"Gummistøvler"

Endnu en dag, hvor man vågner komplet forvirret, hvor kl. er 5.30, men faktisk var der en ordentlig grund til dette. Vi skulle med et tog ned over Nordøen fra Auckland til Wellington og dette ville tage 12 timer, så igen skulle vi forberede os på at sidde stille og spise dårlig mad. Men allerede da vi indleverede vores bagage til opbevaring i bagagevognen tegnede togturen til at blive fantastisk spændende, for bagage-fyren sendte et sødt smil. Det lysnede op for det hele selv om kl. var syv om morgenen, og resten af turen blev præget af at hente kaffe og købe sandwich kun for at komme i kontakt med ham.
Jeg ved ikke om det er af ren høflighed eller fordi de er oprigtigt interesserede, men når man kommer ind i en butik eller café, siger ekspedienten: "Hello, how are you?" og da jeg ikke er vant til at det, svarer jeg aldrig, men siger bare "hello". Jeg har så senere hen fundet ud af, at man bør svare og spørge tilbage, så jeg tror virkelig jeg har fornærmet mange mennesker efterhånden - inklusiv bagage-fyren. Men han blev ved med at smile og så ikke ud til at tage sig af, at jeg opførte mig som en forvirret turist, der ikke ved hvordan man bør opføre sig. Desværre måtte jeg vinke farvel til ham, da han lige pludselig stod på et andet tog, der holdt parkeret ved siden af vores. Han ku' da godt lige ha' sagt et eller andet?! Lige pludselig var han bare væk.

Endelig ankom vi til Wellington og vi spassede rundt i en helt død hovedstad for at finde vores hotel. Vi stod netop og kiggede på kort, da der kom en mand hen og spurgte om vi havde brug for hjælp. Jeg blev fuldkommen forbavset, for sådan noget har jeg godt nok aldrig oplevet før. Personligt tænker jeg jo om turister: "Klaphatte, der ikke kan finde vej", men her er menneskene så venlige at de lige frem komme hen og spørger om de kan hjælpe en. Dermed fandt vi så vores hotel og smed bagagen og kom afsted til en restaurant i en fart, for ikke at lægge os ned og falde i søvn kl. 19.30. Vi fandt et meget hyggeligt italiensk sted og efter to glas hvidvin var jeg rimelig meget på toppen. Det var den første alkohol jeg havde indtaget på turen, og jeg tror at jetlag + vin er en aldeles god kombination, samt den karaoke-bar der lå lige overfor restauranten og selvfølgelig Anne-Sofie (som desværre var blevet i Danmark). Men der blev ingen karaoke med skærebræt-pige til mig (den gemmer vi til sommer!), så jeg gik helt stolt i seng over at ha' holdt mig vågen til næsten kl. 23.