The Whitsunday's and the Great Berrier Reef

Endelig! Endelig naaede vi til Airlie Beach, som er destinationen, hvor man tager med baad ud paa GBR og til oerne the Whitsunday's. Forventningerne var fantastisk hoeje og det er jo altid farligt, men jeg havde virkelig kun hoert positivt om denne tur, saa det var ikke uden grund, at jeg forestillede mig det blaa hav og de roede koraller som man ser paa billederne. Og det startede helt paa toppen (bortset fra at vi skulle gaa ret langt med alle vores pakkenillikker i form af haandklaede, goon og oel (badetoejet havde vi paa) hen til baaden. Jeg tror aldrig jeg har svedt saa meget foer!

Vi startede med at faa udleveret en stinger suit, for der er stingers i havet, og man maa simpelthen ikke bade, hvis man ikke har saadan en paa. Efter at have faaet udleveret denne dejlige dragt gik vi ned til the Broomstick, der skulle vaere vores hjem de naeste 2-3 dage. Foerste blik af baaden viser, at der kan vaere 5-10 mennesker ombord, men vi skulle altsaa vaere 25! Jeg var en smule skeptisk, da vi steg ombord, for daekket saa virkelig ikke saerlig stort ud, men da jeg stak hoevedet ned i kahytten blev jeg mere positiv, for baaden var utrolig effektivt indrettet med haenge-koejesenge, hvor hevr seng var ens private sfaere. Men vi skulle jo kun opholde os nedenunder i kahytten naar vi skulle sove - resten af tiden sad vi oppe paa daekket og slikkede sol og noed den vidunderlige brise der blaeste, naar sejlene blev hejst og det gik derudad.
Afsted kom vi og crewet paa baaden bestod af 60-aarige Neil (kaptajn, vis stemme man kunne hoere konstant 24-7), Rene (ung fyr med meget staerk tysk accent) og Hayden (kiwi med moustache). De var supercool og satte en god stemning. Igen var vi de yngste - faktisk var gennemsnitsalderen nok omkring 23 (uden Neil var inkluderet!), og det skulle vi lige vende os til. Men vi sejlede altsaa ud mod de 74 oer, der ligger i GBR, hvor the Whitsunday Island er den mest beroemte. Efter at have sejlet i et par timer lagde vi anker ud foran denne flotte oe og jeg hoppede i min stinger suit og hoppede i vandet. Jeg har aldrig proevet at bade fra en baad foer og der er noget helt specielt og lidt farligt ved at man paa ingen maade kan se eller roere bunden og med tanken om, at der ogsaa kunne vaere hajer og stingers var det ekstra farligt. Men vandet var saa laekkert og nedkoelende, for vi havde siddet i solens straaler paa daekket og bagt de sidste 2 timer og en dukket i det fantastiske hav var lige sagen!
Saa begyndte solen at gaa ned og crewet havde lavet laekker mad (!) til os. Det var ret overraskende eftersom vi er vant til at den mad der deltager i disse arrangementer er det samme som at spise pap med salt paa, saa vi var serioest i himlen og da det viste sig at crewet ogsaa tog opvasken, var det lige som at vaere paa hotel! Det var for fedt. Efter maden og den gode stemning over dette sad vi alle og maerkede solens sidste straaler og saa den forsvinde bag et hav af skyer, der begyndte at daekke himlen paa en faretruende maade. Vejret havde vaeret fantastisk hele dagen, men nu begyndte det altsaa at dryppe fra skyerne og crewet smaekkede en paraply udover daekket, saa vi alle sammen sad under denne og hoerte regndraaberne falde ned. Julie og jeg faldt i snak med en super fantastisk, britisk pige, Amanda og vi sad vist og snakkede hele aftenen indtil klokken blev halv elleve. Der var vi for traette til at holde os vaagne laengere og vi skulle op klokken 6 naeste morgen (!), saa vi hoppede ned i kahytten, som var alt for varm og klam, hvilket var lige gyldigt eftersom traetheden havde overmandet en. Havluft goer virkelig en meget udmattet.

