Ud i outback'en!

Saa oprindt vores tid i Cairns og vi havde besluttet at splittes for en uges tid, for jeg skulle bare ind til the Red Centre og Alice Springs og Julie ville forfaerdelig gerne til Adelaide. Saa det gjorde vi altsaa. Nu skulle jeg vaere alene (alene og alene - det er man faktisk aldrig hernede, hvilket godt kan vaere et problem) og jeg tog en bus til lufthavnen, efter Julie havde forladt mig kl. 4 om morgnen/natten med sit fly. Lufthavnen i Cairns er meget nuttet og lille og man kan virkelig ikke fare vild og det gjorde jeg heller ikke og for foerste gang i mange aar satte jeg mig op i en flyver uden at foele at jeg nu havde forladt jorden for evigt. Jeg fik da stadig et sug i maven, da flyet lettede, men jeg vil vove at paastaa, at jeg havde det godt og kunne nyde udsigten over Cairns og revet, som langsomt forsvandt under os jo hoejere op vi kom. Efter nogle timer i luften landede jeg i det mest elendige vejr, hvor der faldt regndraaber paa maskinens ruder. Vejret i Cairns havde vaeret saa fantastisk og flot og nu havde jeg forladt dette vidunder til fordel for en temperatur paa 19 grader og regn. Det havde jeg godt nok ikke toej til, saa jeg tog en London-walk (udtryk jeg har laert af Lauren, britisk chick, som betyder at man gaar MEGET hurtigt uden at loebe) ind til bagagebaandet og fik min backpack (jeg havde stadig den tyske pige tilbage i NZ, som tog min backpack og jeg har aerlig talt paranoia). Det var der, jeg moedte Lauren, og som sagt naaede jeg ikke at vaere alene i saerlig lang tid; tvaertimod gik der 5 minutter og saa faldt vi snak og tog en shuttle til Haven Backpacker's, et ikke fantastisk, men okay hostel. Eftersom det regnede, havde jeg en god undskyldning for virkelig intet at lave, bortset fra at jeg blev chokolade-sulten og samtidig ogsaa belv noedt til at afproeve min pinkode til mit MasterCard eftersom mit andet kort var paa graensen til at blive spaerret. Saa Lauren og jeg fik fat i en paraply og gik ned i Wolly's (bedste supermarked) og koden virkede!
Det er faktisk ikke saa behageligt at bevaege sig rundt i Alice Springs, for der er aboriginals over det hele. De goer ingenting, de raaber hoejst efter en paa deres eget sprog, men man skal virkelig ikke bevaege sig rundt alene i de moerke gader og jeg var glad for at vi var to afsted.

Den naeste morgen stod vi op kl. 5.30 (jeg troede, jeg var paa ferie?!), for jeg skulle paa en 3-dages-tur ud i outback'en og se Uluru, Kata Tjuta og Kings Canyon. Jeg havde glaedet mig saa meget. Jeg havde faktisk helt ondt i maven af spaending! Og det var ikke uden grund. Efter at have koert paa en landevej i 5 timer igennem det flade land, hvor den roede jord var daekket af groenne buske og smaa traer, kom vi frem til vores campingground, hvor Junior (vores guide, som var en glad boesse, der virkelig elskede Britney Spears og Spice Girls) parkerede bussen og viste os vores sovesal for den kommende nat: Den noegne, roede jord. Det var lidt underligt at vide, at jeg ikke skulle sove med et telt til at beskytte mig for diverse dyr, men der var stadig lang tid til sengetid, saa vi spiste alle 24 frokost og koerte derefter til Uluru-Kata Tjuta-National Park. Denne eftermiddag gik med at hike i Kata Tjuta, som er en gruppe sten (ikke bjerge) der ligger midt i Australien. Der er vist 36 af dem og Kata Tjuta betyder "hoveder mange", fordi stenene ligner en masse hoveder det stikker op af jorden. Det er virkelig besynderligt, at de ligger der midt i Australiens land. Der helt fladt rundt om (bortset fra Uluru, selvfoelgelig) og langt fra ser de ikke saa store ud, men at vandre rundt i dem er noget helt andet. Det er saa flot med den roede farve i solens lys. Den roede farve faar en helt speciel toning og man kan staa og blive fuldstaendig fascineret af at kigge op og blive blaendet af solens straaler og se silhouetten af ikke-bjergene. Paa den anden side af Kata Tjuta bor der aboriginals, der har deres eget community. Der er det dog ikke tilladt at bevaege sig hen, og det virker lidt mystisk og farligt, at der bor et folk saa langt fra al civilsation, som man ikke kan komme til at besoege.

Efter at have vandret rundt i Kata Tjuta var det tid til at koere hen til Uluru og se solnedgangen. Solnedgang i sig selv er noget helt specielt, og solnedgangen over Uluru er derfor noget endnu mere interessant! Det mest bemaerkelsesvaerdige er dog, at der er komplet overrendt af diverse turister ved solnedgang. Folk medbringer champagne og ostehappere og faktisk er det hele et kaempe freakshow. Jeg var simpelthen noedt til at fotografere en opstilling af en folk pentionister, der alle havde koebt fluenet og havde dem paa, da de tog et faellesbillede foran Uluru med champagne. Det var simpelthen for sjovt. Og Junior lovede, at man ville dagens helt, hvis man kunne faa et billede med et champagneglas og en anden guide fra de mere fesne selskaber. Selvfoelgelig fik Lauren og jeg scoret os noget brie og nogle figner, for vi skulle da vaere dagens helte!
Men udover at turisterne er et show i sig selv, blev jeg fanget af Ulurus skiftende farve fra helt klar, lysende roed til en mere dyb og moerk roed farve i takt med at solen gik ned. Det var helt fantastisk flot og himlen skiftede ogsaa farve til lilla/lyseroed og jeg blev fulstaendig fanget af den store, roede klump. Det er underligt, hvordan en roed klump kan vaere saa fascinerende.

Derefter koerte vi tilbage til campingpladsen og spiste aftensmad og lagde os ned i vores swags (en slags sovepose, som man skal sove i, saa man ikke ligger direkte paa jorden). Det var noget helt specielt at falde i soevn under stjernerne og maanen der lyste lige ned i hovedet paa en. Jeg glemte fuldstaendig at vaere bange for edderkopper og skorpioner og dingoer, fordi stjernerne fortryllede en og jeg laa bare og kiggede op i den moerke himmel, der blev oplyst af millioner af lysende prikker.