Afgang

Så blev det mandag d. 14. december, og jeg havde brugt hele weekenden på at pakke min rygsæk, og jeg følte mig så klar, som man kan være til at forlade det lille trygge Danmark. Min faster Maria hentede os kl. 15, og vi kørte ud lufthavnen, hvor tre af mine yndlings-piger sad og ventede for at sige farvel. Jeg kunne næsten ikke koncentrerer mig om indtjekning og alt det praktiske, for jeg havde haft kvalme og tårer siddende klar til at springe ud hele weekenden, og det eneste jeg rigtigt kunne tænke på var, at der ville gå 5 måneder før jeg skulle se disse vidunderlige mennesker igen. Og jeg stortudede. Normalt græder jeg aldrig til film eller afsked eller lignende, men denne gang var det noget andet, for det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg holdt ikke op med at græde, før jeg nåede til München, vores første mellemlanding! (Der var så også andre faktorer så som propper i ørerne, der medførte tårer, men det var klart afskeden med tøserne, der gjorde, at jeg simpelthen ikke kunne holde op med at græde.)
Efter at have tørret øjnene og boardet for anden gang, var jeg klar til den første lange del af flyveturen som gik til Hongkong. Jeg har aldrig sovet så elendigt i hele mit liv! Jeg overvejede, hvordan man bedst afliver børn, for der var 4 unger, der blev ved med at hyle hele natten. Samtidig sad jeg og Laura, min søster, ved siden af en meget snorkende mand, og det mindede mig utrolig meget om Jose, der absolut ikke havde overlevet natten, hvis hun havde siddet på min plads. Så nåede vi til Hongkong lufthavn, hvor en halvanden meter høj (lav?) kinesisk dame hentede os og fulgte os til check-in-skranken. Hun gik simpelthen så hurtigt, at jeg fik forbrændt alle de kalorier, jeg havde indtaget de sidste 11 timer. På gå-turen gennem hele lufthavnen blev vi underholdt af julesange, der larmede over det hele, og selvfølgelig spillede de også "Oh Tannenbaum", hvor jeg, trods min træthed, grinede ved mig selv af mindet af Thomas B., der løber nøgen ned ad min vej i Gentofte skrålende denne sang.
Den sidste del af flyveturen fra Honkong til Auckland var langt mere rar end den forrige: Der var ingen skrigende unger, ingen snorkende mænd og jeg fik sovet næsten hele natten, og tegnede egentlig ganske positivt selv om den 30 timer lange rejse var meget udmattende. Men selvfølgelig skal der gå noget galt. Og lige som da vi trasker hen mod bagagebåndet for at se om bagagen også nåede hel til den anden side af Jorden, får jeg øje på en pige med præcis min rygsæk på ryggen. Jeg har selvfølgelig spurgte mig selv flere gange, hvorfor jeg ikke spurgte hende, om hun var sikker på, at det var hendes rygsæk, for da vi efter 10 minutter havde fået vores tre andre kufferter og min rygsæk ikke var blandt dem, blev jeg klar over, at pigen rendte rundt med min rygsæk et eller andet sted i New Zealand. Jeg tudede selvfølgelig igen ved tanken om aldrig at få mine ejendele at se igen, og jeg tror, jeg skræmte det ellers så søde og hjælpsomme lufthavnspersonale ved på skift at hulke og skælde pigen ud på både dansk og engelsk. Der var ikke så meget at gøre andet end at melde tasken 'manglet', og vi tog en taxa til et hotel midt i Auckland. Det var en rigtig sød og meget snakkende taxachauffør, der hentede os, og jeg hader stadig pigen for at have taget min rygsæk, for mit første indtryk af den anden side af Jorden, blev ødelagt. Jeg nåede endda at sige, at jeg ville hjem til Danmark, og det var den værste tur i hele mit liv, men det er klart, man har det på den måde, når ens ejendele sidder på ryggen af en aller anden idiot!
Vi ankom til hotellet, og smed vores bagage, og gik helt ind i centrum af byen. Kl. var ca. to om natten (dansk tid) og tidsfornemmelsen var komplet forsvundet, og nu skulle vi bare holde os vågne ind til i hvert fald kl. 20. Men det er faktisk sværere, end man tror. Efter at have set havnen og et indkøbscenter og erfaret at Santa Claus, Rudolf og palmer hænger sammen gik vi tilbage til hotellet og gik i seng. Der var kl. lige blevet 19 (syv om morgenen dansk tid), og jeg kunne simpelthen ikke se ud af mine øjne. Det var en helt vidunderlig fornemmelse at ligge ned og sove, og jeg tror næsten, jeg drømte om min rygsæk!

Det jeg fik set af Auckland var ret fascinerende. Ca. 1/5 del af indbyggerne i den by er asiatere, og befolkningen er generelt utrolig blandet. Der er både meget solbrændte, smarte fyrer, men også skoldede/blege engelsk-udseende damer, samt kinesere. Mangfoldigheden er helt vild!
Byen ligner en krydsning mellem en italiensk havneby og New Yorks skyskrabere beliggende på et bjerg, og der er palmer over det hele. Venstrekørslen forvirrer en del, og når man samtidig prøver at vende døgnet på hovedet, er det helt umuligt at finde mening med noget som helst. Trods den ret ringe start, glæder jeg mig dog til at se mere af landet. Her er på en eller anden måde utrolig velkendt og alligevel så fremmet.
Forhåbentlig for jeg snart min taske, for pigen har vist leveret den tilbage til lufthavnen (jeg håber, hun har dårlig samvittighed). Det er trods alt rart at have nogle velkendte ting med sig, når man besøger den anden side af Jorden.