Mere "gummistøvler"

Endelig! Nu havde jeg sovet godt en hel nat og jeg vågende kl. 7.30 og følte jeg havde sovet længe, og jeg følte også at mit jetlag var ved at aftage (= mit døgn føltes normalt). Vi gik ud for at finde noget morgenmad at spise - hotellet serverede det ikke - og så må man jo finde på noget andet. Nu hvor vi havde en masse energi grundet det ret-vendte døgn, skulle vi nå 100 ting i dag. Det vigtigste var at skaffe en bil, så vi kan komme rundt på Sydøen, og mine forældre var nær ved en skilsmisse, da denne billeje viste sig at være lidt kompliceret. Men vi endte med en bil, som er stor nok til at rumme vores 4 kufferter (de joker selvfølgelig stadig med, at min taske var ved at blive nakket i lufthavnen, "så den kan vi bare efterlade" (dårlig familien Vind Hanke-humor)). Da det var klaret vandrede vi lidt rundt i byen, som er den mest blæsende by i hele verden. Så tog vi på national museet Pe Tapa, og jeg blir aldrig god til den slags. Det er lige meget hvor, hvornår eller hvorfor - jeg er og blir elendig til den slags, og jeg kedede mig af h til i den time (der føltes som 5) vi var der.

Efter denne lidelse drak vi kaffe, hvor kaffe-manden Jerry helt uopfordret begyndte at snakke til os og anbefalede at vi gik på kunstmuseum (jeg blegnede i mit ellers meget røde ansigt) og foreslog en restaurant vi kunne spise på. Jeg blir gang på gang overrasket over, hvor interesserede mennesker er i at høre hvor vi er fra og hvad vi gør her. Det er oprigtig interesse og venlighed, og jeg fatter det ikke. Der kan danskerne lære utrolig meget - inklusiv mig selv.
Efter at have snakket med Jerry, fik jeg afværget at komme på kunstmuseum og vi gik i supermarkedet og købte frugt, brød og muffins som vi ville tage med op i kabel-banen, der lå i byen. Jeg synes det er så spændende at gå i supermarkedet i udlandet. Der er så mange spændende ting, som man ikke har set før og køber altid alt muligt mærkeligt, bare fordi det ser spændende ud. Jeg kan stadig ikke vende mig til at se juletræer og julemænd sammen med den skarpe sol og palmer og sommerkjoler. Julen er faktisk en smule forsvundet fra mit liv i år (undskyld, Rovsa), må jeg nok indrømme. Jeg har dog tænkt over, hvor julemanden kommer fra, når man er kiwi. For det gir da ingen mening, at han kommer fra Nordpolen, når han skal ned til den varmeste halvdel af Jorden? Han får sig i hvert fald et hedeslag så.

Lige nu er vi kommet tilbage til hotellet efter et par timer i en park oven på Wellington. Igen - den flotteste udsigt angriber en og man kan ikke lade være med at være hypnotiseret i nogle minutter for virkelig at forstå, at man står og kigger ud over så mange bjerge og så meget vand, som ikke er et postkort.