Igen troede jeg at jeg havde set alt og der ikke gemte sig flere fantastiske oplevelser paa denne fantastiske rejse. Men jeg kan da godt lige tro om igen. For nu var det tid til at tage med baad ud paa revet og opdage de fantastiske dybder. Aftenen forinden havde vi sagt farvel til en dejlig pige, Amanda, saa humoeret var lidt nedtrykt, men vi gik ombord paa the Ocean Freedom fulde af forventninger om revet.
Vi belv moedt med danish pastries og frugt og baaden var en noget anden standard end the Broomstick. Vi foelte os helt luksus-agtige og det var meget uvant at blive serviceret paa denne maade. Saa sejlede vi ellers afsted ud af havnen i det flotteste vejr og det var skoent at maerke vinden og se ud paa den endeloese, blaa hav. Det er simplethen saa stort og overvaelende.
Saa blev vi introduceret for crewet som bestod af Lou, Kevin (typisk, ung fyr), Mikey og Lee + the Captain. Eftersom vi ikke har dykkecertifikat skulle vi intro-dykke, dvs. at man foelges konstant med en autoriseret under havoverfladen. Lou forklarede os om iltdunken, den maade man kommunikerer paa og hvordan man faar vand ud af masken, hvis det er tilfaeldet.
Saa lagde baaden anker og vi fik lov til at snorkle rudnt i en halv times tid. Det var helt vildt. Der er saa meget at se, og tanken om at vi om ikke saerlig lang tid skulle ned og svoemme rundt blandt fisk og koraller fik mig til at ryste af glaede. Saa blev vi kaldt op og vi blev ifoert vaegtklodser og en vest emd iltdunk paa ryggen. Vi behoevede ikke wetsuits, for vejret og vandet var 30 grader varmt! Dunken var saa tung! Det var virkelig en udfordring at rejse sig op og gaa emd sine finnes (svoemmefoedder) ud til kanten af baaden og hoppe ud i vandet. Men i vandet kom jeg og jeg holdt fast i en stang, hvor vi oevede os i at traekke vejret gennem en iltslange. Det er lidt maerkeligt for ilten den kommer ned i lungerne er helt kold og det giver en maerkelig lyd og man maa kun traekke vejret gennem munden og ikke naesen, saa det tog lige et par minutter foer jeg helt kunne finde ud af, hvordan man egentlig skulle goere.
Saa dykkede vi ellers ned under og overfladen og Julie og jeg skulle foelges med Mikey (utrolig laekker aussie), som tog os i haanden og viste os havets dybder. Vi havde lejet et undervandskamera med 500 billeder, saa vi knipsede loes paa alt hvad der var et se. Det var helt ubeskriveligt. Der var de flotteste koraller i alle farver. Groenne, orange, blaa, roede. Og der var fisk i massevis, der svoemmede rundt. Hvis man bevaeger sig langsomt og ikke stresser rundt, bliver fiskene ogsaa rolige og man kan naermest vaere en del af fiskestroemmen. Vi blev virkelig glade da vi saa en Nemo-fisk! De hopper rundt i deres redde praecis som i Finding Nemo-filmen.
Det var saa fortryllende og fantastisk at svoemme rundt med svoemmefoedder og iltmaske og jeg maerkede naesten ikke at det trykkede for mine oerer, for det havde jeg ikke tid til at taenke paa. Der er saa meget at se! Og pludselig foerte Mikey os op til overfladen og vores dyk var slut. Jeg var helt fortryllet og kunne ikke koncentrere mig og vi satte os op paa baaden og proevede at fordoeje det vi lgie havde oplevet.
Derefter sejlede vi ud med en glass boat, hvor der er glas i bunden af baaden saa man kan, hvordan der ser ud under en. Der fortalte Mikey en masse om revet (jeg var koncentreret om at se end at hoere). Da vi kom tilbage til den store baad, ifoerte vi os igen dykkerudstyr og vi lod os igen omfavne af havet og dykkede denne gang ned uden at holde hverken Mikey eller Kevin i haanden. Vi fulgtes selvfoelgelig med et par autoriserede, men vi fik lov til at svoemme med frie haender og det var endnu mere fantastisk. Det var saa vildt at vaere en del af det hele og svoemme meget taet hen over korallerne og roere ved de bloedeste haar. Denne gang fik vi ogsaa oeje paa en skildpadde! Den svoemmede dog meget hurtigt vaek eftersom vi blev enormt begejstrede og paa en eller anden maade udloeste en form for energi under vandet, som den kunne fornemme. Det var helt slaaende og jeg var mindst lige saa betaget som foerste gang.
Desvaerre sluttede dette dyk alt for hurtigt og vi kom igen op til overfladen og kom ombord paa baaden igen. Denne gang var dr serveret frokost for os og det var god timing eftersom man bliver enormt sulten af at dykke.
Efter en fantastisk froksot af en standard vi ikke har oplevet foer med friske rejer, laks, laekre salater osv. sejlede vi ud til en sandoe, som ligger midt i revet. Det er virkelig en oede oe og vi skulle selvfoelgelig sejle ud til den emd en lille baad og snorkle tilbage til den store baad. Det var en helt absurd fornemmelse at staa paa en lille sandoe midt i det store, blaa hav. Jeg kunne ikke lade vaere med at smile.
Saa snorklede vi tilbage, hvor Lee og Kevin viste os en masse forskellige vanddyr som soeagurker (de er meget slimede og lidt ulaekre) og stingrays. De er kammufleret enormt godt, saa vi fik foerst oeje paa dem, da Lee dykkede ned med sin snorkel og provokerede den lidt. Vi saa ogsaa det flotteste og blaa soestjerner. Det er helt ubeskriveligt smukt.
Jeg mistede tid og sted og lgie pludselig blev vi kaldt tilbage til baaden og vi kravlede op og lagde os paa daekket og lod solen toerre vores kroppe.
Det levede op til alle forventninger om the Great Berrier Reef. Det er lige saa fantastisk og vildt som man forestiller sig.
lørdag den 27. februar 2010
En meget skoer dag med cousin Rohan
Vi er som sagt naaet til Cairns, hvor vi bor paa et meget populaert hostel, som ligger helt centralt i forhold til the shopping mall, lagoonen og samtlige spisesteder og forretninger og barer. Vi bor paa vaerelse med 3 canadiske piger, som virker alt for umodne til at tage afsted paa saadan en type rejse som man tager paa, naar man rejser saa langt vaek fra sit hjemland. De lavede ikke en skid i loebet af dagen. Jeg tror ikke de har set andet end the shopping mall, hvilket ikke er yderst spaendende, naar man som backpacker ikke har nogen penge og derfor ikke kan koebe noget som helst. Saa det tog os lige et par dage at vaenne os til disse pigers maade at vaere i Cairns paa og der gik lige to dage, hvor vi fik planlagt vores sidste uger af vores rejse og vores ophold i Cairns, for vi skulle i hvert fald ikke spilde vores liv og sove den halve dag.
Vi havde jo overgaaet os selv gang paa gang efterhaanden, og denne fredag skulle vi altsaa med Uncle Brian's ud paa en regnskovs + vandfalds-tur. Vi havde hoert meget godt om den og vi stod roevtidligt op og blev hentet af en meget energisk buschauffoer, cousin Rohan, som skulle koere os i Gus the wonderbus ud i regnskoven.
Naar man er i en regnskov er det jo meget passende, at det regner. Og det gjorde saa sandelig ogsaa! Det pissede ned, for at sige det paent, saa vores foerste stop paa ruten, som var en gaatur ind i regnskoven blev med paraplyer. Temperaturen aendrer sig jo ikke fordi det regner (det er jo ikke Danmark), saa det var kun vaadt, men efter at have bevaeget os rundt mellem den groenneste og flotteste skov jeg nogensinde har set, hvor alt aander og lever paa en helt anderledes maade end den danske Dyrehave, stoppede det med at regne og vi hoppede i den laekreste ferskvandssoe. Jeg kunne godt have hoppet i med toej paa, for jeg var saa vaad, men for en god ordens skyld tog jeg toejet af. Vandet var skide koldt og der var mega stroem, saa man skulle kaempe for at blive paa det samme sted i vandet og ikke drive med, men det var ret opfriskende og dejligt at vaagne op.
Derefter koerte vi videre, efter at vaere blevet fodret af med juice og smaakager, til en anden del af regnskoven, hvor vi muligvis ogsaa kunne bade, hvis ikke vandstanden var for hoej. Hver gang vi kom ud paa hovedvejen, Bruce Highway, sagde Gus the wonderbus "hi Bruce" = cousin Rohan dyttede i takt. Og hver gang vi passerede nogle lokale australiere/aboriginals dyttede cousin Rohan lystigt og vinkede med Elmo (bamse) og han fik hele bussen til at vinke med ogsaa. Det var meget muntert alt samme og jeg foelte virkelig jeg var tilbage i boernehave, hvor alt er sjov og ballade.
Saa kom vi frem til det flotteste og farligste vandfald. Det var delt op i tre dele, og naar man saa det nede fra virkede det ret farligt og samtidig var det utrolig flot. Vi kom ikke til at bade der for vandet var for hoejt og sikkerheden ville ikke vaere i orden og det er jeg aerlig talt glad for for det var virkelig et overvaeldende vandfald.
Derefter koerte vi hen til mr. Lunch, hvor vi fik serveret kylling og couscous. Det var simpelthen saa laerkkert og vi var blevet meget sultne! Man bliver virkelig sulten af at lege. Efter vi alle var blevet fodret endnu en gang, fortalte cousin Rohan om Gus' kaereste Volvina og Gus' love affair med Venessa. Det var meget sjovt og man kunne slet ikke lade vaere med at lytte til historien om bilerne og grine over det samtidig.
Derefter koerte vi til the Millaa Millaa, et omraade, hvor det mest fantastiske vandfald er. Det er 30 meter hoejt og vi kunne bade lige omkring det og bag det! Det var en helt vild oplevelse og det var helt fantastisk at svoemme ved siden af vandfaldet og maerke med hvilken kraft vandet falder med. Man doer jo, hvis man svoemmer hen lige under det! Det var ret sejt at sidde lige ved siden af det.
Efter at have proevet at blive toer (det lykkedes ikke) koerte vi hen til Volvinas hjemby, hvor vi lige pludselig saa paa en stor, svensk maelkebil. Saa bad cousin Rohan os om at gemme os i Gus'en og naar han havde talt til 3 skulle vi springe frem og forskraekke en lokal. Det gjorde vi saa og da vi kiggede ud af Gus' vinduer fik vi oeje paa en gammel dame (Grandmom), der stod og smilede og vinkede med toejdyr til os. Det var saa grineren og maerkvaerdigt og vi grinede virkelig meget!
Saa koerte vi videre ud for at fidne naebdyr, men det lykkedes os ikke at se nogle, men til gengaeld saa vi en vild cassowary og det var cousin Rohan helt oppe at koere over. Det er et strudselignende dyr, der er meget farligt, hvis man moeder den i det vilde og der gik den bare langs landevejen.
Det sidste stop paa den skoere dag var ved en kaempe stor soe, hvor vi kiggede paa de mest nuttede, smaa skildpadder. Paa dette tidspunkt var vi lidt traette, for det er som sagt haardt at lege saa meget. Men hjemturen tilbage til Cairns skulle selvfoelgelig ikke vaere uden sjov og ballade, saa cousin Rohan introducerede en masse dansemoves for os og saa dansede og skraalede vi ellers med paa YMCA, Grease og en masse andre pop-sange. Det var for fedt og skoert og vi var i utrolig godt humoer, da vi endelig naaede tilbage til vores hostel.
Vi havde jo overgaaet os selv gang paa gang efterhaanden, og denne fredag skulle vi altsaa med Uncle Brian's ud paa en regnskovs + vandfalds-tur. Vi havde hoert meget godt om den og vi stod roevtidligt op og blev hentet af en meget energisk buschauffoer, cousin Rohan, som skulle koere os i Gus the wonderbus ud i regnskoven.
Naar man er i en regnskov er det jo meget passende, at det regner. Og det gjorde saa sandelig ogsaa! Det pissede ned, for at sige det paent, saa vores foerste stop paa ruten, som var en gaatur ind i regnskoven blev med paraplyer. Temperaturen aendrer sig jo ikke fordi det regner (det er jo ikke Danmark), saa det var kun vaadt, men efter at have bevaeget os rundt mellem den groenneste og flotteste skov jeg nogensinde har set, hvor alt aander og lever paa en helt anderledes maade end den danske Dyrehave, stoppede det med at regne og vi hoppede i den laekreste ferskvandssoe. Jeg kunne godt have hoppet i med toej paa, for jeg var saa vaad, men for en god ordens skyld tog jeg toejet af. Vandet var skide koldt og der var mega stroem, saa man skulle kaempe for at blive paa det samme sted i vandet og ikke drive med, men det var ret opfriskende og dejligt at vaagne op.
