Verdens stoerste sandoe!

Endelig kom vi til det tidspunkt paa vores rejse, hvor vi skulle opleve verdens stoerste sandoe Fraser Island! Jeg havde glaedet mig saa idiotisk meget og aerlig talt vidste jeg ikke rigtigt hvad jeg skulle foretage mig ude paa den oen, i hvert fald noget med at bumle rundt i 4WD, men igen tog vi bare afsted til Rainbow Beach, hvor turen startede fra.

Selvfoegelig skulle vi op kl. 6 om morgenen (jeg blir aldrig vant til det) for at lave en masse papirarbejde og kedelige ting. Det var komplet spild af tid eftersom det tog os 10 minutter at skrive under paa at der ikke er nogen, der tager ansvar for noget hvis man koerer gennem saltvand med vilje eller koerer ind i klipper og sten, saa vi sad og gloede i en time ind til vi blev moedt af endnu en Luke Skywalker der praesenterede os for vores transportmiddel de naeste 3 dage: En stor, hvid truck, med bagage paa taget . Det var for fedt!

Saa fiksede vi mad og drikkevarer og pakkede 4WD og koerte hen til et vaerksted, hvor vi fik kort udleveret. Mekanikerne gjorde meget ud af, at vi skulle have det sjovt, men tage vare paa os selv og passe paa bilerne. (De var i forvejen mere eller mindre smadrede, men det var hans kaereste eje!)

Vi var 2 biler, der skulle foelges ad, hvor vi sad 9 i hver bil. I min bil var der 4 svenskere, en belgier og 2 tyskere. Det var stadig tidligt om morgenen, saa vi hang alle mere eller mindre og efter en praesentationsrunde kom vi til en lille baad, der skulle sejle os over til Fraser Island. Selve sejlturen tog 5-10 minutter, saa det var ikke noget at snakke om, men vi sad alle og haabede paa at se en haj, for vi havde hoert, at vi ikke maatte bade i havet grundet hajer og gobler. Men der var ingen hajer at faa oeje paa, og vi koerte i land paa stranden, hvor Chris aka. Granddad (fordi han var den aeldste i min gruppe, 25 aar gammel) satte bilen i 4WD og gav den gas og begyndte at koere langs stranden i sandet. Det var saa maerkeligt at koere paa stranden som om det var en motorvej. Det var fuldstaendig de samme faerdselsregler der gjaldt som paa almindelig motorvej dog med en hastighedsbegraensning paa 80 km/t. Efter at ha' koert lidt og Granddad blev vant til sandet og alle bumpene opstod der selvfoelgelig lidt konkurrence mellem os og den anden bil, men det var meget uskyldigt eftersom det er noget anderledes at koere i sand.

Det foerste sted vi stoppede var ved Lake Wabby, hvor vi parkerede bilen og fandt de store madbokse frem for at spise frokost. Det var noget af en skuffelse. Vi skulle lave wraps, hvilket var glimrende, men maengden af mad var virkelig minimal. Specielt naar drenge indtager dobbelt saa meget som piger, og pigerne ikke en gang foeler der er nok, er situationen rimelig kritisk. Men vi spiste det der nu var og derefter gik vi i en halv time for at finde soeen. Selvom det var overskyet, foeltes det som at gaa i en regnskov! Luftfugtigheden var virkelig stor og alle 18 unge mennesker svedte helt vildt. Endelig naede vi frem til en sandbunke, hvor soeen laa nede for enden. Det var saa smukt og idyllisk og vi traengte alle til en dukkert, saa vi kastede alle vores ting paa sandbakken og sprang i vandet. Det var saa dejligt og koeligt og vi svoemmede rundt blandt store fisk og smaa fisk som nappede os i foedderne. Det mindede mig utrolig meget om Sverige. :)



Der blev vi i 5 timer, fordi vi ikke maatte koere i tidevandstidsrummet som laa mellem kl. 13 og 17. Saa efter at vaere blevet angrebet af fluer saa store som jeg aldrig har set foer vendte vi tilbage til bilerne og koerte rundt paa stranden for at finde vores camping spot. Nu hvor vi ogsaa havde tilbragt dagen sammen var det lidt lettere at faa samtalerne til at glide og stemningen var helt i top. Saa da vi endelig fandt campingpladsen (uden toilet og bad), satte vi teltene op og lavede burgere paa det medbragte blus. Det endte med at blive vellykket og alle blev forholdsvis maette, saa humoeret var ekstra hoejt.

