vil sige, at det var noget tamt i forhold til hvad jeg har været ude for i det danske land. Men jeg fik danset til nøjagtig den sammen musik som i DK og jeg fik tilbudt adskillige drinks (også nøjagtig som i DK ;)) og jeg havde det meget skægt. Så det var en vellykket nytårsaften, som jeg havde været lidt nervøs for, eftersom jeg aldrig har været udenfor Danmark på denne tid af året før.
Wild-life
Denne morgen kom vi hurtigt afsted fra den fesne, britiske by og tog til ekstrem-sportens by Queenstown. Det regnede og var 13 grader! Men det medførte bare, at vi startede med at tage til Reaver's Lodge, vores næste bosted, og stedet hvor vi skulle være nytårsaften.
På Reaver's blev vi modtaget af en chilleren reggae-mand med dreadlocks, men da værelserne endnu ikke var klar til os, sendte han os ned til Café 111 og Fiona, da det var byens bedste kaffe. Det var virkelig en fed fornemmelse at komme ned på caféen og sige, at man "kendte Josh". De her new zealændere er bare skide søde mennesker, der bare vil en det bedste!
Så smed vi vores habengut ind på værelserne og tog til Glenorchy - endnu et område, hvor nogle scener fra Lord of the Rings er optaget. Vi kørte en smule off-road (dvs. på grussti og gennem vandløb) og kom ud til Paradise og parkerede bilen, fordi vi ikke kunne komme videre grundet en lille flod. Så vi besluttede os for at gå op langs floden, og det var endnu en gang en helt fantastisk oplevelse. Floden og området omkring virkede meget uberørt og der var ingen sti vi kunne gå ad. Så vi skulle selv bane os vej gennem tæt skov og gå nedfaldne træer og vi skulle selvfølgelig også krydse den strømmende flod. Det var vildt fedt at prøve at lave sin egen vej og det var også lidt farligt. Man får kæmpe respekt for naturen, for hvis man gik 10 meter ind i skoven, ville man ikke kunne finde rundt. Vi navigerede efter floden og holdt os langs den, men jeg ville virkelig aldrig ønske at fare vild i skov, for det er umuligt at komme ud igen.
Samtidig var det også et utrolig idyllisk område, og man bli'r virkelig helt fortryllet og grebet af det vilde blandet med frygten for at komme til skade eller fare vild.
Men vi kom sikkert hjem igen og kørte tilbage til Reaver's. Stedet minder mig utrolig meget om Egmont Kollgiet, hvor der er fyldt med unge mennesker, der drikker øl og hvor stemningen er afslappet og skide go', og jeg så utrolig meget frem til at fejre nytår der!
På Reaver's blev vi modtaget af en chilleren reggae-mand med dreadlocks, men da værelserne endnu ikke var klar til os, sendte han os ned til Café 111 og Fiona, da det var byens bedste kaffe. Det var virkelig en fed fornemmelse at komme ned på caféen og sige, at man "kendte Josh". De her new zealændere er bare skide søde mennesker, der bare vil en det bedste!
Så smed vi vores habengut ind på værelserne og tog til Glenorchy - endnu et område, hvor nogle scener fra Lord of the Rings er optaget. Vi kørte en smule off-road (dvs. på grussti og gennem vandløb) og kom ud til Paradise og parkerede bilen, fordi vi ikke kunne komme videre grundet en lille flod. Så vi besluttede os for at gå op langs floden, og det var endnu en gang en helt fantastisk oplevelse. Floden og området omkring virkede meget uberørt og der var ingen sti vi kunne gå ad. Så vi skulle selv bane os vej gennem tæt skov og gå nedfaldne træer og vi skulle selvfølgelig også krydse den strømmende flod. Det var vildt fedt at prøve at lave sin egen vej og det var også lidt farligt. Man får kæmpe respekt for naturen, for hvis man gik 10 meter ind i skoven, ville man ikke kunne finde rundt. Vi navigerede efter floden og holdt os langs den, men jeg ville virkelig aldrig ønske at fare vild i skov, for det er umuligt at komme ud igen.
Samtidig var det også et utrolig idyllisk område, og man bli'r virkelig helt fortryllet og grebet af det vilde blandet med frygten for at komme til skade eller fare vild.
Men vi kom sikkert hjem igen og kørte tilbage til Reaver's. Stedet minder mig utrolig meget om Egmont Kollgiet, hvor der er fyldt med unge mennesker, der drikker øl og hvor stemningen er afslappet og skide go', og jeg så utrolig meget frem til at fejre nytår der!
Med Jake i det vilde!
Så oprindt dagen, hvor jeg måtte se frygten i øjnene og klatre op på en hesteryg. Det var et af mine største ønsker at prøver hernede i NZ, og aftenen forinden ku' jeg ikke falde i søvn. Jeg havde det som et lille barn dagen før juleaften!
Min erfaring med heste ligger 10 år tilbage, hvor det sidste jeg erindrer er at rode rundt i noget savsmuld med det ene ben hængende fast i tøjlerne og med en gevaldig smerte i højre overarm, så jeg var faktisk rigtig nervøs for at skulle sætte mig op på den rigtige side af en hest igen.