Derefter koerte vi videre, efter at vaere blevet fodret af med juice og smaakager, til en anden del af regnskoven, hvor vi muligvis ogsaa kunne bade, hvis ikke vandstanden var for hoej. Hver gang vi kom ud paa hovedvejen, Bruce Highway, sagde Gus the wonderbus "hi Bruce" = cousin Rohan dyttede i takt. Og hver gang vi passerede nogle lokale australiere/aboriginals dyttede cousin Rohan lystigt og vinkede med Elmo (bamse) og han fik hele bussen til at vinke med ogsaa. Det var meget muntert alt samme og jeg foelte virkelig jeg var tilbage i boernehave, hvor alt er sjov og ballade.
Saa kom vi frem til det flotteste og farligste vandfald. Det var delt op i tre dele, og naar man saa det nede fra virkede det ret farligt og samtidig var det utrolig flot. Vi kom ikke til at bade der for vandet var for hoejt og sikkerheden ville ikke vaere i orden og det er jeg aerlig talt glad for for det var virkelig et overvaeldende vandfald.
Derefter koerte vi hen til mr. Lunch, hvor vi fik serveret kylling og couscous. Det var simpelthen saa laerkkert og vi var blevet meget sultne! Man bliver virkelig sulten af at lege. Efter vi alle var blevet fodret endnu en gang, fortalte cousin Rohan om Gus' kaereste Volvina og Gus' love affair med Venessa. Det var meget sjovt og man kunne slet ikke lade vaere med at lytte til historien om bilerne og grine over det samtidig.
Derefter koerte vi til the Millaa Millaa, et omraade, hvor det mest fantastiske vandfald er. Det er 30 meter hoejt og vi kunne bade lige omkring det og bag det! Det var en helt vild oplevelse og det var helt fantastisk at svoemme ved siden af vandfaldet og maerke med hvilken kraft vandet falder med. Man doer jo, hvis man svoemmer hen lige under det! Det var ret sejt at sidde lige ved siden af det.
Efter at have proevet at blive toer (det lykkedes ikke) koerte vi hen til Volvinas hjemby, hvor vi lige pludselig saa paa en stor, svensk maelkebil. Saa bad cousin Rohan os om at gemme os i Gus'en og naar han havde talt til 3 skulle vi springe frem og forskraekke en lokal. Det gjorde vi saa og da vi kiggede ud af Gus' vinduer fik vi oeje paa en gammel dame (Grandmom), der stod og smilede og vinkede med toejdyr til os. Det var saa grineren og maerkvaerdigt og vi grinede virkelig meget!
Saa koerte vi videre ud for at fidne naebdyr, men det lykkedes os ikke at se nogle, men til gengaeld saa vi en vild cassowary og det var cousin Rohan helt oppe at koere over. Det er et strudselignende dyr, der er meget farligt, hvis man moeder den i det vilde og der gik den bare langs landevejen.
Det sidste stop paa den skoere dag var ved en kaempe stor soe, hvor vi kiggede paa de mest nuttede, smaa skildpadder. Paa dette tidspunkt var vi lidt traette, for det er som sagt haardt at lege saa meget. Men hjemturen tilbage til Cairns skulle selvfoelgelig ikke vaere uden sjov og ballade, saa cousin Rohan introducerede en masse dansemoves for os og saa dansede og skraalede vi ellers med paa YMCA, Grease og en masse andre pop-sange. Det var for fedt og skoert og vi var i utrolig godt humoer, da vi endelig naaede tilbage til vores hostel.
At overbevise sig selv om, at man kan overleve et bungy jump
Det var lige, hvad jeg gjorde. Og jeg ved aerlig talt ikke, hvordan jeg gjorde det, for da jeg gik op af trapperne af det taarn, som ligger 30 minutter fra Cairns, som er bygget specielt til bungy jumping, fortroed jeg, at jeg havde besluttet mig for at kaste mig selv ud over kanten af det taarn. Stedet hvor taarnet stod var meget idyllisk og under taarnet var der en lille soe med et vandfald og jeg det kunne have vaeret det perfekte sted at drikke en drink og chille med gode venner i eftermiddagssolens skaer, men jeg kunne bare ikke rigtigt nyde noget af det paa den maade. Jeg var skraekslagen, intet mindre. Udsigten var fantastisk, man kunne se udover hele Cairns og regneskove og helt udover GBR, men jeg saa intet af denne helt slaaende udsigt, da jeg for hvert skridt bevaegede mig op mod de 50 meter over jorden.
Fremme paa toppen. Jeg kunne maerke taarene presse og kvalmen i min mave. Og jeg blev ved med at sige til de to sejeste gutter, at jeg var bange og jeg ikke ville hoppe. De gav mig en sele som jeg selv ifoerte mig (hvorfor, kan jeg stadig ikke forklare, for jeg ville virkelig ikke have den paa) og saa blev jeg placeret paa en baenk og mine ankler blev viklet ind i et haandklaede og en snor, som blev sat fast til elastikken som skulle baere hele min vaegt i det spring jeg nu skulle foretage mig. Saa blev jeg bedt om at trippe hen til kanten af taarnet, saa man ikke kan undgaa at se ned, ens eneste vej ned fra taarnet. Det vaerste var at stikke taernene ud over kanten. De to gutter blev ved med at sige, at jeg klarede det fint, at jeg nok skulle klare det. Ja, det taenker man jo ikke lige selv!
Og saa hoppede jeg. Spredte armene ud og jeg floej. Det foeltes virkelig som om jeg floej og jeg saa den flotte udsigt forsvinde lige saa hurtigt som et sekund og jeg saa maerkede jeg elastikken gribe mig og pludselig var mine arme fremadrettede og maerkede noget vaadt og jeg realiserede foerst at jeg blev dyppet i noget vand, da mit hovedet roerte den koelige masse. Og derefter kunne jeg hoere mig selv raabe af lettelse og nydelse. Og jeg hoppede op og ned i elastikken og var ikke bange mere. Men jeg forstod aerlig talt ikke rigtigt, hvad der var sket. Jeg tror stadig ikke jeg forstaar, at jeg gjorde det, men det var saa fedt!! Den var den fedeste fornemmelse at foele, at man flyver og det er paa en eller anden maade utrolig uvirkeligt.
Dumme som vi begge var, skulle vi selvfoelgelig op igen og hoppe og denne gang hoppede vi i et tandem-spring, hvor vi sidder taet sammen. Denn gang noed jeg udsigten fra toppen af det 50 meter hoeje taarn, og jeg var stadig bange, men denne gang vidste jeg, at jeg kunne klare det og det var en fantastisk fornemmelse at flyve sammen ned i vandet og haenge paa hovedet og raabe og grine sammen.
Vi blev enige om bagefter, at det andet hop var genialt, og at det foerste er komplet dumt. :)
Fremme paa toppen. Jeg kunne maerke taarene presse og kvalmen i min mave. Og jeg blev ved med at sige til de to sejeste gutter, at jeg var bange og jeg ikke ville hoppe. De gav mig en sele som jeg selv ifoerte mig (hvorfor, kan jeg stadig ikke forklare, for jeg ville virkelig ikke have den paa) og saa blev jeg placeret paa en baenk og mine ankler blev viklet ind i et haandklaede og en snor, som blev sat fast til elastikken som skulle baere hele min vaegt i det spring jeg nu skulle foretage mig. Saa blev jeg bedt om at trippe hen til kanten af taarnet, saa man ikke kan undgaa at se ned, ens eneste vej ned fra taarnet. Det vaerste var at stikke taernene ud over kanten. De to gutter blev ved med at sige, at jeg klarede det fint, at jeg nok skulle klare det. Ja, det taenker man jo ikke lige selv!
Og saa hoppede jeg. Spredte armene ud og jeg floej. Det foeltes virkelig som om jeg floej og jeg saa den flotte udsigt forsvinde lige saa hurtigt som et sekund og jeg saa maerkede jeg elastikken gribe mig og pludselig var mine arme fremadrettede og maerkede noget vaadt og jeg realiserede foerst at jeg blev dyppet i noget vand, da mit hovedet roerte den koelige masse. Og derefter kunne jeg hoere mig selv raabe af lettelse og nydelse. Og jeg hoppede op og ned i elastikken og var ikke bange mere. Men jeg forstod aerlig talt ikke rigtigt, hvad der var sket. Jeg tror stadig ikke jeg forstaar, at jeg gjorde det, men det var saa fedt!! Den var den fedeste fornemmelse at foele, at man flyver og det er paa en eller anden maade utrolig uvirkeligt.
Dumme som vi begge var, skulle vi selvfoelgelig op igen og hoppe og denne gang hoppede vi i et tandem-spring, hvor vi sidder taet sammen. Denn gang noed jeg udsigten fra toppen af det 50 meter hoeje taarn, og jeg var stadig bange, men denne gang vidste jeg, at jeg kunne klare det og det var en fantastisk fornemmelse at flyve sammen ned i vandet og haenge paa hovedet og raabe og grine sammen.
Vi blev enige om bagefter, at det andet hop var genialt, og at det foerste er komplet dumt. :)
søndag den 21. februar 2010
Springet
Efter at have overlevet det kedeligste Townsville, hvor det eneste spaendende vi saa var aegte aboriginals gaa omkring i gaderne, som groenlaenderne paa Noerreport Station satte vi kursen mod Mission Beach, hvor vi havde aftalt at skulle skydive. Og nu hvor jeg havde betalt for hele molevitten var der ingen vej tilbage og aftenen inden jeg skulle goere det dummeste/vildeste nogensinde kunne jeg selvfoeglelig ikke sove, fordi jeg koncentrerede mig meget om ikke at taenke paa, at jeg dagen efter skulle kaste mig ud fra et fly fra 14 000 fods hoejde.
Saa jeg stod op kl. 7 og spiste utrolig lidt morgenmad (af frygt for at kaste det hele op igen en time efter, naar jeg sad sammenbundet med en jumper. Det ville vaere lidt synd for ham, hvis han skulle have mit braek i hovedet.) Saa kom der en bus og hentede os og koerte os til hovedbasen for skydiving, hvor vi skulle udfydle diverse papirer med alt muligt jeg fuldstaendig glemte med det samme, fordi mine tanker som sagt var andet steds. Det var en meget energifuld, naesten alt for energifuld, pige der tog i mod papirer osv. og hun hujede og jublede over, at vi skulle op i et fly lige om lidt og jeg havde kvalmen siddende i halsen og kunne ikke lige finde den samme begejstring frem.
Saa blev vi praesenteret for vores jumpers (efter at have staaet paa en vaegt - man skal vejes inden - det var nok den haardeste oplevelse, for der kommer sandheden frem, men faktisk havde jeg ikke taget saa meget paa igen). Jeg skulle hoppe med Adam, en rigtig typisk aussie med halvlangt, lyst haar og solbriller, saa jeg saa aldrig hans oejne, og han ifoerte mig en sele og forklarede mig om "the Arch", den position man skal holde sig i, naar man springer ud af flyet. "Laen nakken tilbage, skyd hoften frem, hold fast i selen og naar jeg prikker dig paa skulderen spreder du armene ud" - piece of cake, naar man altsaa staar paa den trygge landjord, saa jeg svarede bare at jeg ville goere mit bedste!
Derefter kom han frem med et kamera (vi havde jo bestilt en dvd med, naar det endelig skulle vaere at man tog sig sammen og hoppede ud fra det fly) og saa skulle jeg paa bedste engelsk fortaelle om, hvad jeg skulle foretage mig om ikke saa laenge.
Saa satte vi os alle sammen (vi var 7 der skulle skydive og selvfoelgelig 7 jumpers + en kameramand) ind i en bus og koerte hen til flypladsen. I bussen havde jeg det nok vaerst.