Saa blev det goon-tid og vi sad i en meget social rundkreds og laerte hinandens navne og legede forskellige (drikke)lege. Det var fantastisk hyggeligt og ret morsomt. Lige indtil vi opdagede dingoerne, der vandrede rundt i vores lejr. Dingoer (blanding af hund og ulv) er ikke farlige saa laenge man ikke fodre dem eller klapper dem, men det var ret spooky at de listede rundt midt i vores lejr i moerket. Men vi holdt sammen og med ldit goon i blodet fik man lidt mere mod.

Efter at ha' vaeret paa maaneskinstur ned til havet og stranden gik vi alle i seng (seng og seng - vi gik i sovepose uden liggeunderlag, goer aldrig dette!)


Naeste morgen vaagnede vi alle kl. 6 fordi det var alt for varmt i teltene. Vi pakkede lejeren sammen, sagde farvel til dingoerne der stadig listede rundt og hoppede op i den efterhaanden meget sandede bil. Derefter koerte vi ad the inland track in midt paa Fraser Island til Lake McKenzie, den mest vidunderlige soe nogensinde. Den var turkis blaa i de foerste 5-7 meter og derefter skiftede farven til en meget dyb moerke blaa. Det var helt fantastisk!
Efter at have tilbragt nogle timer der og maerke hvor farlig solen egentlig er (paa et tidspunkt braendte den saa kraftigt, at jeg var noedt til at tage alt mit toej paa af frygt for at min hud ville breande op) satte vi os tilbage i bilen og bumlede videre ad inland tracket til the Central Station, som var vores camping spot (denne gang med bad OG toilet!) Jeg ved ikke om det er skaebnen, men hver gang Julie og jeg camperer hernede begynder det at regne, saa det gjorde det selvfoeglelig ogsaa nu. Saa da vi kom frem til camping spottet blev vi alle siddende i bil og ventede paa at det holdt op, hvilket det ikke gjorde, hvor vi derefter sprang ud af bilen og gik i gang med at kreare et daekke af pressenninger og grene fra traerne. Det gik ret daarligt, saa vi endte med at sidde 18 mennesker under en pressenning sat over 3 telte. Det var faktisk rigtig hyggeligt til sidst og det holdt ogsaa op med at regne henad aftenen. Og goonen skulle selvfoeglelig frem igen!

Naesten morgen blev vi alle vaekket af den frygteligste lyd nogensinde. Det er meget uforklarligt, men det som om 1000 fugle skreg i kor med varierende volumen. Det var ulideligt! Samtidig havde arrangoererne af turen bestemt for os, at vi skulle lave pandekager til morgenmad (helt aerligt - vi staar midt i en skov, hvad regner de med?!) og det gik helt galt eftersom vi ikke vidste hvor meget vaeske, der skulle i pulverblandingen og vi endte derfor med at spise halvmuggent broed med loeg og syltetoej, for det var hvad der var tilbage af maden.

Men humoeret kom hurtigt op igen efter at have bumlet paa inland tracket og ud ved strandens kyst igen, hvor vi koerte op til the Pinnaclesm, som er nogle virkelig flotte sten der ligger lige ud til havet. Vejret var blevet meget bedre og de roede sten saa meget flotte og overvaeldende ud og naar man vendte sig om, saa man ud over det vilde og utaemmede hav, hvor boelgerner skvulpede mod oen i uregelmaessig takt. Det var et helt andet hav end hvad vi ellers havde oplevet i Australien og det virkede meget farligere og samtidig var det utroligt fascinerende.
Efter the Pinnacles koerte vi til the Mahone Wreck som er et skib gik paa grund i 1935. Vi kendte ikke saa meget til historien bag det, men det var nu flot alligevel.
Det sidste stop paa denne lille rundtur paa Fraser Island var Eli Creek, som var en meget idylliske ferskvandsaa, der loeb lige ud i havet. Det var en stor kontrast til det ellers saa farligere hav og vandet var ufatteligt koeligt og laekkert efter en svedig biltur langs stranden. Aaen var akkurat saa lav, at vi kunne gaa nede i selve aaen og det hele var paa en eller anden maade meget uvirkeligt.

Desvaerre var dette det den sidste oplevelse paa Fraser Island og efter at have koert paa den vaerste vej nogensinde, hvor det bumlede saa meget at bilnoeglerne faldt ud (bilen blev dog ved med at koere!) kom vi tilbage til faergen og sejlede tilbage til fastlandet.
Det var virkelig en oplevelsesrig tur. Jeg tror virkelig der er en foedt campist gemt i mig og selv Julie klarede det selvom hun ikke er naer saa meget campist som mig. :)