Vi stod op kl. 6.30 (!) og kørte til Queenstown, hvor vi blev hentet af finske Mia, der kørte mig og Laura + to kinesere, der lignede nogen, der aldrig havde set en hest før, men nu havde bestemt sig for at prøve ridning. Mia tog os til Moke Lake, en sø oppe blandt bjergene, og det var helt fantastisk vejr!
Imens Mia kørte ud og hentede hestene iførte vi os ridehjelme (jeg skulle selvfølgelig ha' størrelse small og spændt den ind så meget som muligt) og da hestene ellers var sadlet op, blev jeg præsenteret for den ældste og største hest af dem, Jake. Og når jeg siger hest, er det ikke en lille fed pony, der er lige så lang som den er bred, men en stor fuldvoksen, brun, rigtig hest! Jeg kom op at sidde og det var egentlig meget rart at være tilbage i saddel (på det tidspunkt var han stadig bundet fast...), men jeg må indrømme, at jeg stærkt overvejede at hoppe ned igen med det sammen, da vi alle 5 skridtede afsted ned ad grusvejen. Jeg var ærlig talt bange. Men Jake var fantastisk at ride på. Han var som sagt brun og stor og stærk, men han var også meget rolig og havde tendens til at ville lede den lille flok vi nu var, så efter den første panik havde lagt sig, følte jeg mig ganske godt tilpas på ryggen af ham.
Så skridtede vi ellers rundt i 1 1/2 time ved Moke Lake og søen var helt fantastisk og jeg følte mig virkelig cool, at jeg havde overlevet at administrere en hest igen! Det var vidunderligt at gynge på hesteryggen og fornemme den ellers så flade jords konturerer og det var meget idyllisk at ride gennem små vandløb og på en næsten åben mark.
På et tidspunkt blev det lidt trivielt bare at skridte, så vi lov til at sætte tempoet lidt op. Og det var helt fantastisk at mærke vinden i håret og ansigtet imens Jake galloperede (kun en smule) hen over den tørre jord. (Det lyder meget Pocahontas-agtigt, men det var virkelig helt fantastisk!)
Jeg var fuldstændig solgt, og jeg var fuldstændig parat til at købe en hest og ride rundt i hele NZ og leve resten af mit liv på hesteryg.
Det var en helt vild fornemmelse at kontrollere og samtidig gå på kompromis med så stort et dyr, og det var en helt fantastisk stemning man kom i.
Det var simpelthen fantastisk.
Min erfaring med heste ligger 10 år tilbage, hvor det sidste jeg erindrer er at rode rundt i noget savsmuld med det ene ben hængende fast i tøjlerne og med en gevaldig smerte i højre overarm, så jeg var faktisk rigtig nervøs for at skulle sætte mig op på den rigtige side af en hest igen.
Vi stod op kl. 6.30 (!) og kørte til Queenstown, hvor vi blev hentet af finske Mia, der kørte mig og Laura + to kinesere, der lignede nogen, der aldrig havde set en hest før, men nu havde bestemt sig for at prøve ridning. Mia tog os til Moke Lake, en sø oppe blandt bjergene, og det var helt fantastisk vejr!
Imens Mia kørte ud og hentede hestene iførte vi os ridehjelme (jeg skulle selvfølgelig ha' størrelse small og spændt den ind så meget som muligt) og da hestene ellers var sadlet op, blev jeg præsenteret for den ældste og største hest af dem, Jake. Og når jeg siger hest, er det ikke en lille fed pony, der er lige så lang som den er bred, men en stor fuldvoksen, brun, rigtig hest! Jeg kom op at sidde og det var egentlig meget rart at være tilbage i saddel (på det tidspunkt var han stadig bundet fast...), men jeg må indrømme, at jeg stærkt overvejede at hoppe ned igen med det sammen, da vi alle 5 skridtede afsted ned ad grusvejen. Jeg var ærlig talt bange. Men Jake var fantastisk at ride på. Han var som sagt brun og stor og stærk, men han var også meget rolig og havde tendens til at ville lede den lille flok vi nu var, så efter den første panik havde lagt sig, følte jeg mig ganske godt tilpas på ryggen af ham.
Så skridtede vi ellers rundt i 1 1/2 time ved Moke Lake og søen var helt fantastisk og jeg følte mig virkelig cool, at jeg havde overlevet at administrere en hest igen! Det var vidunderligt at gynge på hesteryggen og fornemme den ellers så flade jords konturerer og det var meget idyllisk at ride gennem små vandløb og på en næsten åben mark.
På et tidspunkt blev det lidt trivielt bare at skridte, så vi lov til at sætte tempoet lidt op. Og det var helt fantastisk at mærke vinden i håret og ansigtet imens Jake galloperede (kun en smule) hen over den tørre jord. (Det lyder meget Pocahontas-agtigt, men det var virkelig helt fantastisk!)
Jeg var fuldstændig solgt, og jeg var fuldstændig parat til at købe en hest og ride rundt i hele NZ og leve resten af mit liv på hesteryg.
Det var en helt vild fornemmelse at kontrollere og samtidig gå på kompromis med så stort et dyr, og det var en helt fantastisk stemning man kom i.
Det var simpelthen fantastisk.
Abonner på:
Opslag (Atom)