Og saa skulle vi ellers stige ombord paa et meget lille fly, hvor vi skulle sidde 15 mennesker i 2 raekker baglaens i forhold til, hvilken vej flyet letter. Jeg er som sagt ret bange for at flyve, men det var lige som uden pointe at vaere bange naar flyet lettede eftersom den eneste maade jeg kom ud af det igen, var at hoppe ud. Saa jeg noed aerlig talt flyveturen op i den blaa himmel og skyerne. Adam var rigtig god til at faa mig til at foele mig godt tilpas og han forklarede endnu en gang om "the Arch" og jeg var faktisk ikke saa bange som jeg troede jeg ville vaere (jeg havde regnet med, at jeg ville graede, tisse i bukserne eller vaerre endnu).
Det var foerst da vi naaede 14 000 fod og doeren blev aabnet ud til himlen, at det gik op for mig, hvad fanden jeg skulle nu. Paa det tidspunkt var jeg fuldstaendig spaendt sammen med Adam, hvor han var paa ryggen af mig med faldskaermen.
Saa hoppede den foerste, saa den anden og den tredje og saa blev det min tur. Jeg skulle lade mine ben haenge ud ad doeren og ned under flyet og laene nakken tilbage og saa sprang vi og blev suget ud i himlen og skyerne. Det var helt vildt. Vi hvirvlede rundt med hovedet op og ned og der var skiftevis skyer og himmel og jordklode under os. Det var helt fantastisk! Og jeg skreg total lydloest, for der kom ingen lyd ud af munden paa mig, men jeg kunne maerke, at mit ansigt var et stort smil og skrig. Og efter det der foeltes som 10 sekunder, som i virkeligheden var 60 sekunder, foldede Adam faldskaermen ud og jeg kunne hoere min egen stemme igen. Tempoet var nu et helt andet og vi svaevede ud over havet og kunne se langs Mission Beach og Australiens Oestkyst og GBR. Det var en helt fantastisk fornemmelse og det var meget uvirkeligt og idyllisk paa en gang.
Da vi endelig landede paa stranden, hvor jeg fik sand over det hele, rystede jeg helt vildt og adrenalinen pumpede rundt i kroppen paa mig. Jeg havde med det samme lyst til at saette mig op i fly og proeve suset en gang til. Det var virkelig det vildeste jeg nogensinde har foretaget mig af den type oplevelser foer.
Saa jeg stod op kl. 7 og spiste utrolig lidt morgenmad (af frygt for at kaste det hele op igen en time efter, naar jeg sad sammenbundet med en jumper. Det ville vaere lidt synd for ham, hvis han skulle have mit braek i hovedet.) Saa kom der en bus og hentede os og koerte os til hovedbasen for skydiving, hvor vi skulle udfydle diverse papirer med alt muligt jeg fuldstaendig glemte med det samme, fordi mine tanker som sagt var andet steds. Det var en meget energifuld, naesten alt for energifuld, pige der tog i mod papirer osv. og hun hujede og jublede over, at vi skulle op i et fly lige om lidt og jeg havde kvalmen siddende i halsen og kunne ikke lige finde den samme begejstring frem.
Saa blev vi praesenteret for vores jumpers (efter at have staaet paa en vaegt - man skal vejes inden - det var nok den haardeste oplevelse, for der kommer sandheden frem, men faktisk havde jeg ikke taget saa meget paa igen). Jeg skulle hoppe med Adam, en rigtig typisk aussie med halvlangt, lyst haar og solbriller, saa jeg saa aldrig hans oejne, og han ifoerte mig en sele og forklarede mig om "the Arch", den position man skal holde sig i, naar man springer ud af flyet. "Laen nakken tilbage, skyd hoften frem, hold fast i selen og naar jeg prikker dig paa skulderen spreder du armene ud" - piece of cake, naar man altsaa staar paa den trygge landjord, saa jeg svarede bare at jeg ville goere mit bedste!
Derefter kom han frem med et kamera (vi havde jo bestilt en dvd med, naar det endelig skulle vaere at man tog sig sammen og hoppede ud fra det fly) og saa skulle jeg paa bedste engelsk fortaelle om, hvad jeg skulle foretage mig om ikke saa laenge.
Saa satte vi os alle sammen (vi var 7 der skulle skydive og selvfoelgelig 7 jumpers + en kameramand) ind i en bus og koerte hen til flypladsen. I bussen havde jeg det nok vaerst.
Og saa skulle vi ellers stige ombord paa et meget lille fly, hvor vi skulle sidde 15 mennesker i 2 raekker baglaens i forhold til, hvilken vej flyet letter. Jeg er som sagt ret bange for at flyve, men det var lige som uden pointe at vaere bange naar flyet lettede eftersom den eneste maade jeg kom ud af det igen, var at hoppe ud. Saa jeg noed aerlig talt flyveturen op i den blaa himmel og skyerne. Adam var rigtig god til at faa mig til at foele mig godt tilpas og han forklarede endnu en gang om "the Arch" og jeg var faktisk ikke saa bange som jeg troede jeg ville vaere (jeg havde regnet med, at jeg ville graede, tisse i bukserne eller vaerre endnu).
Det var foerst da vi naaede 14 000 fod og doeren blev aabnet ud til himlen, at det gik op for mig, hvad fanden jeg skulle nu. Paa det tidspunkt var jeg fuldstaendig spaendt sammen med Adam, hvor han var paa ryggen af mig med faldskaermen.
Saa hoppede den foerste, saa den anden og den tredje og saa blev det min tur. Jeg skulle lade mine ben haenge ud ad doeren og ned under flyet og laene nakken tilbage og saa sprang vi og blev suget ud i himlen og skyerne. Det var helt vildt. Vi hvirvlede rundt med hovedet op og ned og der var skiftevis skyer og himmel og jordklode under os. Det var helt fantastisk! Og jeg skreg total lydloest, for der kom ingen lyd ud af munden paa mig, men jeg kunne maerke, at mit ansigt var et stort smil og skrig. Og efter det der foeltes som 10 sekunder, som i virkeligheden var 60 sekunder, foldede Adam faldskaermen ud og jeg kunne hoere min egen stemme igen. Tempoet var nu et helt andet og vi svaevede ud over havet og kunne se langs Mission Beach og Australiens Oestkyst og GBR. Det var en helt fantastisk fornemmelse og det var meget uvirkeligt og idyllisk paa en gang.
Da vi endelig landede paa stranden, hvor jeg fik sand over det hele, rystede jeg helt vildt og adrenalinen pumpede rundt i kroppen paa mig. Jeg havde med det samme lyst til at saette mig op i fly og proeve suset en gang til. Det var virkelig det vildeste jeg nogensinde har foretaget mig af den type oplevelser foer.
torsdag den 18. februar 2010
The Whitsunday's and the Great Berrier Reef
Endelig! Endelig naaede vi til Airlie Beach, som er destinationen, hvor man tager med baad ud paa GBR og til oerne the Whitsunday's. Forventningerne var fantastisk hoeje og det er jo altid farligt, men jeg havde virkelig kun hoert positivt om denne tur, saa det var ikke uden grund, at jeg forestillede mig det blaa hav og de roede koraller som man ser paa billederne. Og det startede helt paa toppen (bortset fra at vi skulle gaa ret langt med alle vores pakkenillikker i form af haandklaede, goon og oel (badetoejet havde vi paa) hen til baaden. Jeg tror aldrig jeg har svedt saa meget foer!
Vi startede med at faa udleveret en stinger suit, for der er stingers i havet, og man maa simpelthen ikke bade, hvis man ikke har saadan en paa. Efter at have faaet udleveret denne dejlige dragt gik vi ned til the Broomstick, der skulle vaere vores hjem de naeste 2-3 dage. Foerste blik af baaden viser, at der kan vaere 5-10 mennesker ombord, men vi skulle altsaa vaere 25! Jeg var en smule skeptisk, da vi steg ombord, for daekket saa virkelig ikke saerlig stort ud, men da jeg stak hoevedet ned i kahytten blev jeg mere positiv, for baaden var utrolig effektivt indrettet med haenge-koejesenge, hvor hevr seng var ens private sfaere. Men vi skulle jo kun opholde os nedenunder i kahytten naar vi skulle sove - resten af tiden sad vi oppe paa daekket og slikkede sol og noed den vidunderlige brise der blaeste, naar sejlene blev hejst og det gik derudad.
Afsted kom vi og crewet paa baaden bestod af 60-aarige Neil (kaptajn, vis stemme man kunne hoere konstant 24-7), Rene (ung fyr med meget staerk tysk accent) og Hayden (kiwi med moustache). De var supercool og satte en god stemning. Igen var vi de yngste - faktisk var gennemsnitsalderen nok omkring 23 (uden Neil var inkluderet!), og det skulle vi lige vende os til. Men vi sejlede altsaa ud mod de 74 oer, der ligger i GBR, hvor the Whitsunday Island er den mest beroemte. Efter at have sejlet i et par timer lagde vi anker ud foran denne flotte oe og jeg hoppede i min stinger suit og hoppede i vandet. Jeg har aldrig proevet at bade fra en baad foer og der er noget helt specielt og lidt farligt ved at man paa ingen maade kan se eller roere bunden og med tanken om, at der ogsaa kunne vaere hajer og stingers var det ekstra farligt. Men vandet var saa laekkert og nedkoelende, for vi havde siddet i solens straaler paa daekket og bagt de sidste 2 timer og en dukket i det fantastiske hav var lige sagen!
Saa begyndte solen at gaa ned og crewet havde lavet laekker mad (!) til os. Det var ret overraskende eftersom vi er vant til at den mad der deltager i disse arrangementer er det samme som at spise pap med salt paa, saa vi var serioest i himlen og da det viste sig at crewet ogsaa tog opvasken, var det lige som at vaere paa hotel! Det var for fedt. Efter maden og den gode stemning over dette sad vi alle og maerkede solens sidste straaler og saa den forsvinde bag et hav af skyer, der begyndte at daekke himlen paa en faretruende maade. Vejret havde vaeret fantastisk hele dagen, men nu begyndte det altsaa at dryppe fra skyerne og crewet smaekkede en paraply udover daekket, saa vi alle sammen sad under denne og hoerte regndraaberne falde ned. Julie og jeg faldt i snak med en super fantastisk, britisk pige, Amanda og vi sad vist og snakkede hele aftenen indtil klokken blev halv elleve. Der var vi for traette til at holde os vaagne laengere og vi skulle op klokken 6 naeste morgen (!), saa vi hoppede ned i kahytten, som var alt for varm og klam, hvilket var lige gyldigt eftersom traetheden havde overmandet en. Havluft goer virkelig en meget udmattet.
Naeste morgen blev vi vaekket af ankeret der blev hejset op og det var virkelig en stoejende lyd og vi naermest sprang ud af sengen total svedige og forvirrede over at vaere paa en baad. Morgenmaden var selvfoelgelig klar og det var helt vildt fantastisk at spise sine cornflakes med udsigt udover det flotteste, blaa hav, hvor solen spejlede sine straaler og blaendede en paa en naermest skyfri himmel. Det var meget idyllisk ind til jeg (typisk mig) laegger mit kamera, mine cornflakes og en flaske vand paa daekket. Og naar man er paa en baad gynger det altsaa, hvilket jeg ikke havde taenkt over, saa lige da ejg havde stilt flasken og cornflaksne fra mig, glider hele molevitten ned paa gulvet og flasken falder selvfoelgelig i havet (kameraet havde jeg vaeret klog nok til at laegge et sikkert sted). Jeg foelte mig saa dum og kunne alligevel ikke lade vaere med at grine.
Efter at have spist resterne af mine cornflakse (jeg spildte jo kun halvdelen af det) satte vi sejl og fortsatte med kurs mod det beroemte White Haven - en helt fantastisk strand, som vi skulle bade paa i 3 timer. Vi lagde anker efter en times sejlads og blev ekskluderet ned i en mindre baad, der sejlede os hen til the Whitsunday Island, hvor vi gik op til et look out point og havde den vildeste udsigt udover White Haven og GBR. Det var endnu en gang slaaende og helt ubeskriveligt. Solen skinnede og lyste det flotte vand op og jeg kunne se lige ned paa det hvideste sand som vi skulle stikke vores taeer i om ikke saerligt laenge. Det var fortryllende og meget uvirkeligt at se oerne og det flotte vand. For foden af look out pointet kunne vi desvaerre ogsaa se nogle rokke-lignende fisk kaldet stingrays. De er skide farlige, fordi de gemmer deres hale i sandet i vandet, hvor man ikke kan se selve kroppen af dem og de er altsaa dyr der draeber en, saa dem skal man holde sig langt fra.