Naeste morgen blev vi vaekket af ankeret der blev hejset op og det var virkelig en stoejende lyd og vi naermest sprang ud af sengen total svedige og forvirrede over at vaere paa en baad. Morgenmaden var selvfoelgelig klar og det var helt vildt fantastisk at spise sine cornflakes med udsigt udover det flotteste, blaa hav, hvor solen spejlede sine straaler og blaendede en paa en naermest skyfri himmel. Det var meget idyllisk ind til jeg (typisk mig) laegger mit kamera, mine cornflakes og en flaske vand paa daekket. Og naar man er paa en baad gynger det altsaa, hvilket jeg ikke havde taenkt over, saa lige da ejg havde stilt flasken og cornflaksne fra mig, glider hele molevitten ned paa gulvet og flasken falder selvfoelgelig i havet (kameraet havde jeg vaeret klog nok til at laegge et sikkert sted). Jeg foelte mig saa dum og kunne alligevel ikke lade vaere med at grine.
Efter at have spist resterne af mine cornflakse (jeg spildte jo kun halvdelen af det) satte vi sejl og fortsatte med kurs mod det beroemte White Haven - en helt fantastisk strand, som vi skulle bade paa i 3 timer. Vi lagde anker efter en times sejlads og blev ekskluderet ned i en mindre baad, der sejlede os hen til the Whitsunday Island, hvor vi gik op til et look out point og havde den vildeste udsigt udover White Haven og GBR. Det var endnu en gang slaaende og helt ubeskriveligt. Solen skinnede og lyste det flotte vand op og jeg kunne se lige ned paa det hvideste sand som vi skulle stikke vores taeer i om ikke saerligt laenge. Det var fortryllende og meget uvirkeligt at se oerne og det flotte vand. For foden af look out pointet kunne vi desvaerre ogsaa se nogle rokke-lignende fisk kaldet stingrays. De er skide farlige, fordi de gemmer deres hale i sandet i vandet, hvor man ikke kan se selve kroppen af dem og de er altsaa dyr der draeber en, saa dem skal man holde sig langt fra.

Saa det gjorde vi selvfoeglelig, da vi gik til selve stranden og ifoerte os stinger suits og kastede os ud i det rolige og idylliske hav. Det var for vildt! Og det var meget svaert at forstaa, hvordan havet kan vaere saa farligt, naar det var saa roligt og flot som det var denne fantastiske morgen.
Klokken 11 puttede vi vores laekre kroppen tilbage i den lille baad og sejlede tilbage til the Broomstick og spiste frokost og satte kurs mod stedet hvor vi skulle snorkle. Jeg var ret spaendt paa dette eftersom jeg havde proevet at snorkle i New Zealand og derefter lidt vidste hvad det drejede sig om. Endnu en gang hoppede vi i stinger suits (man ser faktisk ret godt ud - billededokumentation foelger) og ifoerte os dykkermaske og hoppede ud i GBR og stak hovedet ned i det rare vand. Man blev moedt at diverse fisk i alle stoerrelser og farver og nedenunder mig og fiskene laa de beroemte koraller og var lige saa fortryllende som paa billederne. De var i alle farver: Blaa, roede, groenne, brune. Og vi maatte selvfoelgelig ikke roere ved dem eftersom de er lang tid om at reparere sig selv og faktisk er ved at uddoe, saa jeg panikkede lidt, da min storetaa kom til at snitte nogle af dem. De foeltes meget ru og ikke saa rare som de ser ud. Nogle gange lignede det, at de aandede, for der var nogle der havde haar paa og det bevaegede sig paa en helt bestemt maade i vandet.
Taet paa oen som vi snorklede ved kunne man roere bunden, men svoemmede man 10 meter laengere ud kunne man fra det ene oejeblik til det andet overhovedet ikke faa oeje paa nogle koraller, for det blev alt for dybt. Det var ret skraemmende og fascinerende paa en gang at kunne se de flotte koraller paa den ene side og se det bundloese dyb paa den anden side.

Lige pludselig siger Amanda, at hun ser en haj og det var nok signalet for at vi kom op tilbage paa baaden, selvom jeg nu gerne ville have set den ogsaa. Den var kun lille og paa ingen maade farlig, men det var alligevel lidt skraemmende at vide, at den var der. Saa vi kom tilbage op paa det sikre daek og spiste kage inden vi sejlede videre og fandt et godt sted og lagde anker. Desvaerre foelte jeg mig en smule soesyg. Jeg havde det meget maerkeligt i kroppen og imens vi sejlede skulle vi altsaa opholde os paa the high side, for baaden sejler altsaa skaevt. Og kigger man ned i kahytten ser det hele helt absurd maerkeligt ud, for baaden er virkelig skaev til den ene side og det gjorde mig komplet maerkelig i hovedet at kigge ned i den skaeve kahyt. Heldigvis var det ikke vaerre end det var og det oedelagde paa ingen maade den fantastiske oplevelse det er at leve paa en baad og opleve det fantastiske hav.

Efter aftensmaden blev der mere gang i festen eftersom vi satte Julies iPod paa, men jeg var stadig for traet og maettet med oplevelser jeg skulle fordoeje, saa jeg endte med at gaa i seng kl. elleve endnu en gang.
Dagen efter satte vi kursen mod Airlie Beach og vi sad og stegte for sidste gang paa baadens daek og noed de sidste timer paa GBR. Det var fantastisk.