Rangitoto

Efter at jeg havde fået min kuffert og jeg havde sovet endnu en nat, hvor jeg vågnede hver time, stod vi alle 4 op kl. 6 (det var altså ikke med vilje, men man kan ikke sove mere, når man er gået i seng kl. 20!). Vi skulle ud på vulkanen "Rangitoto", som lå tyve minutters sejlads væk ud fra Auckland. Det pisse-blæste på båden, og jeg var total jetlagget stadigvæk, men vi nåede ud på vulkanen og gik op til toppen og fik den flotteste udsigt ud over Auckland og mange af de omkringliggende bjerge. Det er simpelthen helt fantastisk at stå på toppen af et eller andet, og ha' det overblik. Vi var ikke særligt højt oppe, men man fik stadig en fornemmelse af at være hævet over verden. Vejen ned var ikke videre spændende, men vi holdt stop ved Mackenzie Bay, hvor mor, Laura og jeg fik rejsens første badetur. Det var pissehamrende koldt - især da jeg havde forventet at stikke tæerne i baby-tisse-varmt vand, men bade sku' jeg altså! Den sidste del af turen ned gik med at tænke alt for meget på vennerne hjemme i Danmark, og når jeg kiggede ned på mine tæer i de meget praktiske sandaler jeg havde erhvervet mig, mindede det mig helt gevaldigt om Roskilde Festival, og jeg må indrømme at jeg var meget tæt på at fælde flere tårer. At vandre i bjerge giver en anledning til at lade tankerne flyve, men når man føler, at ens hoved rummer alt for mange ubearbejdede tanker er det svært ikke at komme til at bekymre sig om alle mulige ting man føler man går glip af. Jeg er den værste på det punkt, og selv om det er mig, der er rejst væk fra det lille Danmark, og alle jeg har efterladt føler at de går glip af noget, så føler jeg det næsten i sammen grad som dem! Jeg er et meget dumt menneske lige på det punkt.

På vej hjem fra sejlturen tilbage til fastlandet fortalte min far mig, at det tager 1 dag pr. times tidsforskel at vende døgnet - dvs. at jeg er normal i hovedet om 9 dage! Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til at vente på, men det er virkelig hårdt at vende det skide døgn. Jeg er seriøst træt kl. 17 og har lyst til at gå i seng, men så tar man sig lige sammen og holder den i hvert fald til kl. 20. Her til aften klarede jeg den faktisk helt til kl. 22. Hvilken sejr!