Saa det gjorde vi selvfoeglelig, da vi gik til selve stranden og ifoerte os stinger suits og kastede os ud i det rolige og idylliske hav. Det var for vildt! Og det var meget svaert at forstaa, hvordan havet kan vaere saa farligt, naar det var saa roligt og flot som det var denne fantastiske morgen.
Klokken 11 puttede vi vores laekre kroppen tilbage i den lille baad og sejlede tilbage til the Broomstick og spiste frokost og satte kurs mod stedet hvor vi skulle snorkle. Jeg var ret spaendt paa dette eftersom jeg havde proevet at snorkle i New Zealand og derefter lidt vidste hvad det drejede sig om. Endnu en gang hoppede vi i stinger suits (man ser faktisk ret godt ud - billededokumentation foelger) og ifoerte os dykkermaske og hoppede ud i GBR og stak hovedet ned i det rare vand. Man blev moedt at diverse fisk i alle stoerrelser og farver og nedenunder mig og fiskene laa de beroemte koraller og var lige saa fortryllende som paa billederne. De var i alle farver: Blaa, roede, groenne, brune. Og vi maatte selvfoelgelig ikke roere ved dem eftersom de er lang tid om at reparere sig selv og faktisk er ved at uddoe, saa jeg panikkede lidt, da min storetaa kom til at snitte nogle af dem. De foeltes meget ru og ikke saa rare som de ser ud. Nogle gange lignede det, at de aandede, for der var nogle der havde haar paa og det bevaegede sig paa en helt bestemt maade i vandet.
Taet paa oen som vi snorklede ved kunne man roere bunden, men svoemmede man 10 meter laengere ud kunne man fra det ene oejeblik til det andet overhovedet ikke faa oeje paa nogle koraller, for det blev alt for dybt. Det var ret skraemmende og fascinerende paa en gang at kunne se de flotte koraller paa den ene side og se det bundloese dyb paa den anden side.
Lige pludselig siger Amanda, at hun ser en haj og det var nok signalet for at vi kom op tilbage paa baaden, selvom jeg nu gerne ville have set den ogsaa. Den var kun lille og paa ingen maade farlig, men det var alligevel lidt skraemmende at vide, at den var der. Saa vi kom tilbage op paa det sikre daek og spiste kage inden vi sejlede videre og fandt et godt sted og lagde anker. Desvaerre foelte jeg mig en smule soesyg. Jeg havde det meget maerkeligt i kroppen og imens vi sejlede skulle vi altsaa opholde os paa the high side, for baaden sejler altsaa skaevt. Og kigger man ned i kahytten ser det hele helt absurd maerkeligt ud, for baaden er virkelig skaev til den ene side og det gjorde mig komplet maerkelig i hovedet at kigge ned i den skaeve kahyt. Heldigvis var det ikke vaerre end det var og det oedelagde paa ingen maade den fantastiske oplevelse det er at leve paa en baad og opleve det fantastiske hav.
Efter aftensmaden blev der mere gang i festen eftersom vi satte Julies iPod paa, men jeg var stadig for traet og maettet med oplevelser jeg skulle fordoeje, saa jeg endte med at gaa i seng kl. elleve endnu en gang.
Dagen efter satte vi kursen mod Airlie Beach og vi sad og stegte for sidste gang paa baadens daek og noed de sidste timer paa GBR. Det var fantastisk.
Vi startede med at faa udleveret en stinger suit, for der er stingers i havet, og man maa simpelthen ikke bade, hvis man ikke har saadan en paa. Efter at have faaet udleveret denne dejlige dragt gik vi ned til the Broomstick, der skulle vaere vores hjem de naeste 2-3 dage. Foerste blik af baaden viser, at der kan vaere 5-10 mennesker ombord, men vi skulle altsaa vaere 25! Jeg var en smule skeptisk, da vi steg ombord, for daekket saa virkelig ikke saerlig stort ud, men da jeg stak hoevedet ned i kahytten blev jeg mere positiv, for baaden var utrolig effektivt indrettet med haenge-koejesenge, hvor hevr seng var ens private sfaere. Men vi skulle jo kun opholde os nedenunder i kahytten naar vi skulle sove - resten af tiden sad vi oppe paa daekket og slikkede sol og noed den vidunderlige brise der blaeste, naar sejlene blev hejst og det gik derudad.
Afsted kom vi og crewet paa baaden bestod af 60-aarige Neil (kaptajn, vis stemme man kunne hoere konstant 24-7), Rene (ung fyr med meget staerk tysk accent) og Hayden (kiwi med moustache). De var supercool og satte en god stemning. Igen var vi de yngste - faktisk var gennemsnitsalderen nok omkring 23 (uden Neil var inkluderet!), og det skulle vi lige vende os til. Men vi sejlede altsaa ud mod de 74 oer, der ligger i GBR, hvor the Whitsunday Island er den mest beroemte. Efter at have sejlet i et par timer lagde vi anker ud foran denne flotte oe og jeg hoppede i min stinger suit og hoppede i vandet. Jeg har aldrig proevet at bade fra en baad foer og der er noget helt specielt og lidt farligt ved at man paa ingen maade kan se eller roere bunden og med tanken om, at der ogsaa kunne vaere hajer og stingers var det ekstra farligt. Men vandet var saa laekkert og nedkoelende, for vi havde siddet i solens straaler paa daekket og bagt de sidste 2 timer og en dukket i det fantastiske hav var lige sagen!
Saa begyndte solen at gaa ned og crewet havde lavet laekker mad (!) til os. Det var ret overraskende eftersom vi er vant til at den mad der deltager i disse arrangementer er det samme som at spise pap med salt paa, saa vi var serioest i himlen og da det viste sig at crewet ogsaa tog opvasken, var det lige som at vaere paa hotel! Det var for fedt. Efter maden og den gode stemning over dette sad vi alle og maerkede solens sidste straaler og saa den forsvinde bag et hav af skyer, der begyndte at daekke himlen paa en faretruende maade. Vejret havde vaeret fantastisk hele dagen, men nu begyndte det altsaa at dryppe fra skyerne og crewet smaekkede en paraply udover daekket, saa vi alle sammen sad under denne og hoerte regndraaberne falde ned. Julie og jeg faldt i snak med en super fantastisk, britisk pige, Amanda og vi sad vist og snakkede hele aftenen indtil klokken blev halv elleve. Der var vi for traette til at holde os vaagne laengere og vi skulle op klokken 6 naeste morgen (!), saa vi hoppede ned i kahytten, som var alt for varm og klam, hvilket var lige gyldigt eftersom traetheden havde overmandet en. Havluft goer virkelig en meget udmattet.
Naeste morgen blev vi vaekket af ankeret der blev hejset op og det var virkelig en stoejende lyd og vi naermest sprang ud af sengen total svedige og forvirrede over at vaere paa en baad. Morgenmaden var selvfoelgelig klar og det var helt vildt fantastisk at spise sine cornflakes med udsigt udover det flotteste, blaa hav, hvor solen spejlede sine straaler og blaendede en paa en naermest skyfri himmel. Det var meget idyllisk ind til jeg (typisk mig) laegger mit kamera, mine cornflakes og en flaske vand paa daekket. Og naar man er paa en baad gynger det altsaa, hvilket jeg ikke havde taenkt over, saa lige da ejg havde stilt flasken og cornflaksne fra mig, glider hele molevitten ned paa gulvet og flasken falder selvfoelgelig i havet (kameraet havde jeg vaeret klog nok til at laegge et sikkert sted). Jeg foelte mig saa dum og kunne alligevel ikke lade vaere med at grine.
Efter at have spist resterne af mine cornflakse (jeg spildte jo kun halvdelen af det) satte vi sejl og fortsatte med kurs mod det beroemte White Haven - en helt fantastisk strand, som vi skulle bade paa i 3 timer. Vi lagde anker efter en times sejlads og blev ekskluderet ned i en mindre baad, der sejlede os hen til the Whitsunday Island, hvor vi gik op til et look out point og havde den vildeste udsigt udover White Haven og GBR. Det var endnu en gang slaaende og helt ubeskriveligt. Solen skinnede og lyste det flotte vand op og jeg kunne se lige ned paa det hvideste sand som vi skulle stikke vores taeer i om ikke saerligt laenge. Det var fortryllende og meget uvirkeligt at se oerne og det flotte vand. For foden af look out pointet kunne vi desvaerre ogsaa se nogle rokke-lignende fisk kaldet stingrays. De er skide farlige, fordi de gemmer deres hale i sandet i vandet, hvor man ikke kan se selve kroppen af dem og de er altsaa dyr der draeber en, saa dem skal man holde sig langt fra.
Saa det gjorde vi selvfoeglelig, da vi gik til selve stranden og ifoerte os stinger suits og kastede os ud i det rolige og idylliske hav. Det var for vildt! Og det var meget svaert at forstaa, hvordan havet kan vaere saa farligt, naar det var saa roligt og flot som det var denne fantastiske morgen.
Klokken 11 puttede vi vores laekre kroppen tilbage i den lille baad og sejlede tilbage til the Broomstick og spiste frokost og satte kurs mod stedet hvor vi skulle snorkle. Jeg var ret spaendt paa dette eftersom jeg havde proevet at snorkle i New Zealand og derefter lidt vidste hvad det drejede sig om. Endnu en gang hoppede vi i stinger suits (man ser faktisk ret godt ud - billededokumentation foelger) og ifoerte os dykkermaske og hoppede ud i GBR og stak hovedet ned i det rare vand. Man blev moedt at diverse fisk i alle stoerrelser og farver og nedenunder mig og fiskene laa de beroemte koraller og var lige saa fortryllende som paa billederne. De var i alle farver: Blaa, roede, groenne, brune. Og vi maatte selvfoelgelig ikke roere ved dem eftersom de er lang tid om at reparere sig selv og faktisk er ved at uddoe, saa jeg panikkede lidt, da min storetaa kom til at snitte nogle af dem. De foeltes meget ru og ikke saa rare som de ser ud. Nogle gange lignede det, at de aandede, for der var nogle der havde haar paa og det bevaegede sig paa en helt bestemt maade i vandet.
Taet paa oen som vi snorklede ved kunne man roere bunden, men svoemmede man 10 meter laengere ud kunne man fra det ene oejeblik til det andet overhovedet ikke faa oeje paa nogle koraller, for det blev alt for dybt. Det var ret skraemmende og fascinerende paa en gang at kunne se de flotte koraller paa den ene side og se det bundloese dyb paa den anden side.
Lige pludselig siger Amanda, at hun ser en haj og det var nok signalet for at vi kom op tilbage paa baaden, selvom jeg nu gerne ville have set den ogsaa. Den var kun lille og paa ingen maade farlig, men det var alligevel lidt skraemmende at vide, at den var der. Saa vi kom tilbage op paa det sikre daek og spiste kage inden vi sejlede videre og fandt et godt sted og lagde anker. Desvaerre foelte jeg mig en smule soesyg. Jeg havde det meget maerkeligt i kroppen og imens vi sejlede skulle vi altsaa opholde os paa the high side, for baaden sejler altsaa skaevt. Og kigger man ned i kahytten ser det hele helt absurd maerkeligt ud, for baaden er virkelig skaev til den ene side og det gjorde mig komplet maerkelig i hovedet at kigge ned i den skaeve kahyt. Heldigvis var det ikke vaerre end det var og det oedelagde paa ingen maade den fantastiske oplevelse det er at leve paa en baad og opleve det fantastiske hav.
Efter aftensmaden blev der mere gang i festen eftersom vi satte Julies iPod paa, men jeg var stadig for traet og maettet med oplevelser jeg skulle fordoeje, saa jeg endte med at gaa i seng kl. elleve endnu en gang.
Dagen efter satte vi kursen mod Airlie Beach og vi sad og stegte for sidste gang paa baadens daek og noed de sidste timer paa GBR. Det var fantastisk.
søndag den 14. februar 2010
Livet som cowboy!
