At overbevise sig selv om, at man kan overleve et bungy jump

Det var lige, hvad jeg gjorde. Og jeg ved aerlig talt ikke, hvordan jeg gjorde det, for da jeg gik op af trapperne af det taarn, som ligger 30 minutter fra Cairns, som er bygget specielt til bungy jumping, fortroed jeg, at jeg havde besluttet mig for at kaste mig selv ud over kanten af det taarn. Stedet hvor taarnet stod var meget idyllisk og under taarnet var der en lille soe med et vandfald og jeg det kunne have vaeret det perfekte sted at drikke en drink og chille med gode venner i eftermiddagssolens skaer, men jeg kunne bare ikke rigtigt nyde noget af det paa den maade. Jeg var skraekslagen, intet mindre. Udsigten var fantastisk, man kunne se udover hele Cairns og regneskove og helt udover GBR, men jeg saa intet af denne helt slaaende udsigt, da jeg for hvert skridt bevaegede mig op mod de 50 meter over jorden.
Fremme paa toppen. Jeg kunne maerke taarene presse og kvalmen i min mave. Og jeg blev ved med at sige til de to sejeste gutter, at jeg var bange og jeg ikke ville hoppe. De gav mig en sele som jeg selv ifoerte mig (hvorfor, kan jeg stadig ikke forklare, for jeg ville virkelig ikke have den paa) og saa blev jeg placeret paa en baenk og mine ankler blev viklet ind i et haandklaede og en snor, som blev sat fast til elastikken som skulle baere hele min vaegt i det spring jeg nu skulle foretage mig. Saa blev jeg bedt om at trippe hen til kanten af taarnet, saa man ikke kan undgaa at se ned, ens eneste vej ned fra taarnet. Det vaerste var at stikke taernene ud over kanten. De to gutter blev ved med at sige, at jeg klarede det fint, at jeg nok skulle klare det. Ja, det taenker man jo ikke lige selv!
Og saa hoppede jeg. Spredte armene ud og jeg floej. Det foeltes virkelig som om jeg floej og jeg saa den flotte udsigt forsvinde lige saa hurtigt som et sekund og jeg saa maerkede jeg elastikken gribe mig og pludselig var mine arme fremadrettede og maerkede noget vaadt og jeg realiserede foerst at jeg blev dyppet i noget vand, da mit hovedet roerte den koelige masse. Og derefter kunne jeg hoere mig selv raabe af lettelse og nydelse. Og jeg hoppede op og ned i elastikken og var ikke bange mere. Men jeg forstod aerlig talt ikke rigtigt, hvad der var sket. Jeg tror stadig ikke jeg forstaar, at jeg gjorde det, men det var saa fedt!! Den var den fedeste fornemmelse at foele, at man flyver og det er paa en eller anden maade utrolig uvirkeligt.

Dumme som vi begge var, skulle vi selvfoelgelig op igen og hoppe og denne gang hoppede vi i et tandem-spring, hvor vi sidder taet sammen. Denn gang noed jeg udsigten fra toppen af det 50 meter hoeje taarn, og jeg var stadig bange, men denne gang vidste jeg, at jeg kunne klare det og det var en fantastisk fornemmelse at flyve sammen ned i vandet og haenge paa hovedet og raabe og grine sammen.

Vi blev enige om bagefter, at det andet hop var genialt, og at det foerste er komplet dumt. :)