Springet

Efter at have overlevet det kedeligste Townsville, hvor det eneste spaendende vi saa var aegte aboriginals gaa omkring i gaderne, som groenlaenderne paa Noerreport Station satte vi kursen mod Mission Beach, hvor vi havde aftalt at skulle skydive. Og nu hvor jeg havde betalt for hele molevitten var der ingen vej tilbage og aftenen inden jeg skulle goere det dummeste/vildeste nogensinde kunne jeg selvfoeglelig ikke sove, fordi jeg koncentrerede mig meget om ikke at taenke paa, at jeg dagen efter skulle kaste mig ud fra et fly fra 14 000 fods hoejde.

Saa jeg stod op kl. 7 og spiste utrolig lidt morgenmad (af frygt for at kaste det hele op igen en time efter, naar jeg sad sammenbundet med en jumper. Det ville vaere lidt synd for ham, hvis han skulle have mit braek i hovedet.) Saa kom der en bus og hentede os og koerte os til hovedbasen for skydiving, hvor vi skulle udfydle diverse papirer med alt muligt jeg fuldstaendig glemte med det samme, fordi mine tanker som sagt var andet steds. Det var en meget energifuld, naesten alt for energifuld, pige der tog i mod papirer osv. og hun hujede og jublede over, at vi skulle op i et fly lige om lidt og jeg havde kvalmen siddende i halsen og kunne ikke lige finde den samme begejstring frem.
Saa blev vi praesenteret for vores jumpers (efter at have staaet paa en vaegt - man skal vejes inden - det var nok den haardeste oplevelse, for der kommer sandheden frem, men faktisk havde jeg ikke taget saa meget paa igen). Jeg skulle hoppe med Adam, en rigtig typisk aussie med halvlangt, lyst haar og solbriller, saa jeg saa aldrig hans oejne, og han ifoerte mig en sele og forklarede mig om "the Arch", den position man skal holde sig i, naar man springer ud af flyet. "Laen nakken tilbage, skyd hoften frem, hold fast i selen og naar jeg prikker dig paa skulderen spreder du armene ud" - piece of cake, naar man altsaa staar paa den trygge landjord, saa jeg svarede bare at jeg ville goere mit bedste!

Derefter kom han frem med et kamera (vi havde jo bestilt en dvd med, naar det endelig skulle vaere at man tog sig sammen og hoppede ud fra det fly) og saa skulle jeg paa bedste engelsk fortaelle om, hvad jeg skulle foretage mig om ikke saa laenge.
Saa satte vi os alle sammen (vi var 7 der skulle skydive og selvfoelgelig 7 jumpers + en kameramand) ind i en bus og koerte hen til flypladsen. I bussen havde jeg det nok vaerst.
Og saa skulle vi ellers stige ombord paa et meget lille fly, hvor vi skulle sidde 15 mennesker i 2 raekker baglaens i forhold til, hvilken vej flyet letter. Jeg er som sagt ret bange for at flyve, men det var lige som uden pointe at vaere bange naar flyet lettede eftersom den eneste maade jeg kom ud af det igen, var at hoppe ud. Saa jeg noed aerlig talt flyveturen op i den blaa himmel og skyerne. Adam var rigtig god til at faa mig til at foele mig godt tilpas og han forklarede endnu en gang om "the Arch" og jeg var faktisk ikke saa bange som jeg troede jeg ville vaere (jeg havde regnet med, at jeg ville graede, tisse i bukserne eller vaerre endnu).
Det var foerst da vi naaede 14 000 fod og doeren blev aabnet ud til himlen, at det gik op for mig, hvad fanden jeg skulle nu. Paa det tidspunkt var jeg fuldstaendig spaendt sammen med Adam, hvor han var paa ryggen af mig med faldskaermen.
Saa hoppede den foerste, saa den anden og den tredje og saa blev det min tur. Jeg skulle lade mine ben haenge ud ad doeren og ned under flyet og laene nakken tilbage og saa sprang vi og blev suget ud i himlen og skyerne. Det var helt vildt. Vi hvirvlede rundt med hovedet op og ned og der var skiftevis skyer og himmel og jordklode under os. Det var helt fantastisk! Og jeg skreg total lydloest, for der kom ingen lyd ud af munden paa mig, men jeg kunne maerke, at mit ansigt var et stort smil og skrig. Og efter det der foeltes som 10 sekunder, som i virkeligheden var 60 sekunder, foldede Adam faldskaermen ud og jeg kunne hoere min egen stemme igen. Tempoet var nu et helt andet og vi svaevede ud over havet og kunne se langs Mission Beach og Australiens Oestkyst og GBR. Det var en helt fantastisk fornemmelse og det var meget uvirkeligt og idyllisk paa en gang.
Da vi endelig landede paa stranden, hvor jeg fik sand over det hele, rystede jeg helt vildt og adrenalinen pumpede rundt i kroppen paa mig. Jeg havde med det samme lyst til at saette mig op i fly og proeve suset en gang til. Det var virkelig det vildeste jeg nogensinde har foretaget mig af den type oplevelser foer.