Endelig forlod vi det kedelige Agnes Water og hoppede paa en bus, hvor vi skulle koere til the Cattle Station Kroombit. Buschauffoeren hed Disco og var en utrolig munter og positiv dude og jeg blev virkelig i godt humoer bare af at blive budt velkommen paa bussen (som man efterhaanden er blevet 1000 gange). Vi var en 20 stykker i bussen og vi skulle foelges ad helt til Airlie Beach efter Kroombit. Men foerst skulle vi altsaa ud paa en farm og leve livet som cowboy (meget turistet, men jeg var meget ivrig). Det laa virkelig langt ude paa landet den farm. Og det var egentlig ret fedt at komme lidt ind i landet og se noget anderledes Australien end de laekre strande. Det var en farm (med tilhoerende swimmingpool), hvor der var et faelles spiseomraade, en bar og nogle afsidesliggende barakker, hvor vi skulle sove. Man bliver charget for penge alle steder og det gjorde vi selvfoelgelig ogsaa her for frokost (vi havde lavet madpakke og jeg foelte mig helt godt til mode ved at de ikke fik ramt paa mig, ha!) Derefter kom der en gammel, garvet ringer (cowboy paa australsk) og holdt en lang praediken om, at han synes vi alle skulle finde stemningen frem ved at koebe en hat og et bandana. Jeg blev total pisset af og naegtede simpelthen at bruge penge paa det. Det var mere en princip-sag end en oekonomi-sag og jeg kan altsaa sagtens vaere cowboy uden at rende rundt og svede i et bandana og en hat jeg ikke en gang maa beholde. Han var ikke glad, da jeg paent afslog hans "tilbud", men jeg kunne aerlig talt ikke lide manden eftersom han virkede mandschauvanistisk og behandlede vores penge godt og ikke vores selskab.
Men efter at jeg havde faaet raset lidt over en gammel, sur mand, hyggede jeg mig fint paa farmen i mens backpackerne med penge red paa hesteryg og koerte paa track bikes. Vi hang ud ved poolen og snakkede med en super soed svensker, Sarah. Eftersom min ryg er begyndt at skalle en smule holder jeg mig i skyggen hele tiden, for jeg skal ud med baad om et par dages tid og jeg vil nu gerne kunne ligge bare en smule i bikini og holde min flotte kuloer. :)
Efter et par timers afslapning tog vi alle 20 stykker ud til en mark og en indhegning med geder. Vi fik lov til at oeve os i at kaste med lasso inden vi skulle fange de levende geder! Vi skulle vaere 3 paa hvert hold og vores team "the go-goats" var et rent pige-team, hvor jeg skulle kaste lassoen og fange en udvalgte ged inden 1 minut, Sarah skulle tage fat i benene paa geder og kaste den ned paa jorden og Julie skulle tage en metalpind og give geden et maerke paa bagdelen.
Det var vildt skaegt og jeg rendte bogstavelig talt rundt i gedelort! Jeg kunne desvaerre ikke fange geden inden det ene minut var gaaet (det er vaesentligt svaerere end man tror!) saa jeg var noedt til at jage den rundt i manegen og tage den ved hornene og slaebe den hen til de andre toeser. Det har jeg godt nok aldrig gjort foer! Og jeg blev ikke stanget eller noget farligt. Det var vildt skaegt og mine foedder var smurt ind i lort bagefter!
Efter alle havde faaet deres tur tog vi tilbage til farmen og spiste middag. Rigtigt koed og kartoffelmos! Derefter laerte vi hvordan man smelder en pisk korrekt (jeg ramte selvfoeglelig ogsaa min egen skulder) og derefter var det tid til at angribe den mekaniske bull! Aah. Jeg vidste bare, at jeg ville lave et eller andet dumt og foerste forhindring er bare at komme op paa bull'en. Men pludselig sad jeg der og the comwgirl talte ned fra 3 og startede monstrummet. Man maa kun holde fast med den svageste haand og den anden skal op i vejret saa man kan holde balancen og saa skal man bare laene sig godt tilbage og klemme til med laarbasserne. Jeg overlevede i 2-3 sekunder inden jeg laa og rodede rundt i de omkrinliggende hynder. Jeg skulle ogsaa lige op anden gang, men det gik meget daarligere og jeg faldt lige paa boetten ned endnu en gang (videodokumentation foelger). Jeg var ret irriteret over ikke at kunne taemme en mekanisk bull, naar jeg nu havde fanget en levende ged, men det var nu meget sjovt at ha' proevet at sidde og foele hvor svaert det er at blive paa ryggen af saadan et "dyr".
Saa var det altsaa sengetid for vores vedkommende, for vi skulle op kl. 6 den foelgende morgen for at koere til Airlie Beach. Det vil nok blive den laengste koeretur paa hele Oestkysten og vi ville foerst vaere fremme kl. 18. Men Disco havde forberedt the Bus Olympics, hvor vi skulle lave forskellige lege gennem den lange dag. En af disciplinerne var bl.a. at vi skulle skrive vores navn i en cirkel paa forruden og man ville faa 1 point pr. insekt der splattede ud i ens cirkel! Der var ogsaa mere stilfaerdige discipliner som sten-saks-papir og at svare nogle spoergsmaal som Disco lavede, men den vildste disciplin var, at vi skulle klatre over alle saederne paa tid! Saa vi flyttede os alle over i den ene side af bussen og saa startede raeset ellers, hvor vi en ad gangen skulle klatre over saederne i den ene side af bussen. Det var ret fjollet og skaegt.
Kl. 14 stoppede vi for at spise frokost og spille et spil der minder om Boule. Det er kun for pentionister og Disco fortalte, at det er den sportsgren, hvor der doer flest (grundet alderen paa deltagerne og ikke fordi det er er farligt spil). Det var sjovt foerste gang man trillede kuglen henad jorden, men derefter var det utrolig kedeligt. Saa vi tog videre mod Airlie Beach og ankom kl. 17.30.
Da det jo var Valentines Days aftalte vi at moedes alle sammen og spise middag paa the Morocco's, hvor der var en live guitarist. Her introducerede Julie og jeg endnu en gang en af vores drikkelege og i modsaetning til de andre backpackers vi har moedt, var de faktisk ret gode til at fange pointen foerste gang (der var heller ikke saa mange nordmaend og svenskere.) :)
Airlie Beach minder utrolig meget om Byron Bay. Det er en by, der ligger lige ud til stranden, men her er udsigten meget flottere. Man kan se lige ud til nogle af de oer vi skal sejle ud til og vandet er bare saa smukt. Desvaerre er der ikke saa store muligheder for at bade paa stranden her og laengere oppe ad kysten, for der er for mange stingers (farlige vandmaend). Der er dog lavet en lille indhegning, hvor man godt kan komme til at bade, men det er jo ikke det samme som at pjaske rundt i de store boelger i Byron Bay. Men stemningen i byen er god og the Whitsunday's venter lige om hjoernet. :)
Men efter at jeg havde faaet raset lidt over en gammel, sur mand, hyggede jeg mig fint paa farmen i mens backpackerne med penge red paa hesteryg og koerte paa track bikes. Vi hang ud ved poolen og snakkede med en super soed svensker, Sarah. Eftersom min ryg er begyndt at skalle en smule holder jeg mig i skyggen hele tiden, for jeg skal ud med baad om et par dages tid og jeg vil nu gerne kunne ligge bare en smule i bikini og holde min flotte kuloer. :)
Efter et par timers afslapning tog vi alle 20 stykker ud til en mark og en indhegning med geder. Vi fik lov til at oeve os i at kaste med lasso inden vi skulle fange de levende geder! Vi skulle vaere 3 paa hvert hold og vores team "the go-goats" var et rent pige-team, hvor jeg skulle kaste lassoen og fange en udvalgte ged inden 1 minut, Sarah skulle tage fat i benene paa geder og kaste den ned paa jorden og Julie skulle tage en metalpind og give geden et maerke paa bagdelen.
Det var vildt skaegt og jeg rendte bogstavelig talt rundt i gedelort! Jeg kunne desvaerre ikke fange geden inden det ene minut var gaaet (det er vaesentligt svaerere end man tror!) saa jeg var noedt til at jage den rundt i manegen og tage den ved hornene og slaebe den hen til de andre toeser. Det har jeg godt nok aldrig gjort foer! Og jeg blev ikke stanget eller noget farligt. Det var vildt skaegt og mine foedder var smurt ind i lort bagefter!
Efter alle havde faaet deres tur tog vi tilbage til farmen og spiste middag. Rigtigt koed og kartoffelmos! Derefter laerte vi hvordan man smelder en pisk korrekt (jeg ramte selvfoeglelig ogsaa min egen skulder) og derefter var det tid til at angribe den mekaniske bull! Aah. Jeg vidste bare, at jeg ville lave et eller andet dumt og foerste forhindring er bare at komme op paa bull'en. Men pludselig sad jeg der og the comwgirl talte ned fra 3 og startede monstrummet. Man maa kun holde fast med den svageste haand og den anden skal op i vejret saa man kan holde balancen og saa skal man bare laene sig godt tilbage og klemme til med laarbasserne. Jeg overlevede i 2-3 sekunder inden jeg laa og rodede rundt i de omkrinliggende hynder. Jeg skulle ogsaa lige op anden gang, men det gik meget daarligere og jeg faldt lige paa boetten ned endnu en gang (videodokumentation foelger). Jeg var ret irriteret over ikke at kunne taemme en mekanisk bull, naar jeg nu havde fanget en levende ged, men det var nu meget sjovt at ha' proevet at sidde og foele hvor svaert det er at blive paa ryggen af saadan et "dyr".
Saa var det altsaa sengetid for vores vedkommende, for vi skulle op kl. 6 den foelgende morgen for at koere til Airlie Beach. Det vil nok blive den laengste koeretur paa hele Oestkysten og vi ville foerst vaere fremme kl. 18. Men Disco havde forberedt the Bus Olympics, hvor vi skulle lave forskellige lege gennem den lange dag. En af disciplinerne var bl.a. at vi skulle skrive vores navn i en cirkel paa forruden og man ville faa 1 point pr. insekt der splattede ud i ens cirkel! Der var ogsaa mere stilfaerdige discipliner som sten-saks-papir og at svare nogle spoergsmaal som Disco lavede, men den vildste disciplin var, at vi skulle klatre over alle saederne paa tid! Saa vi flyttede os alle over i den ene side af bussen og saa startede raeset ellers, hvor vi en ad gangen skulle klatre over saederne i den ene side af bussen. Det var ret fjollet og skaegt.
Kl. 14 stoppede vi for at spise frokost og spille et spil der minder om Boule. Det er kun for pentionister og Disco fortalte, at det er den sportsgren, hvor der doer flest (grundet alderen paa deltagerne og ikke fordi det er er farligt spil). Det var sjovt foerste gang man trillede kuglen henad jorden, men derefter var det utrolig kedeligt. Saa vi tog videre mod Airlie Beach og ankom kl. 17.30.
Da det jo var Valentines Days aftalte vi at moedes alle sammen og spise middag paa the Morocco's, hvor der var en live guitarist. Her introducerede Julie og jeg endnu en gang en af vores drikkelege og i modsaetning til de andre backpackers vi har moedt, var de faktisk ret gode til at fange pointen foerste gang (der var heller ikke saa mange nordmaend og svenskere.) :)
Airlie Beach minder utrolig meget om Byron Bay. Det er en by, der ligger lige ud til stranden, men her er udsigten meget flottere. Man kan se lige ud til nogle af de oer vi skal sejle ud til og vandet er bare saa smukt. Desvaerre er der ikke saa store muligheder for at bade paa stranden her og laengere oppe ad kysten, for der er for mange stingers (farlige vandmaend). Der er dog lavet en lille indhegning, hvor man godt kan komme til at bade, men det er jo ikke det samme som at pjaske rundt i de store boelger i Byron Bay. Men stemningen i byen er god og the Whitsunday's venter lige om hjoernet. :)
torsdag den 11. februar 2010
1770
Jeg var glad for, at ville skulle videre vaek fra Rainbow (grundet det pinlige stunt og den kedelige by), saa vi tog en lang koeretur og tog hele vejen til 1770, som er det foerste sted, hvor Kaptajn James Cook gik i land i Australien. Selve 1770 er et lille sted, med 1 bar og nogle huse rundt omkring, men vi bor i byen Agnes Water, som ligger 15 minutter fra 1770 (lille by med en arkade af butikker og 3-4 hostels og en surfing-shop, uden signal til telefonen). Det er utrolig hyggeligt, men kedeligt. Der sker ikke saa meget, saa vi maatte jo selv finde paa sjov og ballade. Busselskabet (som blev vores ven igen eftersom vores buschauffoer Guido var supercool) havde arrangeret en tur, hvor vi skulle drikke champagne og se paa solnedgangen. Vi havde lige haft den mest fantastiske oplevelse i Rainbow, men solnedgange kan man jo aldrig faa for mange af og champagne er laekkert (det var dog cider, men mere kan man ikke forvente), saa vi koerte ud til et look out point og saa paa udsigten udover the Pacific Ocean. Det var igen fuldkommen fantastisk at staa og blive betaget af boelgeskvulpene, der angriber de store sten og det blaa hav, der fanger ens blik og fortryller en.
