Mit eget lille bungy-jump

Igen sov vi længe - til kl. 10.30! Det føltes næsten som spild af en halv dag, for når man har sovet så meget, bliver man endnu mere sløv og orker igenting. Men de herlige forældre havde fundet på at vi skulle ud på endnu en ekspedition (vi havde selvfølgelig holdt rådsmøde om dette) til Kaeuranga der ligger i Coromandel, som er de indfødtes ferieparadis, når det bliver sommer. Der kørte vi ud og ville gå en lille rute ned til Hoffmann's Pool, og vi fik så sandelig også en LILLE gå-tur. Det tog os 8 minutter at komme ned til en lille sø midt blandt klipperne, og eftersom der proppet med campister fra den nærmestliggende campingplads, valgte vi at finde en anden lille gå-tur for så at vende tilbage til den idylliske sø.
Det var igen en meget LILLE tur - det tog os 9 minutter at komme rundt, så vi tog os en off-road mountain-bike rute oveni. Men det var noget værre uberørt noget, så vi vendte om og tog tilbage til Hoffmann's Pool og hoppede i sammen med de andre campister.

Søen var helt fantastisk! Og hvis det havde været et hemmeligt badested, havde det været perfekt, men det var desværre blevet fundet før os, men hul i det. På den anden side af søen var der en klippe, hvor de små campist-drenge hoppede ud fra, og da jeg ikke havde turdet at bungy-jumpe blev dette nu min udfordring at hoppe ud i vandet fra denne klippe. Jeg svømmede over til den anden side og klatrede op som en anden abe ad klippen og stod blandt drenge i en alder af 10 år, der sagde "don't die". Jeg var ved at skide i bukserne, men når man først var kommet der op, var der ingen anden vej ned. Så jeg gik et lille skridt ned ad klippen, kiggede ned på Laura og mor og far der heppede, og hoppede!

En halv meter før jeg ramte vandet, var jeg sikker på, at jeg skulle dø! Og det gjorde ondt i bag-enden, da jeg ramte vandet og jeg rystede som et espeløv (det har jeg altid drømt om at sige!) da jeg steg op fra søen. Men jeg var hamrende stolt over, at jeg havde overvundet mig selv og havde kastet mig ud fra en klippe, selvom alle mine instinkter sagde mig imod.

Så forsvandt alle campisterne efterhånden og vi fik det idylliske sted for os selv, og vi nød det!
(Så kom der selvfølgelig nogle andre campister, denne gang med hund, men der havde vi mere eller mindre forladt søen, så vi nåede næsten ikke at brokke os over dem.) ;)