Solnedgangen saa vi dog ikke meget til grundet mange skyer, saa vi drak bare champagnen og hyggede os med resten af gruppen af de 18 mennesker vi var. Derefter fyrede Guido op for en gril og lavede borritos til os alle. Det var saa laekkert og vi blev saa maette! Og vi hyggede os saadan med de soedste mennesker, som vi havde vaeret paa Fraser Island med.
Saa nu koger vi endnu en gang rundt i arkaden og eftersom min bikini blev stjaalet i Noosa (garanteret stive svenskere eller hollaendere), havde jeg endelig en god grund til at koebe mig en ny! Og jeg fik endda rabat paa, fordi der var en lille loes snor. Det er det andet hoejdepunkt i Agnes Water!
Solnedgangen saa vi dog ikke meget til grundet mange skyer, saa vi drak bare champagnen og hyggede os med resten af gruppen af de 18 mennesker vi var. Derefter fyrede Guido op for en gril og lavede borritos til os alle. Det var saa laekkert og vi blev saa maette! Og vi hyggede os saadan med de soedste mennesker, som vi havde vaeret paa Fraser Island med.
Saa nu koger vi endnu en gang rundt i arkaden og eftersom min bikini blev stjaalet i Noosa (garanteret stive svenskere eller hollaendere), havde jeg endelig en god grund til at koebe mig en ny! Og jeg fik endda rabat paa, fordi der var en lille loes snor. Det er det andet hoejdepunkt i Agnes Water!
Rainbow Beach
Efter tilbagevendelsen fra det vidunderlige Fraser Island boede vi i Rainbow Beach et par dage, fordi vores busselskab klokkede i det og bookede os paa en bus der allerede var koert den paagaeldende dag (jeg var virkelig gal. Jeg tror, jeg skraemte receptionisten en smule, men jeg var altsaa pissed, fordi vi var staaet op kl. foer 7 og havde pakekt hele baduljen sammen). Der er virkelie intet at foretage sig i Rainbow, saa vi kogte rundt i en hel dag og spiste apple pie og brokkede os, men der kommer altid et hoejdepunkt og det gjorde der selvfoelgelig ogsaa her! Vi tog paa Sunset Walk op til the Carlo Sandblow (en sandbakke, der rykker sig utrolig hurtigt og som har daekket meget af den skov vi gik igennem). Det var en fantastisk udsigt udover Rainbow Beach, hvor der rent faktisk var en regnbue og solens sidste straaler gjorde skyerne og himlen lyseroed-lilla. Det var for vildt og helt gratis!
Guide havde medbragt boomeranger og body boards (et lille surf board) og vi skulle jo klart proeve at kaste og staa paa diverse legeredskaber. Jeg skulle selvfoegelig ogsaa proeve at staa paa body boardet (jeg goer det aldrig mere!), og det startede helt fint 1/3 oppe ad bakken, hvor jeg besluttede mig for at stille mig op paa det. Jeg formaaede at komme op, staa paa det i 2 meter, for derefter at falde af og rulle hele vejen ned ad sandbakken, hvor min kjole gled op og mine blege balder oplyste hele trilleturen. Jeg blev saa roed i hovedet og havde sand over det hele, da jeg fik samlet mig selv op fra sandbakken og Julie grinede saa meget at hun tissede i bukserne! :)
Guide havde medbragt boomeranger og body boards (et lille surf board) og vi skulle jo klart proeve at kaste og staa paa diverse legeredskaber. Jeg skulle selvfoegelig ogsaa proeve at staa paa body boardet (jeg goer det aldrig mere!), og det startede helt fint 1/3 oppe ad bakken, hvor jeg besluttede mig for at stille mig op paa det. Jeg formaaede at komme op, staa paa det i 2 meter, for derefter at falde af og rulle hele vejen ned ad sandbakken, hvor min kjole gled op og mine blege balder oplyste hele trilleturen. Jeg blev saa roed i hovedet og havde sand over det hele, da jeg fik samlet mig selv op fra sandbakken og Julie grinede saa meget at hun tissede i bukserne! :)
tirsdag den 9. februar 2010
Verdens stoerste sandoe!
Endelig kom vi til det tidspunkt paa vores rejse, hvor vi skulle opleve verdens stoerste sandoe Fraser Island! Jeg havde glaedet mig saa idiotisk meget og aerlig talt vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle foretage mig ude paa den oen, i hvert fald noget med at bumle rundt i 4WD, men igen tog vi bare afsted til Rainbow Beach, hvor turen startede fra.
Selvfoegelig skulle vi op kl. 6 om morgenen (jeg blir aldrig vant til det) for at lave en masse papirarbejde og kedelige ting. Det var komplet spild af tid eftersom det tog os 10 minutter at skrive under paa at der ikke er nogen, der tager ansvar for noget hvis man koerer gennem saltvand med vilje eller koerer ind i klipper og sten, saa vi sad og gloede i en time ind til vi blev moedt af endnu en Luke Skywalker der praesenterede os for vores transportmiddel de naeste 3 dage: En stor, hvid truck, med bagage paa taget . Det var for fedt!
Saa fiksede vi mad og drikkevarer og pakkede 4WD og koerte hen til et vaerksted, hvor vi fik kort udleveret. Mekanikerne gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt, men tage vare paa os selv og passe paa bilerne. (De var i forvejen mere eller mindre smadrede, men det var hans kaereste eje!)
Vi var 2 biler, der skulle foelges ad, hvor vi sad 9 i hver bil. I min bil var der 4 svenskere, en belgier og 2 tyskere. Det var stadig tidligt om morgenen, saa vi hang alle mere eller mindre og efter en praesentationsrunde kom vi til en lille baad, der skulle sejle os over til Fraser Island. Selve sejlturen tog 5-10 minutter, saa det var ikke noget at snakke om, men vi sad alle og haabede paa at se en haj, for vi havde hoert, at vi ikke maatte bade i havet grundet hajer og gobler. Men der var ingen hajer at faa oeje paa, og vi koerte i land paa stranden, hvor Chris aka. Granddad (fordi han var den aeldste i min gruppe, 25 aar gammel) satte bilen i 4WD og gav den gas og begyndte at koere langs stranden i sandet. Det var saa maerkeligt at koere paa stranden som om det var en motorvej. Det var fuldstaendig de samme faerdselsregler der gjaldt som paa almindelig motorvej dog med en hastighedsbegraensning paa 80 km/t. Efter at ha' koert lidt og Granddad blev vant til sandet og alle bumpene opstod der selvfoelgelig lidt konkurrence mellem os og den anden bil, men det var meget uskyldigt eftersom det er noget anderledes at koere i sand.
Det foerste sted vi stoppede var ved Lake Wabby, hvor vi parkerede bilen og fandt de store madbokse frem for at spise frokost. Det var noget af en skuffelse. Vi skulle lave wraps, hvilket var glimrende, men maengden af mad var virkelig minimal. Specielt naar drenge indtager dobbelt saa meget som piger, og pigerne ikke en gang foeler der er nok, er situationen rimelig kritisk. Men vi spiste det der nu var og derefter gik vi i en halv time for at finde soeen. Selvom det var overskyet, foeltes det som at gaa i en regnskov! Luftfugtigheden var virkelig stor og alle 18 unge mennesker svedte helt vildt. Endelig naede vi frem til en sandbunke, hvor soeen laa nede for enden. Det var saa smukt og idyllisk og vi traengte alle til en dukkert, saa vi kastede alle vores ting paa sandbakken og sprang i vandet. Det var saa dejligt og koeligt og vi svoemmede rundt blandt store fisk og smaa fisk som nappede os i foedderne. Det mindede mig utrolig meget om Sverige. :)
Der blev vi i 5 timer, fordi vi ikke maatte koere i tidevandstidsrummet som laa mellem kl. 13 og 17. Saa efter at vaere blevet angrebet af fluer saa store som jeg aldrig har set foer vendte vi tilbage til bilerne og koerte rundt paa stranden for at finde vores camping spot. Nu hvor vi ogsaa havde tilbragt dagen sammen var det lidt lettere at faa samtalerne til at glide og stemningen var helt i top. Saa da vi endelig fandt campingpladsen (uden toilet og bad), satte vi teltene op og lavede burgere paa det medbragte blus. Det endte med at blive vellykket og alle blev forholdsvis maette, saa humoeret var ekstra hoejt.
Saa blev det goon-tid og vi sad i en meget social rundkreds og laerte hinandens navne og legede forskellige (drikke)lege. Det var fantastisk hyggeligt og ret morsomt. Lige indtil vi opdagede dingoerne, der vandrede rundt i vores lejr. Dingoer (blanding af hund og ulv) er ikke farlige saa laenge man ikke fodre dem eller klapper dem, men det var ret spooky at de listede rundt midt i vores lejr i moerket. Men vi holdt sammen og med ldit goon i blodet fik man lidt mere mod.
Efter at ha' vaeret paa maaneskinstur ned til havet og stranden gik vi alle i seng (seng og seng - vi gik i sovepose uden liggeunderlag, goer aldrig dette!)
Naeste morgen vaagnede vi alle kl. 6 fordi det var alt for varmt i teltene. Vi pakkede lejeren sammen, sagde farvel til dingoerne der stadig listede rundt og hoppede op i den efterhaanden meget sandede bil. Derefter koerte vi ad the inland track in midt paa Fraser Island til Lake McKenzie, den mest vidunderlige soe nogensinde. Den var turkis blaa i de foerste 5-7 meter og derefter skiftede farven til en meget dyb moerke blaa. Det var helt fantastisk!
Efter at have tilbragt nogle timer der og maerke hvor farlig solen egentlig er (paa et tidspunkt braendte den saa kraftigt, at jeg var noedt til at tage alt mit toej paa af frygt for at min hud ville breande op) satte vi os tilbage i bilen og bumlede videre ad inland tracket til the Central Station, som var vores camping spot (denne gang med bad OG toilet!) Jeg ved ikke om det er skaebnen, men hver gang Julie og jeg camperer hernede begynder det at regne, saa det gjorde det selvfoeglelig ogsaa nu. Saa da vi kom frem til camping spottet blev vi alle siddende i bil og ventede paa at det holdt op, hvilket det ikke gjorde, hvor vi derefter sprang ud af bilen og gik i gang med at kreare et daekke af pressenninger og grene fra traerne. Det gik ret daarligt, saa vi endte med at sidde 18 mennesker under en pressenning sat over 3 telte. Det var faktisk rigtig hyggeligt til sidst og det holdt ogsaa op med at regne henad aftenen. Og goonen skulle selvfoeglelig frem igen!
Naesten morgen blev vi alle vaekket af den frygteligste lyd nogensinde. Det er meget uforklarligt, men det som om 1000 fugle skreg i kor med varierende volumen. Det var ulideligt! Samtidig havde arrangoererne af turen bestemt for os, at vi skulle lave pandekager til morgenmad (helt aerligt - vi staar midt i en skov, hvad regner de med?!) og det gik helt galt eftersom vi ikke vidste hvor meget vaeske, der skulle i pulverblandingen og vi endte derfor med at spise halvmuggent broed med loeg og syltetoej, for det var hvad der var tilbage af maden.
Men humoeret kom hurtigt op igen efter at have bumlet paa inland tracket og ud ved strandens kyst igen, hvor vi koerte op til the Pinnaclesm, som er nogle virkelig flotte sten der ligger lige ud til havet. Vejret var blevet meget bedre og de roede sten saa meget flotte og overvaeldende ud og naar man vendte sig om, saa man ud over det vilde og utaemmede hav, hvor boelgerner skvulpede mod oen i uregelmaessig takt. Det var et helt andet hav end hvad vi ellers havde oplevet i Australien og det virkede meget farligere og samtidig var det utroligt fascinerende.
Efter the Pinnacles koerte vi til the Mahone Wreck som er et skib gik paa grund i 1935. Vi kendte ikke saa meget til historien bag det, men det var nu flot alligevel.
Det sidste stop paa denne lille rundtur paa Fraser Island var Eli Creek, som var en meget idylliske ferskvandsaa, der loeb lige ud i havet. Det var en stor kontrast til det ellers saa farligere hav og vandet var ufatteligt koeligt og laekkert efter en svedig biltur langs stranden. Aaen var akkurat saa lav, at vi kunne gaa nede i selve aaen og det hele var paa en eller anden maade meget uvirkeligt.
Desvaerre var dette det den sidste oplevelse paa Fraser Island og efter at have koert paa den vaerste vej nogensinde, hvor det bumlede saa meget at bilnoeglerne faldt ud (bilen blev dog ved med at koere!) kom vi tilbage til faergen og sejlede tilbage til fastlandet.
Det var virkelig en oplevelsesrig tur. Jeg tror virkelig der er en foedt campist gemt i mig og selv Julie klarede det selvom hun ikke er naer saa meget campist som mig. :)
Selvfoegelig skulle vi op kl. 6 om morgenen (jeg blir aldrig vant til det) for at lave en masse papirarbejde og kedelige ting. Det var komplet spild af tid eftersom det tog os 10 minutter at skrive under paa at der ikke er nogen, der tager ansvar for noget hvis man koerer gennem saltvand med vilje eller koerer ind i klipper og sten, saa vi sad og gloede i en time ind til vi blev moedt af endnu en Luke Skywalker der praesenterede os for vores transportmiddel de naeste 3 dage: En stor, hvid truck, med bagage paa taget . Det var for fedt!
Saa fiksede vi mad og drikkevarer og pakkede 4WD og koerte hen til et vaerksted, hvor vi fik kort udleveret. Mekanikerne gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt, men tage vare paa os selv og passe paa bilerne. (De var i forvejen mere eller mindre smadrede, men det var hans kaereste eje!)
Vi var 2 biler, der skulle foelges ad, hvor vi sad 9 i hver bil. I min bil var der 4 svenskere, en belgier og 2 tyskere. Det var stadig tidligt om morgenen, saa vi hang alle mere eller mindre og efter en praesentationsrunde kom vi til en lille baad, der skulle sejle os over til Fraser Island. Selve sejlturen tog 5-10 minutter, saa det var ikke noget at snakke om, men vi sad alle og haabede paa at se en haj, for vi havde hoert, at vi ikke maatte bade i havet grundet hajer og gobler. Men der var ingen hajer at faa oeje paa, og vi koerte i land paa stranden, hvor Chris aka. Granddad (fordi han var den aeldste i min gruppe, 25 aar gammel) satte bilen i 4WD og gav den gas og begyndte at koere langs stranden i sandet. Det var saa maerkeligt at koere paa stranden som om det var en motorvej. Det var fuldstaendig de samme faerdselsregler der gjaldt som paa almindelig motorvej dog med en hastighedsbegraensning paa 80 km/t. Efter at ha' koert lidt og Granddad blev vant til sandet og alle bumpene opstod der selvfoelgelig lidt konkurrence mellem os og den anden bil, men det var meget uskyldigt eftersom det er noget anderledes at koere i sand.
Det foerste sted vi stoppede var ved Lake Wabby, hvor vi parkerede bilen og fandt de store madbokse frem for at spise frokost. Det var noget af en skuffelse. Vi skulle lave wraps, hvilket var glimrende, men maengden af mad var virkelig minimal. Specielt naar drenge indtager dobbelt saa meget som piger, og pigerne ikke en gang foeler der er nok, er situationen rimelig kritisk. Men vi spiste det der nu var og derefter gik vi i en halv time for at finde soeen. Selvom det var overskyet, foeltes det som at gaa i en regnskov! Luftfugtigheden var virkelig stor og alle 18 unge mennesker svedte helt vildt. Endelig naede vi frem til en sandbunke, hvor soeen laa nede for enden. Det var saa smukt og idyllisk og vi traengte alle til en dukkert, saa vi kastede alle vores ting paa sandbakken og sprang i vandet. Det var saa dejligt og koeligt og vi svoemmede rundt blandt store fisk og smaa fisk som nappede os i foedderne. Det mindede mig utrolig meget om Sverige. :)
Der blev vi i 5 timer, fordi vi ikke maatte koere i tidevandstidsrummet som laa mellem kl. 13 og 17. Saa efter at vaere blevet angrebet af fluer saa store som jeg aldrig har set foer vendte vi tilbage til bilerne og koerte rundt paa stranden for at finde vores camping spot. Nu hvor vi ogsaa havde tilbragt dagen sammen var det lidt lettere at faa samtalerne til at glide og stemningen var helt i top. Saa da vi endelig fandt campingpladsen (uden toilet og bad), satte vi teltene op og lavede burgere paa det medbragte blus. Det endte med at blive vellykket og alle blev forholdsvis maette, saa humoeret var ekstra hoejt.
Saa blev det goon-tid og vi sad i en meget social rundkreds og laerte hinandens navne og legede forskellige (drikke)lege. Det var fantastisk hyggeligt og ret morsomt. Lige indtil vi opdagede dingoerne, der vandrede rundt i vores lejr. Dingoer (blanding af hund og ulv) er ikke farlige saa laenge man ikke fodre dem eller klapper dem, men det var ret spooky at de listede rundt midt i vores lejr i moerket. Men vi holdt sammen og med ldit goon i blodet fik man lidt mere mod.
Efter at ha' vaeret paa maaneskinstur ned til havet og stranden gik vi alle i seng (seng og seng - vi gik i sovepose uden liggeunderlag, goer aldrig dette!)
Naeste morgen vaagnede vi alle kl. 6 fordi det var alt for varmt i teltene. Vi pakkede lejeren sammen, sagde farvel til dingoerne der stadig listede rundt og hoppede op i den efterhaanden meget sandede bil. Derefter koerte vi ad the inland track in midt paa Fraser Island til Lake McKenzie, den mest vidunderlige soe nogensinde. Den var turkis blaa i de foerste 5-7 meter og derefter skiftede farven til en meget dyb moerke blaa. Det var helt fantastisk!
Efter at have tilbragt nogle timer der og maerke hvor farlig solen egentlig er (paa et tidspunkt braendte den saa kraftigt, at jeg var noedt til at tage alt mit toej paa af frygt for at min hud ville breande op) satte vi os tilbage i bilen og bumlede videre ad inland tracket til the Central Station, som var vores camping spot (denne gang med bad OG toilet!) Jeg ved ikke om det er skaebnen, men hver gang Julie og jeg camperer hernede begynder det at regne, saa det gjorde det selvfoeglelig ogsaa nu. Saa da vi kom frem til camping spottet blev vi alle siddende i bil og ventede paa at det holdt op, hvilket det ikke gjorde, hvor vi derefter sprang ud af bilen og gik i gang med at kreare et daekke af pressenninger og grene fra traerne. Det gik ret daarligt, saa vi endte med at sidde 18 mennesker under en pressenning sat over 3 telte. Det var faktisk rigtig hyggeligt til sidst og det holdt ogsaa op med at regne henad aftenen. Og goonen skulle selvfoeglelig frem igen!
Naesten morgen blev vi alle vaekket af den frygteligste lyd nogensinde. Det er meget uforklarligt, men det som om 1000 fugle skreg i kor med varierende volumen. Det var ulideligt! Samtidig havde arrangoererne af turen bestemt for os, at vi skulle lave pandekager til morgenmad (helt aerligt - vi staar midt i en skov, hvad regner de med?!) og det gik helt galt eftersom vi ikke vidste hvor meget vaeske, der skulle i pulverblandingen og vi endte derfor med at spise halvmuggent broed med loeg og syltetoej, for det var hvad der var tilbage af maden.
Men humoeret kom hurtigt op igen efter at have bumlet paa inland tracket og ud ved strandens kyst igen, hvor vi koerte op til the Pinnaclesm, som er nogle virkelig flotte sten der ligger lige ud til havet. Vejret var blevet meget bedre og de roede sten saa meget flotte og overvaeldende ud og naar man vendte sig om, saa man ud over det vilde og utaemmede hav, hvor boelgerner skvulpede mod oen i uregelmaessig takt. Det var et helt andet hav end hvad vi ellers havde oplevet i Australien og det virkede meget farligere og samtidig var det utroligt fascinerende.
Efter the Pinnacles koerte vi til the Mahone Wreck som er et skib gik paa grund i 1935. Vi kendte ikke saa meget til historien bag det, men det var nu flot alligevel.
Det sidste stop paa denne lille rundtur paa Fraser Island var Eli Creek, som var en meget idylliske ferskvandsaa, der loeb lige ud i havet. Det var en stor kontrast til det ellers saa farligere hav og vandet var ufatteligt koeligt og laekkert efter en svedig biltur langs stranden. Aaen var akkurat saa lav, at vi kunne gaa nede i selve aaen og det hele var paa en eller anden maade meget uvirkeligt.
Desvaerre var dette det den sidste oplevelse paa Fraser Island og efter at have koert paa den vaerste vej nogensinde, hvor det bumlede saa meget at bilnoeglerne faldt ud (bilen blev dog ved med at koere!) kom vi tilbage til faergen og sejlede tilbage til fastlandet.
Det var virkelig en oplevelsesrig tur. Jeg tror virkelig der er en foedt campist gemt i mig og selv Julie klarede det selvom hun ikke er naer saa meget campist som mig. :)
torsdag den 4. februar 2010
The lovely Noosa
Saa rejste vi videre til endnu en surfer-by: Noosa. Da vi ankom regnede det og jeg var faktisk lidt skeptisk, for vi havde faaet at vide, at vejret ville vaere regnfuldt fra denne destination og op til Cairns, som er den sidste by paa vores rejse, og nu hvor det allerede regnede, virkede det ikke lovende for vedligeholdelse af min ellers forholdsvis solbraendte krop. Vi blev sat af ved en bus-holdeplads, og heldige som man gerne maa vaere nogle gange, hoppede vi ind i en minibus, der kunne koere os til Koala (backpacker-sted vi havde hoert skulle vaere meget godt).
Og det var det fedeste sted nogensinde! Det er super-chill med swimmingpool og utrolig afslappet stemning. Vi startede med at booke to naetter, men da vi fandt ud af, at vores roommates bestod af 3 nuttede nordmaend gik vi tilbage og bookede yderligere 2 naetter.
(Vi fandt dog senere ud af, at nordmaendene var forholdsvis kedelige og bare ville spille poker hele tiden, men de er nu meget soede alligevel.)
Saa nu havde vi 5 dage i Noosa, hvor vi absolut bare skulle ligge paa stranden og nyde livet. Det er en by, der lidt gerne vil vaere Byron Bay, men den er ikke naer saa chill og strand-minded. Og der er ingen fare for at vi bruger udnoedige penge paa shopping, for alt er simpelthen for dyrt. Der ligger fancy butikker over det hele og det er som om det ikke rigtigt passer til mentaliteten om surfer-by, hvor det helst skal vaere bikini-shops og surfboard-shops og ikke maerkevare-foretninger over det hele.
Heldigvis blev vejret bedre (vi gav os selv skylden for dette :)), saa paa anden dagen tog vi ned paa stranden og fik den vaerste solskoldning. Oev. Jeg kan bare ikke vaere paa ferie uden at ligne ne stegt hummer eller krebs, og denne gang gik det haardt udover min bagdel og min venstre arm. Saa tredje dagen gik med at ligge ved poolen, for jeg skulle ikke nyde noget af at faa braendt min hoejre side ogsaa.
Vi havde lidt haabet paa at leje surfboards, men da vi saa alle de prof surfer-dudes i vandet mistede vi lidt modet, for selvom jeg synes jeg er mega-nice paa et surfboard laver jeg stadig diverse interessante maveplaskere og det ville jeg ikke reklamere med foran samtlige badegaester paa stranden, saa der var ingen surfing til os i Noosa.
Til gengaeld har vi haft nogle gevaldig gode fester med en million hollaendere. Der er ikke andet end hollaendere paa vores hostel. Jeg har faaet at vide, at jeg har den bedste hollandske accent, der er bare det problem, at jeg ikke ved, hvad jeg siger.
Aerligt talt er jeg lidt traet af samtaler, hvor man ikke forstaar et kvaek af noget som helst. For de ellers meget laekre og sjove hollaendere har en tendens til at slaa over i deres eget sprog, selvom man staar lige ved siden af dem og ellers var fint med i en samtale. Saa jeg kaemper virkelig haardt for at faa dem til at tale engelsk og jeg vandt en smule til sidst, efter at ha' raabt: "English!" ind i hovedet paa dem hver gang de begyndte paa: "Niuken in the kiuken" eller hvad det nu hedder.
Nu har vi en enkelt dag tilbage og den skal tilbringes paa stranden eftersom det er 2 dage siden vi var der sidst. Poolen har vi daset ved i tide og utide, saa nu skal vi ned og savle over surfer-dudes i en sandbunke igen.
Og det var det fedeste sted nogensinde! Det er super-chill med swimmingpool og utrolig afslappet stemning. Vi startede med at booke to naetter, men da vi fandt ud af, at vores roommates bestod af 3 nuttede nordmaend gik vi tilbage og bookede yderligere 2 naetter.
(Vi fandt dog senere ud af, at nordmaendene var forholdsvis kedelige og bare ville spille poker hele tiden, men de er nu meget soede alligevel.)
Saa nu havde vi 5 dage i Noosa, hvor vi absolut bare skulle ligge paa stranden og nyde livet. Det er en by, der lidt gerne vil vaere Byron Bay, men den er ikke naer saa chill og strand-minded. Og der er ingen fare for at vi bruger udnoedige penge paa shopping, for alt er simpelthen for dyrt. Der ligger fancy butikker over det hele og det er som om det ikke rigtigt passer til mentaliteten om surfer-by, hvor det helst skal vaere bikini-shops og surfboard-shops og ikke maerkevare-foretninger over det hele.
Heldigvis blev vejret bedre (vi gav os selv skylden for dette :)), saa paa anden dagen tog vi ned paa stranden og fik den vaerste solskoldning. Oev. Jeg kan bare ikke vaere paa ferie uden at ligne ne stegt hummer eller krebs, og denne gang gik det haardt udover min bagdel og min venstre arm. Saa tredje dagen gik med at ligge ved poolen, for jeg skulle ikke nyde noget af at faa braendt min hoejre side ogsaa.
Vi havde lidt haabet paa at leje surfboards, men da vi saa alle de prof surfer-dudes i vandet mistede vi lidt modet, for selvom jeg synes jeg er mega-nice paa et surfboard laver jeg stadig diverse interessante maveplaskere og det ville jeg ikke reklamere med foran samtlige badegaester paa stranden, saa der var ingen surfing til os i Noosa.
Til gengaeld har vi haft nogle gevaldig gode fester med en million hollaendere. Der er ikke andet end hollaendere paa vores hostel. Jeg har faaet at vide, at jeg har den bedste hollandske accent, der er bare det problem, at jeg ikke ved, hvad jeg siger.
Aerligt talt er jeg lidt traet af samtaler, hvor man ikke forstaar et kvaek af noget som helst. For de ellers meget laekre og sjove hollaendere har en tendens til at slaa over i deres eget sprog, selvom man staar lige ved siden af dem og ellers var fint med i en samtale. Saa jeg kaemper virkelig haardt for at faa dem til at tale engelsk og jeg vandt en smule til sidst, efter at ha' raabt: "English!" ind i hovedet paa dem hver gang de begyndte paa: "Niuken in the kiuken" eller hvad det nu hedder.
Nu har vi en enkelt dag tilbage og den skal tilbringes paa stranden eftersom det er 2 dage siden vi var der sidst. Poolen har vi daset ved i tide og utide, saa nu skal vi ned og savle over surfer-dudes i en sandbunke igen.
mandag den 1. februar 2010
Tilbage til storbyen
Saa gik turen videre til Brisbane. Nu var det tid til lidt storbyliv igen efter al den strand og sol og sand. Vi havde paa forhaand valgt at ville bo paa Base, fordi vi havde haft god erfaring med det i Sydney, men vi blev utrolig skuffede da vi havde ventet i 2 timer og endelig fik vores vaerelse og gik ned og saa koekkenet. Jeg synes ikke jeg har set saa klamt et koekken foer! Jeg mistede fuldstaendig lysten til at lave mad, for der var intet rent service eller nogle rene gryder og der laa madrester paa alle bordene. Og da der ogsaa lugtede af opkast paa alle gangene paa stedet vedtog vi, at dette var et lortested. Men der var ikke noget at goere ved det - man maa faa det bedste ud af det og er man i godt selskab er det naesten ligegyldigt, hvor man er henne. Hvis saa bare vores room mates havde vaeret nogen der ville tale til os, havde det hele vaeret lidt lettere. Men de var ikke videre snakkesalige og da jeg jo snakker i et vaek om alt og intet blev hele min livsglaede suget ud af mig, naar de ikke en gang gad at sige 'hej'. Den ene pige havde hele tiden en fyr liggende i sengen, den anden pige saa vi naermeste ikke og den tredje pige vaagnede kl. halv elleve, spurgte hvad klokken var og lagde sig til at sove igen. Det var virkelig et anstrengende selskab!
Heldigvis kom de to norske pige, Ina og Marta og vi hang en smule ud med dem og gik ud og spiste mad eftersom koekkenet ikke var noget vaerd.
Brisbane er en storby som en hver anden storby, men naar man har vaeret i Sydney er der ikke saa meget der kan imponere en. Vejret var heller ikke meget at raabe hurra for, for det var faktisk graat det meste af tiden, hvilket resulterede i, at vi gik i biffen og saa 'Nine'. Vi anede ikke hvad vi gik ind til, men det var faktisk en meget god film og vi startede med at vaere de eneste i biffen! Det var en ret speciel fornemmelse at sidde i salen som de eneste. Det blev saa lidt oedelagt, da der kom en anden pige ind og satte sig nogle raekker foran os, men det var stadig lidt saert at vaere saa faa mennesker i saa kaempe en sal.
Vi skulle selvfoegelige ogsaa cruise rundt i the Valley, som er partyomraadet i Brisbane, der bestaar af et lyskryds, hvor der laa omkring 10 barer. Vi havde dog ikke de store succes-oplevelser der heller. Enten var det selskab vi var i for gamle eller for unge. Vi startede med at gaa ind paa en bar, der saa lidt fesen ud. Det var helt vildt. Der var springvand og en kaempe trappe som i en Askepot-film, hvor hun er blevet prinsesse, og der var rosenkranse rundt paa vaeggene og alle var klaedt virkelig fint. Selvom vi ogsaa havde forberedt os paa fest og havde dresset os op, var vi bare ikke fine nok. Det var her jeg skulle ha' min aarsbalskjole paa! Saa vi gik videre til baren ved siden af, hvir vi nu var tilbage til 16 aars-fester. Der var grimme tyskere med maerkeligt haar og piger klaedt i hullet toej (hvor har de den ide fra, at det er paent?!), saa det sted forlod vi hurtigt og blev enige om at tage hjem.
De naeste par dage gik med at gaa paa hovedstroeget og ikke bruge penge! Det var ret svaert eftersom priserne paa toej var utroligt lave, og jeg har serioest brugt alt for mange penge paa meget kort tid (men jeg elsker lidt mig selv, for jeg er skide god til at retfaerdiggoere mit pengeforbrug, og jeg tror ogsaa det redder Julie lidt, eftersom hun er en mega shopaholic!). Saa efter at ha' haft endnu en daarlig oplevelse i byen, hvor to meget fulde fyre blev ved med at koebe oel til os og vi udtaenkte maader at slippe vaek paa, forlod vi Brisbane med bussen videre til Noosa.
Heldigvis kom de to norske pige, Ina og Marta og vi hang en smule ud med dem og gik ud og spiste mad eftersom koekkenet ikke var noget vaerd.
Brisbane er en storby som en hver anden storby, men naar man har vaeret i Sydney er der ikke saa meget der kan imponere en. Vejret var heller ikke meget at raabe hurra for, for det var faktisk graat det meste af tiden, hvilket resulterede i, at vi gik i biffen og saa 'Nine'. Vi anede ikke hvad vi gik ind til, men det var faktisk en meget god film og vi startede med at vaere de eneste i biffen! Det var en ret speciel fornemmelse at sidde i salen som de eneste. Det blev saa lidt oedelagt, da der kom en anden pige ind og satte sig nogle raekker foran os, men det var stadig lidt saert at vaere saa faa mennesker i saa kaempe en sal.
Vi skulle selvfoegelige ogsaa cruise rundt i the Valley, som er partyomraadet i Brisbane, der bestaar af et lyskryds, hvor der laa omkring 10 barer. Vi havde dog ikke de store succes-oplevelser der heller. Enten var det selskab vi var i for gamle eller for unge. Vi startede med at gaa ind paa en bar, der saa lidt fesen ud. Det var helt vildt. Der var springvand og en kaempe trappe som i en Askepot-film, hvor hun er blevet prinsesse, og der var rosenkranse rundt paa vaeggene og alle var klaedt virkelig fint. Selvom vi ogsaa havde forberedt os paa fest og havde dresset os op, var vi bare ikke fine nok. Det var her jeg skulle ha' min aarsbalskjole paa! Saa vi gik videre til baren ved siden af, hvir vi nu var tilbage til 16 aars-fester. Der var grimme tyskere med maerkeligt haar og piger klaedt i hullet toej (hvor har de den ide fra, at det er paent?!), saa det sted forlod vi hurtigt og blev enige om at tage hjem.
De naeste par dage gik med at gaa paa hovedstroeget og ikke bruge penge! Det var ret svaert eftersom priserne paa toej var utroligt lave, og jeg har serioest brugt alt for mange penge paa meget kort tid (men jeg elsker lidt mig selv, for jeg er skide god til at retfaerdiggoere mit pengeforbrug, og jeg tror ogsaa det redder Julie lidt, eftersom hun er en mega shopaholic!). Saa efter at ha' haft endnu en daarlig oplevelse i byen, hvor to meget fulde fyre blev ved med at koebe oel til os og vi udtaenkte maader at slippe vaek paa, forlod vi Brisbane med bussen videre til Noosa.
Surfers Paradise?
Efter en hel fantastisk oplevelse i Byron Bay hoppede vi paa bussen og fortsatte videre nord paa til Surfers Paradise. Vi havde hoert lidt om, at Surfers P ikke er paradis, men vi ville gerne selv opleve byen og danne vores egen mening. Det startede aldeles daarligt eftersom receptionisten behandlede os elendigt, saa vi endte med kun at ville sove paa Islander Backpacker Resort en nat. Det var maaske lidt en skam, for stedet var ret fedt og vi boede kun 4 mennesker paa vaerelset og havde eget toilet og bad! Det er jo luksus.
Trods den ubehoevlede receptionist var Surfers P egentlig okay. Naar man lige kommer fra Byron's strande kan intet leve op til det, saa stranden var ikke det vildeste, men nattelivet var hyggeligt nok. Efter at ha' lavet vores foerste rigtige middag bestaaende af ris og kylling (det lyder ikke eksotisk, men naar man har spist pasta de sidste par uger er ris og kylling en gourmet-spise!) moedte vi Marta og Ina (endnu 2 norske normaend fra Norge) og gik ud og drak en kop kaffe. Vi sad uden for paa en altan under en parasol og saa begyndte det soereme at regne! Men det var ret hyggeligt at sidde og pige-sludre under en parasol i varmen med regnen silende ned og maerke byens puls og iagttage de hoeje haele loebe rundt for at finde toervejr nede paa gaden og se de store limosiner cruise rundt paa den samme rute rundt om blokken.
Dagen efter var vi utrolig overskuds-agtige og loeb fandme en tur paa stranden i vandkanten. Det var en helt fantastisk oplevelse (og alt for varmt) at vaere lidt Baywatch og nice (jeg var selvfoegelige roed i hovedet og ku' ikke traekke vejret ordentligt en halv time efter, men jeg gjorde det fandme!).
Trods den ubehoevlede receptionist var Surfers P egentlig okay. Naar man lige kommer fra Byron's strande kan intet leve op til det, saa stranden var ikke det vildeste, men nattelivet var hyggeligt nok. Efter at ha' lavet vores foerste rigtige middag bestaaende af ris og kylling (det lyder ikke eksotisk, men naar man har spist pasta de sidste par uger er ris og kylling en gourmet-spise!) moedte vi Marta og Ina (endnu 2 norske normaend fra Norge) og gik ud og drak en kop kaffe. Vi sad uden for paa en altan under en parasol og saa begyndte det soereme at regne! Men det var ret hyggeligt at sidde og pige-sludre under en parasol i varmen med regnen silende ned og maerke byens puls og iagttage de hoeje haele loebe rundt for at finde toervejr nede paa gaden og se de store limosiner cruise rundt paa den samme rute rundt om blokken.
Dagen efter var vi utrolig overskuds-agtige og loeb fandme en tur paa stranden i vandkanten. Det var en helt fantastisk oplevelse (og alt for varmt) at vaere lidt Baywatch og nice (jeg var selvfoegelige roed i hovedet og ku' ikke traekke vejret ordentligt en halv time efter, men jeg gjorde det fandme!).
Abonner på:
Opslag (Atom)